For en gangs skyld var det et europæisk Internetselskab, der købte et amerikansk - og ikke omvendt som det oftest er - da spanske Terra Networks i går aftes meddelte, at det havde købt det amerikanske Internetselskab Lycos Inc. for 100 milliarder kroner.
Terra Networks er ejet af det aggressivt ekspanderende spanske tidligere telemonopol Telefónica. Dermed er der skabt en ny global sværvægter på mediemarkedet ved navn Terra Lycos med en forventet årlig omsætning på fire milliarder kroner og 50 millioner brugere.
Overtagelsen ses som et kup for begge parter, skriver flere amerikanske Internetaviser. Lycos Inc. har nyligt måttet lide den tort, at en stor fusion med tv-netværket USA Networks forstøvede i cyberspace. Men ved Terra Networks milliardkøb bliver Lycos pludselig en global virksomhed med et stærkt fodfæste i både den spansktalende og engelsktalende verden.
For Terra Networks - og dermed ejerne Telefónica - betyder det, at hvad der for et år siden startede som et "vi-har-én-enkelt-portal"-firma, nu pludselig er rykket op i en liga tæt på America Online og Yahoo med portaler i USA, Latinamerika og Europa. Derudover ejer Telefónica nu også det amerikanske Internetmagasin Wired News.