Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Ny funktion: Betal dine regninger direkte i e-Boks

Brugere af e-Boks får mulighed for at betale regninger direkte i platformen.

Den digitale posttjeneste e-Boks er gået sammen med Mastercard om en ny løsning, som gør det muligt for brugere at betale regninger direkte gennem e-Boks’ platform.

Samarbejdet er baseret på Mastercards Open Banking.

Det sker ifølge e-Boks, fordi en stor gruppe danskere ikke er trygge ved at betale gennem links, som de modtager i traditionelle e-mails.

Platformen skal modvirke potentiel svindel som for eksempel phishing.

”Vores seneste undersøgelse dokumenterer, at forbrugerne er blevet meget opmærksomme på online-svindel. Og det er med god grund, for to ud af tre danskere oplyser, at de ofte eller indimellem modtager phishing på mail eller SMS,” udtaler Ulrik Falkner Thagesen, der er CEO hos e-Boks i en pressemeddelelse.

Løsningen fra Mastercard bygger på konto-til-konto betalinger, også kaldet open banking-betalinger, hvor brugeren betaler sikkert med deres bankkonto direkte i e-Boks, lyder det.

”E-Boks har den største brugerandel i Danmark, og vi ser netop dette samarbejde som et blåstempel på vores betalingsløsning gennem en effektiv og betroet kommunikationsplatform,” udtaler Christina Trauboth, der er Vice President for Open Banking Sales hos Mastercard i meddelelsen.

Når forbrugeren fremover får fakturapost i e-Boks, giver samarbejdet mellem de to parter mulighed for at udføre fakturabetalingen uden, der ofte skal skiftes mellem netbank og indbetalingskort og indtastes information manuelt.

”Med dette samarbejde gør vi det nemt og gnidningsfrit, at kunne betale regningen for borgeren et samlet sted og derved minimere risikoen for at skulle indtaste lange manuelle linjer i en netbank,” udtaler Christina Trauboth.