Tænk dig godt om og spar kassen på virtualisering

Du er slet ikke færdig med at høste økonomiske gevinster på virtualiseringen, fordi der ligger mange skjulte besparelser i at køre med forskellige teknologier skræddersyet til dine behov.

Artikel top billede

Illustration: Antonis Papantoniou/iStockphoto.

Læs også:
Sådan kan du bruge dine fede gadgets på dit arbejde

Den virtuelle desktop bliver billigere end en pc

Gennem de seneste 10 år har virtualiserings-revolutionen skyllet over serverrummene i hele den vestlige verden.

I dag er halvdelen af alverdens servere blevet virtualiserede.

Store besparelser, lettere it-administration og grønnere it-forbrug har været nogle af de store succesoplevelser.

Alligevel er der ganske sikkert mere at komme efter, hvis du indstiller det kritiske sigtekorn på din egen infrastruktur.

Det mener virtual datacenter arkitekt René Vester fra konsulentvirksomheden Axcess, som Computerworld har mødt på Citrix' Synergy-konference i Barcelona, hvor omkring 4.000 it-folk fra hele kloden er stimlet sammen for at høre om virtualisering, clouds og andre hotte it-emner.

"Hele vejen fra datacentret til de virtuelle desktoppe og op i skyen er der massive besparelser at hente, hvis man strikker sin virtualiseringsstrategi rigtigt sammen. I bund og grund handler det om at tilpasse sin teknologi til sine medarbejderes specifikke behov - og ikke omvendt," forklarer René Vester.

Er det allerbedste strengt nødvendigt?

Så med andre ord handler det om at udforme en strategi for implementeringen af virtualiseringen, frem for blot at justere lidt hist og pist for at opnå mindre taktiske fordele på den korte bane.

Den strategi handler ifølge René Vester i høj grad om at kigge på muligheden for at køre med differentierede it-miljøer frem for at lægge alle sine æg i samme kurv - især, hvis man kun har øje for de allerdyreste guldæg.

"Det burde ikke være sværere at vedligeholde heterogene miljøer, da det i gåseøjne kun handler om at pakke applikationer ind i den ene eller den anden løsning," siger René Vester.

Men hvordan udformer man så sin virtualiseringsstrategi sådan helt konkret?

Når det kommer til serverne peger René Vester på, at virtualiseringsgiganten VMware har de klart bedste og feature-rigeste løsninger, men hele serverrummet behøver ifølge datacenter-arkitekten ikke nødvendigvis at køre på det fineste og dyreste software for at få hverdagen til at fungere.

"Virksomheder kunne eksempelvis kigge kritisk på, om ikke det ikke var godt nok, hvis halvdelen af de virtualiserede servere kørte på VMware-software, mens den anden halvdel kørte på løsninger fra Citrix eller Microsoft. Alene dér er der store licens-besparelser at hente," forklarer han.

Cloud versus eget jern

Han hævder, at det samme gælder i skyen, når din virksomhed skal håndtere sine applikationer på den mest hensigtsmæssige måde.

Det gældende spørgsmål er, hvornår det bedst kan betale sig at leje software i en opstartsperiode, og hvornår den optimale løsning er at køre applikationerne fra sit eget jern.

Den afvejning kommer igen an på, hvad applikationerne skal bruges til, og hvordan brugerne tilgår dem.

Han illustrerer sin pointe med et meget simpelt eksempel:

"Hvorfor eksempelvis bruge tid og penge på at hoste virksomhedens eget website, når hosting-leverandørerne er så meget bedre og billigere til at gøre det?"

Brugernes behov er vejviseren

Ved implementeringen af de meget moderne virtuelle desktoppe bliver tingene straks en smule mere komplicerede, men selv simple tricks kan gøre en stor forskel på bundlinjen.

"Udformningen af desktop-virtualiseringsstrategien handler også i høj grad om, hvordan applikationer skal køre, og hvilke krav brugerne har," fortæller René Vester og nævner samtidig, at i virksomhedens virtualiserings-business case skal man selvfølgelig også se på, hvilke applikationer, der rent faktisk kan og må køre fra en sky-tjeneste.

"Hvis nu tekstbehandlingsprogrammet Word kun måtte køre fra helt specifikke versioner af Windows, så er løsninger med delte serverressourcer som XenApp jo nærmest udelukket, selv om man med meget teknisk snilde godt kan få en løsning til at hænge sammen."

