Artikel top billede

Snart forsvinder dit styresystem op i skyen

Flere og flere af styresystemets funktioner bliver flyttet fra den lokale harddisk og ud i en internet-sky. Både Microsoft, Google og open source-folket står på spring med web-baserede operativsystemer.

Styresystemet har altid været en integreret del af verdens computere, men nu er de teknologiske fremskridt for alvor ved at separere to ellers uadskillelige komponenter.

Fremtidens styresystem kan nemlig meget vel komme til at leve sit eget liv på internettet, og ikke som en integreret del af computerens harddisk.

Web-baserede operativsystemer (webOS) har været kendt i en del år, men udviklingen inden for de seneste måneder har for alvor sat skub i tankerne om mere ambitiøse initiativer, ikke mindst fordi software-giganten Microsoft og søgekæmpen Google for alvor har meldt sig på banen.

Windows på nettet

Hen over sommermånederne er der sivet interne informationer ud om et Microsoft-initieret forskningsprojekt.

Projektet gik under kodenavnet Midori, og formålet var at flytte funktioner og egenskaber fra Windows-operativsystemet på harddisken til en sky på internettet.

Mange debattører og blogs har skrevet om Midori, med en vurdering om, at det kan blive Microsofts første cloud-baserede operativsystem, og at teknologien kan blive fundamentet for næste generation af virksomhedens Windows-forretning. Og de tog ikke fejl!

Microsofts direktør Steve Ballmer lukkede nemlig op for hemmelighederne ved sit besøg i Oslo i tirsdags.

Her fortalte den karismatiske leder, at de vedvarende rygter om et cloud-baseret operativsystem holder vand. Systemet er et separat projekt i arbejdet med Windows 7, og arbejdstitlen er blevet ændret til Windows Cloud.

"Windows Cloud er først og fremmest henvendt til udviklere, der skriver web-applikationer eller applikationer til "skyen", fortæller han i et interview med Computerworlds norske søsteravis

"En af de tjenester som Microsoft kommer til at levere er muligheden for, at brugerne kan redigere Office-dokumenter fra offentlige steder som eksempelvis en internet-kiosk," sagde Steve Ballmer.

Online-komponenter til produkter som Sharepoint, Exchange og Microsofts crm-sytemer bliver ligeledes udviklet i forbindelse med Windows Cloud. De kommer til at indgå i den strategi som Microsoft kalder "Software plus services", hvor kerneprogrammerne er baseret på online-funktionalitet.

Windows Cloud-konceptet passer da også som fod i hose med Microsofts strategi om, at software skal tilbydes som en service via nettet, hvilket var meget tydeligt på firmaets årlige partnerkonference, der netop er blevet afholdt i USA.

Her var 'software i skyen' nemlig det gennemgående tema.

"Fremtidens software er på nettet, og der vil den forblive," var konferencens mantra.

Ballmer kasserer dog ikke hele Microsofts gamle klientbaserede software-program til fordel for de internet-baserede tjenester. Der vil i første omgang være tale om programmer, der trækker på begge platforme.

Kun en hybrid

Microsoft i Danmark fortæller også gerne om visionerne for fremtidens operativsystem, der med syvmileskridt går i retning af at flytte styresystemet ud i en internet-sky.

"Vi arbejder i retning af at flytte en række funktioner, eksempelvis styresystemets services, væk fra den lokale computer," fortæller Jasper Hedegaard Bojsen, teknologidirektør i Microsoft Danmark.

"I første omgang bliver der tale om hybrid-programmer, hvor dele af funktionaliteten ligger lokalt, mens andre dele ligger i skyen. Man må opveje fordele og ulemper mellem de to metoder og placere funktionerne der, hvor det giver mest mening," siger Jasper Hedegaard Bojsen.

"Microsoft er overbevist om, at udviklingen på dette område ikke er en revolution, men en evolution hvor både software og services i skyen vil udvikle sig parallelt med de traditionelle produkter," lyder det fra teknologidirektøren.

Det internetbaserede Cloud-system bliver lanceret helt officielt på Microsoft Professional Developers Conference, der afholdes om seks uger.

Googles fundament er web-applikationer

Ud over Microsofts visioner og arbejde går der rygter om, at Google, arbejder på et webOS, som kan binde firmaets mange web-applikationer sammen.

Det første trin i retning af et web-baseret operativsystem er allerede taget i form af browseren Chrome, der meget vel kan blive søgegigantens fremtidige platform til de web-baserede tjenester.

Chrome overtager allerede en del af de opgaver, der tidligere lå hos operativsystemet som at tildele hukommelse til applikationerne og forvalte processer

Google-stifter Sergey M. Brin siger, at det ikke er målet med Chrome at gøre det til et styresystem, men at skabe en bedre browser til den næste generation af internet-applikationer, som er en af Googles kerneforretningsområder.

