90 er den procentdel af kunderne, som banken i 2015 vil gøre fuldblodsdigitale via flere it-projekter, der skal spare papir, administrativt fedt og tidsspilde væk på både kunde- og banksiden.
I dag klarer over 95 procent af bankens godt 200.000 kunder selv deres transaktioner i netbanken.
Målet fremover bliver, at 90 procent af alle Nykredits 500.000 kunder også skal kunne ordne deres papirer online.
Gulerod i banken
Mens staten, regionerne og kommunerne har en målsætning om, at 80 procent af kommunikationen mellem borgerne og den offentlige sektor foregår digitalt i 2015, drejer Nykredit skruetvingen 10 procentpoints mere.
Også selvom Nykredit - modsat den offentlige sektor - satser på frivillighedens vej for at nå målet med de forjættede 90 procent og på trods af, at det kun er 45 procent af kunderne, der i dag er gennemdigitaliserede.
"Når banker taler om nye standarder og nye normaler, så smiler vi lidt, fordi de nye tider har været her længe," siger Lars Mathiesen om Nykredits digitaliseringsproces, som for alvor startede da banken gik på nettet i 1997.
Dengang havde Nykredit 40 filialer (55 i dag), mens mastodonterne Danske Bank og det nuværende Nordea for 15 år siden havde omkring 700 filialer hver, og alle bankerne kæmpede om at vinde kundernes gunst med deres dengang spritnye netbanker.
"Vi spurgte os selv dengang, om vi skulle åbne 300 nye filialer eller satse på teknologien, og svaret gav næsten sig selv," siger Lars Mathiesen om selskabets benhårde teknologisatsning.
Bygger nyt dokument-arkiv
I dag har Nykredit linet flere it-projekter op, som skal sikre mere digitalt orienterede kunder.
Først og fremmest udbygger Nykredit sine digitale møder med kunderne, som selskabet har omkring 15.000 af om året. Det sker ved, at kunderne kan kontakte banken via Apples Facetime på iPhone og iPad.
Virksomheden har internt også skruet op for videomøde-aktiviteten, hvor både forretningsfolk og selskabets omkring 425 it-udviklere fordelt i København, Aalborg, Warszawa og Bangalore kan dele filer, mens de afholder deres videomøder baseret på Tandberg-teknologi.
Artiklen fortsætter på næste side...