Måske er pc'en stadig god nok

Samtidig hævder René Vester, at på trods af rabatter ved køb af mange desktop-licenser fra samme leverandør, så giver det rigtig god mening at kombinere flere forskellige desktop-teknologier.

Skal du virkelig have virtuelle desktoppe?

Helt overordnet fremhæver han, at der er tre scenarier for, hvordan medarbejderne kan tilgå data og applikationer - og det er først og fremmest via den helt traditionelle og fuldfede pc.

Dernæst er det igennem delte servermiljøer som eksempelvis Citrix' XenApp, Oracles SunRay og Microsofts Remote Desktop Services.

Sidst men ikke mindst er der luksusudgaven med desktop virtualisering, hvor VMwares View og Citrix' XenDesktop er Lamborghini-modellerne.

"Hvis en it-administrator har 200 brugere, så giver det måske rigtig god mening, at 50 arbejder på pc'er, 100 er på delte servermiljøer, mens 50 brugere er på en virtuel desktop," siger René Vester og begrunder sit valg med hardware-indkøb.

"Forskellen mellem en delt servermiljø-løsning som XenApp og en virtuel desktop som XenDesktop er én til fire. Det betyder, at der skal købes fire gange så meget serverplads, licenserne er dyrere og vedligeholdelsen er også mere omfangsrig."

"Så når kontormedarbejderen Erna skal sidde og taste tal ind i ERP-system på arbejdspladsen, så har hun jo slet ikke brug for den fineste løsning. Samtidig skal man dog også være opmærksom på, at nogle medarbejdere reelt har brug for at køre med den fine, dyre løsning," siger René Vester om hele strategien med at køre forskellige desktop-miljøer ud til forskellige medarbejdere.

Venter på VMwares billige løsning

Han forstår dog godt, at selskaber som VMware og Citrix har travlt med at fortælle om alle de herlige og fleksible ting, som en virtuel desktop kan levere i forhold til den noget mere skrabede løsning, hvor brugerne deler ressourcerne i serverrummet.

For det er på de store, fine virtuelle desktop-løsninger, at selskaberne høster de store avancer.

Alligevel vil han på ingen måde afskrive "gamle" teknologier som XenApp, fordi den i mange tilfælde kan være som skræddersyet til kundens reelle behov i forhold til en XenDesktop-løsning, der måske er det rene overkill.

Han undrer sig samtidig over, at når det kommer til VMwares desktop-løsninger, så er der kun den dyre virtuelle desktop-løsning, View, på hylden.
 
"Egentlig er det mærkeligt, at VMware ikke også kommer med andre og billigere løsninger end View, der eksempelvis kunne have integration til Microsofts terminalservere, ligesom det er tilfældet med XenApp," forklarer han.

På den måde ville konkurrencen og priserne på desktop-miljøerne også blive intensiveret, hvilket igen vil være til din fordel.

Læs også:
Sådan kan du bruge dine fede gadgets på dit arbejde

Den virtuelle desktop bliver billigere end en pc

Annonce

Annonceindlæg fra HP

Når angrebet slipper igennem, afgør robustheden, om driften fortsætter

AI gør cyberangreb hurtigere og billigere. HP's sikkerhedsekspert forklarer, hvorfor fokus skal flyttes fra detektion til forebyggelse og robusthed.

Navnenyt fra it-Danmark

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. august 2026 ansat Maria Binger, 44 år,  som CFO. Hun skal især beskæftige sig med den finansielle styring i takt med Iduras vækst i Danmark og internationalt med fokus på blandt andet forecasting. Hun kommer fra en stilling som Director Business Finance hos Danelec. Hun er uddannet cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School. Hun har tidligere beskæftiget sig med finance hos Agillic, Cobham SATCOM og Saxo Bank. Nyt job

Maria Binger

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

Andreas Dyngberg Pedersen

Norriq Danmark A/S

IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

Annette Macsay Mostrup

IFS Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sascha Trebbien Klinggaard som Lead Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at facilitere tæt partnerskab og strategisk behovsafdækning hos vores kunder. Hun kommer fra en stilling som Senior Business Analytics Consultant hos Twoday Kapacity. Hun er uddannet hos Copenhagen Business School og har en Master's degree,Finance & Strategic Management 2014 - 2016. Nyt job

Sascha Trebbien Klinggaard

Norriq Danmark A/S