Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

2023 markerede sig alt i alt som et år, hvor vi gjorde betydelige fremskridt i retning af vores vision om at blive den førende digitale sportsmediegruppe, siger Jesper Søgaard, medstifter og administrerende direktør for Better Collective. (Foto: Thomas Tolstrup)

Better Collective stormer frem og satser på at nå tre milliarder kroner i omsætning i år

En af de absolut mest værdifulde danske it-succeser, Better Collective, kom ud af 2023 med tocifret vækst i både omsætning og indtjening.

Sportsmediegruppen Better Collective havde et virkelig godt 2023. Og forventningerne til 2024 er imponerende.

Better Collectives omsætning voksede i 2023 med 21 procent til 2,4 milliarder kroner, mens indtjeningen gik frem med 31 procent før særlige poster og landede på 827 millioner kroner.

Med en valuation på 9,5 milliarder kroner i Computerworlds seneste udgave af Top 50, er selskabet et af de bedst placerede på listen over de mest værdifulde danske it-succeser. 2024-udgaven af Top 50 bliver offentliggjort i morgen

Better Collective venter desuden tocifret salgs- og indtjeningsvækst i 2024. Selskabet regner med at lande en omsætning på mellem 2,9 og 3,1 milliarder kroner, og forventningen til indtjeningen før særlige poster - såkaldt EBITDA - forventes at ramme mellem 930 millioner og 1 milliard kroner.

“Takket være en fantastisk indsats af alle medarbejdere i Better Collective blev 2023 et fremgangsrigt år på tværs af gruppen præget af profitabel vækst, samtidig med at vi fortsatte vores strategiske investeringer for at lægge fundamentet for fremtiden,” siger Jesper Søgaard, medstifter og administrerende direktør for Better Collective.

“Jeg er glad for at se, hvordan vi fortsætter med at udvikle engagerende sportsindhold og tiltrække flere sportsfans til vores sportsmediebrands, alt imens vi konsekvent leverer værdi til vores partnere. 2023 markerede sig alt i alt som et år, hvor vi gjorde betydelige fremskridt i retning af vores vision om at blive den førende digitale sportsmediegruppe,” siger Jesper Søgaard.