"Jeg ville ikke kalde Chrome for et styresystem. Det er en meget basal og hurtig motor til at køre web-applikationer på. Vi vil se flere og flere applikationer, der bliver mere og mere sofistikerede i forhold til ting, som i dag er temmelig vanskelige at lave på nettet på grund af browsernes ydelse," siger Google-stifteren til Computerworlds nyhedstjeneste.

Werden går gennem browseren

Chefen i Linux Foundation har dog en helt klar holdning til Googles open source-browser. Det er første trin i retning af et webOS, siger han.

I en verden, hvor flere og flere tilgår applikationer gennem en browser, giver det ingen mening, at computeren skal udstyres med et tungt operativsystem, siger Jim Zemlin.

"For Google Chrome handler det ikke om at konkurrerer med de eksisterende browsere om markedsandele, men om at skabe en stabil platform, der kan danne fundament for morgendagens web-baserede applikationer."

"Applikationer, som distribueres via internettet, ændre på det traditionelle forhold vi har haft til operativsystemet. Kode skrevet til operativsystemet bliver nemlig irrelevant," siger han.

Det betyder, i følge Jim Zemlin, at næste generation internet-brugere kommer til at bruge en langt større del at tiden i selskab med browseren og langt mindre sammen med operativsystemet.

"Brugerne vil anvende Facebook, Yahoo mail eller Gmail, de handler på Amazon og bruger Google Aps," siger han, og påpeger, at det næste skridt bliver, at erhvervslivet vil tage denne filosofi til sig.

Flere er allerede i skyen

Ud over Microsoft og Google har en række mindre startup-firmaer og open source-projekter bygget cloud-baserede systemer gennem flere år.

Navne som DesktopTwo, EyeOS, G.ho.st, og YouOS, har dog levet et stille liv, hvor interessen i stort omfang har været begrænset til udviklerne i open source-communities.

Mere håndfast var den Svenske startup-virksomhed Xcerion, der for et års tid siden skabte en del opmærksomhed omkring deres XML-baserede webOS kaldet iCloud.

Vejen går gennem fjernsynet og netbooks

Vejen til det web-baserede operativsystem på computeren kan dog blive lang, fordi hele it-infrastrukturen skal lægges om.

Men andre brancher og produkter kan være med til at lægge fundamentet for udviklingen, siger en it-analytiker til Computerworld.

"Verdens computere er i dag udstyret med et lokalt styresystem, og derfor kan en konvertering til et WebOS have lange udsigter. Men vejen kan blive banet gennem forbrugerelektronik, mobileenheder og virtualiserings-teknologi i virksomhederne," siger Anders Elbak, research manager i analysehuset IDC.

"Et fjernsyn med indbygget browser, der giver adgang til et styresystem på nettet er et eksempel på en funktionel anvendelsesmåde," siger han.

"Det betyder eksempelvis, at man kan checke e-mails i reklamepausen på tv-skærmen."

Anders Elbak mener ikke, at det web-baserede operativsystem er utopi, men så fundamentale ændringer tager tid, lyder hans vurdering.

Netbooks er populært

Tilkomsten af den nye generation af simple og billige computere, kaldet netbooks, kan ligeledes være med til at gøre de web-baserede styresystemer interessante, for både almindelige computer-brugere og erhvervslivet.

Netbooks er øjeblikkets store trend og der er dukket modeller op fra alle de store pc-producenter som Asus, Acer, MSI, Dell og HP.

Mest bemærkelsesværdig er dog den lille CherryPal, der er udviklet af en amerikansk startup-virksomhed.

CherryPal benytter nemlig udelukkende Firefox-browseren som brugergrænseflade.

CherryPal booter via et indbygget Linux-operativsystem, men det er skjult for brugeren, og computeren giver kun adgang til applikationer gennem Firefox. En uhyre begrænset brugerflade, der er toptunet til at bruge web-applikationer.

CherryPal er et meget snævert produkt, men denne dum-terminal-til-klog-server-konfigurering kan meget vel blive en del af vores hverdag, siger en internet-ekspert.

"Den bærbare computer er fortsat den mest suveræne port til nettet og vil forblive det i mange år. Små mobile adgangsporte vil dog få voksende betydning som supplerende og udbyggende platform,"siger professor Niels Ole Finnemann, der leder Center for Internetforskning ved Aarhus Universitet.

"Det netbaserede styresystem er ikke utopi, og mange bruger jo allerede web-applikationer som en slags webOS."

Brugeren er problemet

De fleste er således enige om, at skiftet til en software-platform, der helt og holdent befinder sig i en sky på nettet ikke kommer til at ske lige med det samme, men visionen om virtuelle operativsystemer og applikationer er helt klar hos virksomheder som Microsoft, Adobe, Google og mange andre.

Selv om det web-baserede operativsystem er på barnestadiet er tendensen klar, og det ser ikke ud til at teknologien bliver den største barriere for succes.

Det bliver derimod at omvende brugeren.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere