Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Foto: Rasmus Ferdinand Petersen)

Vrede aktionærer sagsøger Ericsson: Vil have udbetalt 1,2 milliarder kroner efter bestikkelsessag

En række aktionærer trækker Ericsson i retten med krav om at få udbetalt 1,2 milliarder kroner i kompensation fra selskabet.

37 store aktionærer forlanger mere end en milliard kroner af svenske Ericsson, som de mener har været med til at udhule aktiekursen med sine gerninger.

De 37 aktionærer trækker nu Ericsson i retten i en række separate - men næsten identiske - søgsmål i en koordineret indsats.

Her løber det samlede kompensations-krav op i 1,8 millarder svenske kroner - knap 1,2 milliarder danske kroner.

Ifølge svenske Dagens Industri omfatter rækken af vrede investorer både investerings-selskaber og pensions-selskaber, der alle sidder på relativt store aktieposter i selskabet.

De mener, at de er gået glip af væsentlige aktie-gevinster på grund af Ericsson involvering i Irak, hvor selskabet har erkendt, at det betalt bestikkelse for at være i landet.

Ericsson indgik i foråret et dyrt forlig i USA for at få lukket sagen.

De 37 aktionærer forlanger ifølge Dagens Industri kompensation for det bratte dyk i aktiekursen, som Ericsonn har haft siden sagen kom frem 16. februar 2022.

Aktiekursen er siden da blevet omkring halveret.

Til avisen afviser Ericsson kontant kravet fra aktionærerne.

“Ericsson bestrider kravene i deres helhed og agter at forsvare sig selv i denne sag, som er uden fortilfælde i Sverige og i modstrid med grundlæggende princippet i svensk selskabsret,” meddeler selskabet.