Artikel top billede

Er advarslerne om mobilvirus fis i en hornlygte?

Antivirusproducenterne advarer om bål og brand, hvis du ikke beskytter din telefon med antivirus, men det er kun den ene del af sandheden. For der er meget delte meninger om trusselsniveauet.

Der har været råbt "ulven kommer!" i mange år om skadelige programmer til mobiltelefoner.

Men hvor bliver ulven af?

Sikkerhedsbranchen advarer konstant om malware og sikkerhedsproblemer på din smartphone, men hvor kan man finde én, der har oplevet problemet på nærmeste hold?

På Computerworld har vi forgæves forsøgt at finde et helt konkret eksempel fra kongeriget, men uden succes.

Vi har ellers skrevet en del om, at der er trusler.

Antivirus-producenterne er da heller ikke blege for at advare og tordne om, at alskens ondskab vil ramme dig og din smarte mobiltelefon, hvis du ikke beskytter den med et lag kode, der kan holde malware fra døren.

"Sidste år forudsagde vi, at mængden af malware ville stige til 125.000, men faktisk steg den til 350.000," sagde Raimund Genes, der er teknologidirektør hos Trend Micro, om malware til mobiler i 2013.

Mængden af malware på Android er ifølge sikkerheds-leverandøren steget hurtigere i løbet af tre år, end hvad der var tilfældet med den pc-baserede malware i løbet af de første 14 år.

Der bliver altså raslet med sablerne for at skubbe til vores utryghed.

Roooolig nu

Der er dog også flere, der maner til besindighed i forbindelse med sikkerhedsproblemer på telefonen.

Eksempelvis vurderer non-profit-organisationen AV-Comparatives, der har specialiseret sig i test af sikkerhedsprodukter, truslen i Europa som meget lille.

Det har selskabet gjort i forbindelse med en stor test af antivirus-produkter til Android-platformen.

For at være på den sikre side anbefaler organisationen dog, at man bruger sikkerhedsprodukter til telefonen, men siger i samme åndedrag, at det faktisk er langt vigtigere at tænke på data-genskabelse i forbindelse med tyveri eller tab af telefonen.

Det er en langt større trussel, vurderes det fra denne kant.

Andre går endnu hårdere til værks i kritikken:

"En traditionel virus er en mulighed på din smartphone, men der er store barrierer for at sprede ondsindet kode fra telefon til telefon. En virus, der kan afvikles på en telefon, kan ikke på magisk vis sprede sig til andre enheder."

Sådan langede Chris DiBona, der er Googles open-source programs manager, ud efter sikkerhedsbranchen i dette blog-indlæg.

Han hævdede, at sikkerhedsrapporter fra antivirusproducenterne overdriver truslen fra den mobile malware, og at der slet ikke er brug for antivirussoftware på mobil-styresystemer som Android, iOS og BlackBerry.

Den vurdering følges op med følgende svada:

"Antivirus-leverandørerne spiller på frygt i et forsøg på at sælge unødvendig sikkerhedssoftware til Android, RIM og iOS. De er charlataner og svindlere. Hvis du arbejder for en virksomhed, der sælger virusbeskyttelse, burde du skamme dig."

Læs også: McAfee advarer igen: Derfor er Android farlig

Selv om Chris DiBona er spundet ind i Googles virksomhedsfilosofi med dertilhørende begejstring for Android, kan han måske have en pointe om, at sikkerhedsbranchen blæser problemerne op. 

Det mener eksempelvis lektor ved DTU Compute Christian Damsgaard Jensen, der maner til besindighed:

"Jeg vil selvfølgelig anbefale, at man installerer antivirus på sin mobil, men jeg tror dog ikke, at det er en nødvendighed i dag. Angreb mod smartphones er endnu ikke så udbredt. Vi skal nok et til to år ud i fremtiden, før vi for alvor ser behovet for at beskytte sig," siger han til Jyllands-Posten.

Han peger dog på, at iOS- og Android-styresystemerne begynder at blive angrebet af malware, der findes i eksempelvis spil og apps.

Vi har tidligere spurgt dig, om du er ligeglad med antivirus på din mobil.

Det er du ikke.

34 procent (356 har stemt) siger, at de rent faktisk har installeret et antivirusprogram på telefonen. 63 procent har ikke, og de sidste to procent ved det ikke med sikkerhed.

Tal fra analysehuset IDC viser dog, at samlet set er kun fem ud af 100 mobile enheder forsynet med antivirus, men altså uden de store konsekvenser.

Vi har set fire tilfælde

Vi har forsøgt at finde statistik over danske mobiltelefoner, der har været ramt af virus, men både politiet, Danmarks Statistik, IDC og DK-Cert melder pas i den forbindelse.

IDC har et samlet tal for tablets eller smartphones, der er inficeret med malware. Her har én procent af virksomhederne i Danmark betydelig erfaring med problemet og kan oplyse, at de har haft tilfælde med tab af data eller økonomisk tab.

Tallene fortæller dog ikke, om problemerne er opstået på en smartphone eller på en tablet.

Teleudbyderen Telmore fortæller, at selskabet har set virus på telefoner, men også, at det er meget få, som har været udsat for det.

"Telmore har indtil dags dato haft fire konstaterede eksempler på dette. De mest udsatte telefoner er telefoner med følgende styresystemer: Symbian S60 og S80, samt Windows Mobile, men alle modeller kan i princippet blive ramt af en virus," skriver Telmore om mobilsikkerhed.

"Fælles for alle vira er, at du ikke "bare" kan få en virus på telefonen. Du skal selv gøre noget aktivt for at installere den på din telefon."

Ifølge Telmore er virus på mobiltelefon stadig meget sjældent og antallet af kunder, som har været berørt, kan stadig tælles på én hånd.

Med et opdateret styresystem og sund fornuft kan man altså føle sig rimelig sikker.

Det er i følge dst.dk 73 procent af danskerne, der har en smartphone.

Hvad skal du gøre?

Ifølge eksperterne er risikoen for sikkerhedsproblemer på din telefon altså meget lille.

Spørger man sikkerhedsbranchen, er der større problemer, og denne side af bordet kan altid sidde tilbage og sige "hvad sagde jeg", hvis det går galt.

Derfor skal du selvfølgelig have et antivirusprogram på din telefon. Alle andre råd vil være dårlige.

To argumenter for at anvende antivirus på telefonen er, at det faktisk kan gøres gratis og uden de store konsekvenser for strømforbruget. Så på den måde er det en win-win-situation.

Det kan du læse mere om i denne artikel: Her dræber vi to myter om antivirus på telefonen

DK-Cert har også lavet en oversigt, der viser hvilke gratisprogrammer der beskytter mod angreb på mobile enheder såsom smartphones, laptops og tavlecomputere.

Generelt anbefaler sikkerhedseksperter sund fornuft, hvilket omfatter, at man kun downloader fra anerkendte app-butikker.

De officielle app-butikker anses som sikre på vores breddegrader. Du må altså ikke hente programmer direkte fra telefonen eller din computer.

Du skal også være påpasselig med programmer, der efterspørger unødvendige rettigheder i forhold til dine informationer og data, når de installeres.

Sidst men ikke mindst skal du opdatere din telefon med de nyeste software-versioner.

Har du og din telefon været ramt, så skriv endelig til os eller del oplevelsen i debatfeltet.

Læs også:
Sådan får du nemt markant bedre sikkerhed på din mobil

Her dræber vi to myter om antivirus på telefonen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere