Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Google skal betale milliarder tilbage til forbrugere: Har opkrævet for mange penge og lagt afgifter på køb i app-butik

Fremover kommer der mere konkurrence i Googles app-butik. Samtidig skal selskabet betale næsten fem milliarder tilbage til forbrugere.

700 millioner dollar - eller knap 4,8 milliarder kroner - er den check, Google har accepteret at skrive til amerikanske forbrugere og de amerikanske delstater.

Det sker på grundlag af et forlig, som Google er enig med både forbrugere og alle 50 amerikanske delstater om. Forliget skal dog endeligt godkendes af en dommer.

Det fremgår af forliget, at berettigede kunder vil modtage mindst to dollar - og sandsyndligvis mere - baseret på deres forbrug i Google Play mellem 16. august 2016 og 30. september 2023.

Det skriver Reuters.

Langt størstedelen af den samlede pengepulje - 630 millioner dollar - kommer til gå til en forligsfond til forbrugere, mens de resterende 70 millioner dollar går til de amerikanske delstater.

Google erkender i forbindelse med forliget ikke, at selskabet har gjort noget forkert i forhold til de beskyldninger, der er blevet rettet mod selskabet.

Beskyldningerne lyder på, at Google har opkrævet for mange penge fra forbrugerne i forbindelse af unødvendige afgifter, når disse har foretaget køb i de forskellige apps samt forlangt for mange penge ved ulovligt at begrænse distributionen af apps på telefoner, der kører på Android.

Google er tidligere blevet kendt skyldig i en lignende sag, hvor Epic Games, der står bag det populære Fortnite-spil, beskyldte Google for at misbruge sin markedsposition til at opkræve en andel af alle de digitale transaktioner i apps, der er downloadet gennem selskabets app-butik, Google Play.

Men nu vil Google altså gøre det lettere for brugerne at downloade apps direkte fra udbyderne, mens man samtidig vil gøre det lettere for udviklerne at foretage salg i deres egne apps.