Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Test: HP Zbook Power har solid AMD-performance, god skærm og er en seriøst velbygget bærbar på 2.010 gram

Batteri, kraft og vægt er bærbare computeres hellige og svære treenighed. HP Zbook Power G10A er arbejdsmaskinen der får balancen til at gå op for de fleste.

Batteri, kraft og vægt. Det er bærbare computeres hellige treenighed. Og oftest et nulsumsspil, hvor mere power koster på både batteri og eller vægten.

Det er derfor et svært farvand som HP navigerer i med deres bærbare Zbook Power G10A, en såkaldt mobile workstation med en 15,6 tomme skærm og AMD processor.

Heldigvis er det en øvelse som HP slipper rimeligt godt fra – dog med enkelte forbehold.

Først og fremmest er Zbooken er en rigtigt velbygget maskine og så solid, at der ikke er skyggen af bekymrende knirkelyde.

Noget af det skyldes vægten på 2,01 kilo. Det kan lyde af meget i en tid, hvor bærbar-vægten falder, men det er faktisk 150 gram mindre end Apples MacBook Pro med 16 tommer.

Sammenligningen er i øvrigt ikke helt skæv, for MacBook Pro 16 (med M2 Max) og Zbook Power G10A er næsten sammen størrelse set fra toppen med MacBookens lidt større og højere skærm, der gør Apples flagskib lidt højere. Til gengæld er HP'en næsten en tredjedel tykkere, når låget er lukket på begge maskiner.

Samtidig er ydelsen på de to ret forskellige maskiner mere lige, end man skulle tro, men mere om det senere.

Oven i størrelsen og vægten på HP'en skal du selvfølgelig lægge strømforsyningen på 150 watt, men den har HP heldigvis formået at gøre rimelig lille.

Til gengæld er den med det klassiske runde stik og ikke den mere anvendelige USB C-type.

Flere moderne stik ønskes!

USB C er dog også maskinen svaghed, for der er kun én USB C port - men til gengæld får du tre klassiske USB-porte, et HDMI-stik og stik til ethernet.

Det er alt sammen ret standard på maskiner, som er mere kontororienterede, men vi byttede gerne et klassisk USB-stik for et ekstra eller to af C-typen.

Vores udgave af Zbooken er udstyret med en skærm på 2.560 x 1.440, som er langt mere passende til en 15-16 tommer skærm end de Full HD-skærme, som mange producenter af arbejdsmaskiner prøver at tørre af på it-afdelingerne.

Nogle vil måske ønske sig 4K og OLED-skærm, men det koster som oftest ret voldsomt på batterilevetiden, så HP's kompromis er ret forståeligt.

Skærmene er til gengæld mat og rigtig god til at eliminere refleksioner.

Opdateringsfrekvensen er op til 120 Hz, hvilket giver et roligt billede og gode flydende overgange.

Igen: Rolig solid performance og bedre end de fleste business-bærbare med god farvegengivelse. Men også langt fra eksempelvis Dell XPS eller Samsung Book 3 og deres imponerende skærme.

Godt tastatur og webcam

Også tastatur og webam er solide dele.

Tastaturet har måske en lidt kort vandring, men er på niveau med moderne MacBooks og ikke så godt som Lenovos imponerende taster.

Samtidig har HP placeret numeriske taster i højre side, hvilket betyder, at det normale tastatur er flyttet ud mod venstre sammen med trackpadden.

Det giver en sær asynkron måde at arbejde på, som denne tester godt kunne have undværet – sammen med det numeriske tastatur.

Webcam er som sagt også rimeligt. Det er godt til at fange de lidt mørke områder, men har til gengæld en tendens til at vise alt i et uflatterende gulligt lys.

Det vigtigste ved en mobil workstation er dog ydelsen. Og her er det, at den svære balance kommer ind.

For vores testmaskine er udstyret med en AMD Ryzen 9 Pro 7980 HS-processor med 780M indbygget grafikkort.

Og et Nvidia RTX 2000 grafikkort til de mere komplicerede regne- og grafikopgaver. Og med 32 gigabyte ram.

AMD-processoren kommer med 8 kerner og leverer generelt en god ydelse. Men samtidig betyder HS-betegnelsen at processoren trækker færre watt, hvilket er godt for batterilevetiden, men skidt for ydelsen.

Og det betyder helt konkret, at HP Zbook Power G10A yder en fin ydelse - men ikke en som sender den til tops i nogle former for benchmarks.

I de to benchmark Cinebench version R15 og R23, hvor der skal renderes et kompliceret foto, kan HP maskinen matche Apples MacBook Pro 16 med en M2 Max processor fra den forrige generation.

Men når det kommer til de moderne generationer fra Intel og Apple, falder HP'en og dens AMD-processor bagud.

Her er der næsten dobbelt stor ydelse fra Intels i9 13900HX processor og også fuld fra fra M3 Max i en MacBook Pro 14.

Det skal dog siges, at Intels i9-processor skaber så meget varme, at den væsentligt tykkere Alienware-maskine, som i9-processoren sider i, lyder som en vindtunnel efter et minuts intensivt arbejde.

Her er Zbooken og dens neddroslede processor langt mere ydmyg og har samme stille summen som en MacBook Pro. Selv under længere belastning.

Men altså også med en mindre ydelse – og en længere batterilevetid på mellem fire og syv-otte timer alt efter det arbejde, som du sætter maskinen til.

Ideelt set ville vi gerne give en mere præcis vurdering, men faktum er, at der er kæmpe forskel på strømforbruget ud fra de opgaver, som du kaster efter den halvkraftige maskine.

Det afgører eksempelvis, om Nvidia-grafikkortet aktiveres, eller om du kan nøjes med det indbyggede grafikkort.

Sætter du den derfor til at rendere video uden at have strømforsyningen sat vil, vil du opleve en helt anden og meget kortere batterilevetid.

Under alle omstændigheder er batteriet på 83 Watt-timer og med seks celler i den gode og høje ende.

Apropos grafikkortet, så er det her, at forskellen mellem en almindelig arbejdsmaskine og en workstation ligger.

HP har udstyret Zbook med et RTX 2000 kort med otte gigabyte hukommelse, som på papiret er ret tæt på det forbrugerkort som vi kender som RTX 4060.

RTX 2000 Ada-kortet sikrer en solid ydelse i alle programmer, som understøtter dets evne til at hjælpe med de mere komplicerede opgaver. Ikke mindst ved for eksempel videoredigering.

I vores standardtest, hvor en 4K video med greenscreen kombineres mere flere filtre og lydspor, kan Zbooken rendere filmen på 82 sekunder med god hjælp fra grafikkortet.

For en relativ let og smal pc er det en rimelig tid, men her er Apples M-processorer bare væsentligt bedre med tider helt ned til 50 sekunder. Men til priser som er tæt på dobbelt så høje.

Resultatet viser lidt Zbook Power G10A udfordring:

Det er en fin, solidt bygget maskine med god skærm, rimeligt tastatur, rimelig power fra AMD-processoren og en god balance mellem batteri, kraft og batteri. Det er der ikke noget at udsætte på. Heller ikke til prisen på op til ca. 19.500 kroner inklusiv moms.

Men kan du (eller din it-afdeling) leve med Apple-priserne og MacOS får du både bedre batterilevetid og ydelse i udvalgte programmer. Men det gælder for de fleste kraftige computere i disse år og ikke specifikt for HP's model.

Alt i alt efterlader HP Zbook Power G10A dog et positivt indtryk af en solid arbejdsmaskine uden for mange kompromisser.

Og skal der lidt mere kraft til, findes der også modeller med det større RTX 3000-grafikkort - og med i9 13900H processoren til Intel-folket - men så stiger prisen også hurtigt cirka 6-10.000 kroner.


Loading ikon