Danske mobilselskaber: Bare priskrigen snart er slut

Direktørerne i de danske mobilselskaber holder vejret, mens Telenor lige nu trykker priserne ned, ned og ned.

Artikel top billede

Foto: Eric Hood. (Foto: Eric Hood /)

Telenor kører i øjeblikket en aggressiv kampagne for at erobre kunder til sine lavprisselskaber CBB og Bibob.
 
De to selskaber sælger mobilpakker med fem timers tale, fri sms og mms samt data for henholdsvis 119 og 129 kroner.

Sidstnævnte pris har 3 valgt at matche med sit lavprisselskab Oister, så længe kampagnen løber.
 
Kampagnen udløber 27. september, og den dato holder alle i mobilbranchen øje med lige nu.
 
"Det handler om, hvorvidt Telenor med CBB og Bibob har normaliseret sine priser 28. september. Hvis de har en kundetilgang nu og får mod til at fortsætte kampagnen, så tror jeg, at alle brands bliver kastet ind i det her," siger aktieanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Markets.

Han tilføjer dog, at han forventer, at kampagnen er midlertidig.  
 
Onfone-kunder flytter
Ifølge analytikeren kører Telenor i øjeblikket den aggressive kampagne for at kompensere for det tab, som selskabet lider, efter at TDC købte Onfone, der havde lejet sig ind i Telenors mobilnet.

Nu flytter alle Onfone-kunder i stedet over i TDC-nettet og trækker dermed omsætning ud af Telenors net.
 
Og den aggressive linje fra Telenor bliver der lagt mærke til hos konkurrenterne. 3's Oister har valgt at sænke prisen - dog 10 kroner over CBB's pris - i kampagneperioden.
 
"Der er en 'holden vejret'-situation i den del af markedet, men 28. september ­- eller måske før - får vi at se, om priskrigen fortsætter. Hvis nogen kører videre (med kampagnepris, red.) efter 27. september, så tror jeg, at priskrigen fortsætter meget længe," fortæller administrerende direktør Morten Christiansen fra 3, der ejer Oister.

Han understreger, at Oister helt bevidst har valgt at ligge 10 kroner over CBB's pris samt valget af samme udløbsdato som CBB's kampagne.
 
Telia og TDC holder prisen oppe
Hverken Telias Call Me eller TDC med M1, Telmore, Unotel og Onfone har valgt at sælge mobilpakker med fem timers tale for 119 eller 129 kroner.
 
"Jeg er ligesom alle andre meget spændte på, hvad der sker 28. september," siger administrerende direktør Hanne Lindblad fra Call Me.
 
"Man kan håbe, at det vender tilbage til et lidt mere fornuftigt niveau, og det gælder også markedsføringssiden, hvor der bliver investeret mange penge," fortsætter hun.
 
Call Me og TDC-selskaberne ligger alle på 149 kroner i øjeblikket, dog kører flere af dem med seks i stedet for fem timer i pakkerne. TDC's koncerndirektør for privatforretning og dermed også koncernens lavprisbrands, Anders Jensen, ser ikke nogen grund til, at TDC-selskaberne kaster sig ind i kampen lige nu, ligesom 3 har gjort det med Oister.
 
"Vi har haft kampagner over sommeren med M1 og Onfone, og det, vi ser hos konkurrenterne, er også kampagner. Det er ikke permanente prisnedsættelser. Vi vurderer, at vi har haft et godt kampagnetryk og fået gode resultater derfra," forklarer Anders Jensen fra TDC.

Ét selskab kan vælte korthuset

Spørgsmålet er dog, om TDC og Telias lavprisselskaber bare kan se til fra sidelinjen.
 
"Risikoen er, at hvis CBB, Oister og Bibob har succes pt., så kan de andre muligvis ikke sidde på hænderne i en måned. Det må være den diskussion, som de må have hver morgen afhængigt af, hvordan deres nettokundetal ser ud," vurderer Poul Ernst Jessen.
 
Det sker dog ikke foreløbigt fra TDC's side, lyder det fra Anders Jensen.
 
"Som det ser ud nu, så har vi gang i så mange aktiviteter, at vi er relativt komfortable," siger koncerndirektøren fra TDC. 
 
Kan blive presset
Men han kan ligesom Telia blive nødt til at genoverveje situationen, hvis Telenor vælger at lade Bibob eller CBB kører videre med nedsatte priser efter 27. september.
 
"Hvis der bliver tale om permanente prisnedsættelser, så bliver vi selvfølgelig nødt til at vurdere, hvad vi skal gøre ved det. Men det gør vi først, når vi ser, hvor det går hen. Der findes jo en grænse for, hvor lavt man kan sætte prisen, før det bliver skadeligt for alle," fortæller Anders Jensen.
 
Hanne Lindblad fra Call Me håber, at priserne er normaliserede 28. september. Vælger et selskab derimod at fastholde en lav pris, så får det konsekvenser for hele branchen, mener hun.
 
"Det er prisskruen uden ende. Jeg tror, at branchen forventede, at det ville nå sin ende, da TDC købte Onfone, men det er bare fortsat, og det forstår jeg ikke. Telebranchen har brug for, at der kommer en grad af stabilitet, for tvinges branchen i knæ rent prismæssigt, så vil det også påvirke udviklingen," siger Hanne Lindblad.  
 
Det kan eskalere
Og der skal ikke meget til, før mobilkrigen eskalerer, mener 3-topchef Morten Christiansen.
 
"Det kræver bare, at én fortsætter, for så vil der være reaktioner fra de andre," siger han.
 
Sker det, risikerer det at blive dyrt.
 
"Så er vi tilbage til forsommeren, hvor man kæmper om, hvem der har de dybeste lommer," siger Poul Ernst Jessen.
 
I forsommeren var det Onfone, som i høj grad trykkede priserne ned, indtil TDC købte selskabet. 

Netop hvorvidt TDC træder ind i kampen er afgørende, vurderer analytikeren, da TDC er den dominerende aktør i markedet. 
 
Læs også:

TDC's lavprisselskaber har de højeste priser

Mobil-krig: Vi snupper Onfones kunder

TDC's køb af Onfone giver kunderne problemer

Læses lige nu

    Event: Computerworld Summit 2026 - Aarhus

    Digital transformation | Aarhus C

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 200 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i Aarhus viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    21. april 2026 | Gratis deltagelse

    KMD A/S

    Product Owner til KMD Nexus

    Københavnsområdet

    Netcompany A/S

    Test Consultant

    Midtjylland

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Selvstændig IT-sagsbehandler søges til dynamisk virksomhed i Hvidovre

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Alexander Bendix som Consultant. Han skal især beskæftige sig med tilføre nye, friske perspektiver og værdifuld viden til NORRIQS Data & AI-afdeling. Nyt job

    Alexander Bendix

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Hans Christian Thisen som AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at bidrage til udvikling og implementering af AI- og automatiseringsløsninger. Nyt job

    Hans Christian Thisen

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Ahmed Yasin Mohammed Hassan som Data & AI Consultant. Han kommer fra en stilling som selvstændig gennem de seneste 3 år. Han er uddannet cand. merc. i Business Intelligence fra Aarhus Universitet. Nyt job

    Ahmed Yasin Mohammed Hassan

    Norriq Danmark A/S

    Signifly har pr. 1. august 2025 ansat Anders Kirk Madsen som Tech Lead. Anders skal især beskæftige sig med at hjælpe Signiflys offentlige og private kunder med at styrke forretningen gennem teknisk solide løsninger. Anders kommer fra en stilling som Business Architect hos SOS International. Nyt job