ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
Telefonen med navnet Nexus One anses for at være Googles første skridt i retning af, at søgeselskabet for alvor træder ind på hardware-markedet med en telefon, der er produceret af samarbejdspartneren HTC.
Dermed skulle et par års sejlivede rygter om en Gphone være en realitet.
Google kalder selv mobilen for "hundemad" fra det engelske udtryk "eating your own dog food" (som betyder at tage sin egen medicin) og vil proppe en Android 2.1-platform ind i telefonen, som endnu ikke er sluppet løs til resten af Open Handset-alliancen.
Rygterne går desuden på, at Google-telefonen blive baseret på den lynende hurtige Snapdragon-processor, får en berørings-følsom OLED-skærm, og at den er tyndere end en iPhone.
Nexus One vil desuden sandsynligvis blive solgt direkte til kunderne uden om operatørerne og uden om diverse tilskud, hvilket givetvis vil hæve prisen på den længe ventede Gphone.
Google er ikke hardware-producent
Ifølge to danske teleanalytikere er Google ikke sprunget ud som hardware-leverandør, selv om flere medarbejdere hos søgegiganten har fået lov til at lege med den spritnye mobiltelefon.
"Jeg har svært ved at tro på, at Google søger en sund forretning på hardware-markedet," siger teleanalytiker Brian Troelsen fra IDC.
Og hans kollega John Strand fra Strand Consult pakker det endnu mindre ind.
"Google er i gang med at lave en kopi af et gammelkendt Microsoft-trick med at sælge en telefon for i virkeligheden at sælge sine applikationer og services. Microsoft gjorde det med PDA'er og sin SPV-telefon, der oven i købet også blev produceret af HTC," siger John Strand.
Han forklarer udviklingen med, at Google - trods rygter om 50 nye Android-telefoner til næste år - er interesseret i at hæve standarden for, hvor god en Android-telefon kan være på nuværende tidspunkt.
Fortsættes ...



