Fujitsu Siemens bider fra sig

Chefen for Fujitsu Siemens Computers drømmer om at snuppe markedsandele, men ellers er Adrian von Hammerstein en nøgtern mand uden håb om mirakler i IT-branchen.

Verdens fjerdestørste pc-producent, Fujitsu Siemens Computers, vil stjæle flere ben fra konkurrenterne. Men selskabets topchef er udmærket klar over, at der er få godbidder at hente i et hårdt presset marked.

Adrian von Hammerstein lagde torsdag vejen forbi Fujitsu Siemens i Danmark. Og selv om solen skinnede ind gennem glasset til firmaets funklende hovedsæde i Tuborg Havn i Hellerup, afslørede von Hammersteins hyppige hosten, at temperaturen fortsat er kølig i IT-verdenen.

Det tysk-japanske firma har ifølge eget udsagn tilraget sig markedsandele i en række lande sidste år. Men et overskud på anslået sølle 30 millioner kroner ud af et salg på 40 milliarder kroner siger noget om, at også Fujitsu Siemens skal kæmpe hårdt for hver tjent krone.

- Vi gjorde det rimeligt godt, er da også det mest optimistiske, Adrian von Hammerstein kan sige om det forgangne år.

Meget mere end pc'er

Ifølge analysebureauet IDC er Fujitsu Siemens det bedst sælgende pc-mærke i Danmark foran hjemlige Amitech. Men Fujitsu Siemens dækker over alt fra servere til trådløse produkter, og faktisk kommer over halvdelen af omsætningen hjem fra store firmakunder.

Virksomhedens fokus ligger ikke mindst på mobile løsninger og "IT-konsolidering", hvor firmaer prøver at hive mere ud af deres hårdt trængte IT-budget.

- Kundernes første prioritet lige nu er færre udgifter til IT-infrastruktur, siger von Hammerstein.

Fujitsu Siemens holder sig ikke selv tilbage med at konsolidere. Ved udgangen af året vil koncernen være nede på 7.100 ansatte mod 7.755 i 2001 som led i det interne program "fit for competition".

Ikke markedsandele for enhver pris

Selv om München-firmaet har fremgang i særligt Frankrig, Norden og Storbritannien, afviser Adrian von Hammerstein at deltage i priskrige for at vinde flere kunder fra særligt det fusionerede HP.

- Vi er ikke rede til at tabe penge blot for at købe markedsandele, lyder det på næsten accentfrit engelsk fra den Princeton-uddannede topchef.

Tysk-schweiziske von Hammerstein giver da også en stikpille til kollegaen ovre i gigantiske HP, Carly Fiorina, som endnu er ved at fordøje Compaq.

- En plus en giver ikke altid to. Størrelsen er ikke alt. Selv i vores branche, siger han.

Han tror, at branchen nu er blevet mere realistisk og ikke længere kaster sig ud i fusioner. For ifølge von Hammerstein er der også "stordriftsulemper".

Lavvækst er blevet hverdag

Men Fujitsu Siemens må naturligvis godt vokse sig større, og selskabet satser ikke mindst på mobile løsninger. Topchefen bruger selv flittigt både laptop og tablet-pc. Sidstnævnte dog kun til hurtige emails.

- Realistisk set vil tablet-pc'en ikke få sit gennembrud 'overnight', erkender han.

IT-branchen vil bestemt heller ikke opleve pludselig vækst fra den ene dag til den anden. Den ene mere dystre prognose om økonomien afløser den anden, og Adrian von Hammerstein har ligesom mange af kollegerne for længst opgivet at sætte konkrete tal på salget i år.

Men Bush og Saddam vil han dog ikke bruge som undskyldning for, at IT-investeringerne også i år ser ud til at falde og derefter kun opleve beskeden vækst frem til 2006.

- Det er helt ærligt vigtigere, at Tyskland får gang i sine reformer, siger han med henvisning til det lave tempo i Europas økonomiske motor.

Pressemødet med Fujitsu Siemens' topchef er ved at være slut. Solen skinner fortsat udenfor, og Adrian von Hammerstein slipper for at hoste sig igennem flere slides. Men de dårlige tider for branchen forsvinder ikke som dug for solen.

Læses lige nu

    Politiets Efterretningstjeneste

    Teknikere med flair for elektronik til PET's indhentningsafdeling

    Københavnsområdet

    Netcompany A/S

    Erfaren Linux Operations Engineer

    Midtjylland

    Green Power Denmark

    It-chef med udviklingsfokus

    Københavnsområdet

    Rambøll Management Consulting

    Senior Software Engineer

    Midtjylland

    Navnenyt fra it-Danmark

    Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse
    Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job
    TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S