Servere i titusindvis skal opgraderes: Microsoft lukker gammel Windows-version

Der venter et boom i Microsofts licenssalg, når it-giganten næste år lukker ned for supporten på styresystemet Windows Server 2003. Titusindvis af danske servere skal opgraderes.

Artikel top billede

Kunder, it-forhandlere og distributører går en travl tid i møde. Om mindre end ti måneder - den 1. juli 2015 - stopper Microsoft nemlig for opdateringer og support af 2003-versionen af styresystemet Windows Server.

Det betyder, at titusindvis af eksisterende serverinstallationer skal opgraderes til en nyere version. Samtidig skal store mængder af data migreres til de nye platforme.

Udløbet af Windows Server 2003 kan dermed blive en mini-udgave af forårets udfasning af pc-styresystemet Windows XP.

Det åbner samtidig store muligheder for it-forhandlere og -leverandører, som skal ud i marken og hjælpe kunderne med at få de nye server-versioner op at køre, lyder det fra distributøren Tech Datas direktør for broadline-salg, Klaus Gregersen.

"Mit gæt er, at det drejer sig om i størrelsesordenen 50.000 til 100.000 licenser, som skal fornys," siger Klaus Gregersen.

Han peger på, at de kunder, der står med et forældet styresystem, har flere forskellige muligheder for, hvordan de vil køre deres serverpark videre.

"Nogle kunder vil vælge at fortsætte med en "on premise" -løsninger med 2012-versionen af Windows Server, men mange vil formentlig benytte lejligheden til at gå over til en cloud-baseret løsning, " siger Klaus Gregersen.

En tilsvarende vurdering kommer fra en serverproducent, som sætter antallet af udskiftningsklare servere til "omkring 75.000".

Får også brug for ny hardware

Hos analyseformaet IDC tilføjer senioranalytiker Anders Elbak, at udløbet af Windows Server 2003 også vil få en del kunder til at kaste sig ud i at købe ny hardware.

"Nogle af de her servere kan givetvis køre videre med den gamle hardware, men en del vil helt naturligt skulle udskiftes," siger Anders Elbak.

Han vil dog ikke på stående fod sætte tal på, hvor mange danske servere der i dag kører på 2003-versionen af Windows Server.

Tallet på 75.000 er dog efter hans vurdering "lidt højt sat", som han udtrykker det.

Microsoft: Vi har ikke noget overblik

Hos Microsoft Danmark siger produktchef Ken Hyld, at han ikke kender antallet af licenser for Windows Server 2003, som fortsat er drift ude hos kunderne.

"Vi er i dialog med flere kunder om overflytning til 2012-versionen eller Windows Azure-løsninger. Men vi har ikke noget samlet overblik over, hvor mange af de gamle 2003-licenser der i dag er i drift," siger Ken Hyld.

Han ønsker ikke at forholde sig til de vurderinger, som Computerworld har indhentet.

"Det er svært at sige, hvor mange 2003-licenser, der er i brug, fordi kunderne kan have opdateret til nyere versioner siden de købte deres oprindelige licens. Men det er min erfaring fra vores samtaler med kunderne, at de i nogle tilfælde ikke selv er opmærksomme på, hvilken version de bruger," slutter Ken Hyld.

Læs også:

De 10 vigtigste funktioner i Windows Server 2012

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Lars Erik Larsen

    Jyske Bank

    Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

    Casper Voldstedlund

    Systematic A/S

    Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

    Morten Jakobi

    Fellowmind Denmark A/S

    Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

    Rasmus Pedersen

    Dansk AM Hub