Tastaturet er 100 år gammelt
Jeg købte en iPhone 3. Og forelskede mig. Forelskelsen greb om sig. Og jeg investerede som det mest naturlige i verden i en iPhone 4.
Men mit hjerte dunker ikke længere så febrilsk.
Både en iPhone 4S og en iPhone 5 har forladt fabrikken, men mit Dankort ligger stadig i lommen, og det er langt fra sikkert, at det skal op, når næste Apple-telefon naturligvis åbenbarer sig til efteråret.
Jeg har været utro et par gange og testet Android-mobiler. Det er altid trygt at vende tilbage til iPhonen. Men det er efterhånden også lidt kedeligt og begrænsende. Og når selv min Apple-evangalist Andy Ihnatko kan undvære sin iPhone, så kan jeg også.
Her er seks ting, der kunne få mig til droppe min gamle kærlighed.
iPhone-tastaturet er et gammeldags hakkebræt
Jeg er blevet ret habil til at skrive på touchskærmen, men jeg synes stadig, at jeg ofte tænker hurtigere, end jeg kan taste.
Derfor er iPhones standardtastatur ofte en begrænsning. Og Siri og andre stemmestyrede apps er stadig alt for vakkelvorne på dansk. Derfor er jeg brændt varm på Swiftkey, der kun virker på Android.
Et alternativt tastatur som har tilpas nok sprogforståelse til at kunne forudsige, hvilke ord man har tænkt sig at skrive. Hvis man for eksempel selv har tastet "Højt fra", vil SwiftKey automatisk foreslå, at sætningen fuldendes med "træets" "høje" "top". Det bekræfter man med få tryk. Læs vores tidligere omtale her.
Der findes flere alternative input-former til Android. En anden er Swype, der giver dig mulighed for at skrive med en glidende bevægelse hen over skærmen uden at løfte fingeren - og på den måde spare tid.
Opdateringer er et mareridt
Indrømmet, jeg har hentet flere apps i App Store end gennemsnitsbrugeren, og 350 apps er måske lige i overkanten, men ikke desto mindre er det et frustrerende virvar at holde dem opdateret.
Det gør jeg primært manuelt, når jeg er i nærheden af noget Wi-Fi. Det kan gøres automatisk, men virker unødigt kluntet, og jeg ender ofte i processen med at få tvangs-installeret apps, som jeg egentlig havde slettet.
Apple har dog lovet, at der bliver rettet op på det i iOS 7.
Men på Android-platformen har jeg indtil nu helt automatisk fået det gjort i baggrunden via Wi-Fi.
Jeg kan sagtens undslippe Apples økosystem
Jeg har altid troet, at flere år med en iPhone i lommen ikke blot vil fastholde mig på grund af gamle vaner, men også fordi jeg er blevet for fastlåst i Apples økosystem. Sagt på en anden måde:
Har jeg ikke brugt så mange penge på apps, at det vil være hul i hovedet at efterlade dem og skifte styresystem?
Nej, faktisk ikke.
Da jeg sidst gang lavede udregningen, ville det koste mig cirka 97 kroner. Altså har jeg brugt for 100 kroner apps på programmer, som jeg rent faktisk ville savne og skulle geninvestere i. Det er yndlingsprogrammer som Endomondo Pro, BusTogMetro, Drop7 og Instacast. En overkommelig flytteudgift. De resterende apps er næsten alle gratis.
Jeg er heller ikke længere bundet fast af iTunes, som i lang tid var nødvendig for at synce og overføre musik. Jeg hører musik på mobilen via Spotify, og podcast har jeg for længst flyttet over i Instacast.
Jeg lider ikke længere af Stockholm-syndrom
Det er ekstremt nemt at dele ting via Android.
På iOS har jeg en forkølet standard-mulighed for at dele ting via Twitter eller Facebook.
På Android integreres apps meget tættere i styresystemet, så snart de installeres.
For eksempel bruger jeg Pocket til at gemme gode artikler. På iOS skal jeg enten bruge tid på at oprette en bookmarklet - eller emaile artikler direkte til mig selv for at arkivere dem. På Android er "Send til Pocket" en integreret del i telefonen, så snart Pocket-app'en er installeret (se billedet).
Samme fordel opnår jeg med Facebook-app'en "Messenger". Når den er installeret på Android, bliver det en universel standardfunktion at kunne sende en Facebook-besked - som man ville sende en sms eller mail.
Jeg ved godt, at jeg ved at installere programmer som Dropbox og AirDisk Pro får nogle ekstra funktionaliteter i iOS, men det er stadig langt fra simpliciteten på Android.
Spildte tastetryk på iPhone
De Android-modeller, jeg har sat fedtede fingre på, har alle haft en universel "tilbage-knap". Den gør navigationen en knivspids mere enkel end på iOS.
Et tryk på tilbage-knappen er nemlig ikke bare et "skridt" tilbage i samme program, som man kender det fra en browser. Når man trykker tilbage på Android-knappen, hopper telefonen også tilbage til andre programmer, man tidligere har brugt.
Sagt på en anden måde: Hvis jeg klikker på et link i en mail, hvilket bringer mig fra mailprogram til browseren, kan jeg bare trykke én gang for at komme tilbage til mailprogrammet.
På iOS ville jeg skulle gå ud i menuen og vælge mailprogrammet igen - eller anvende multitask-menuen ved at dobbeltklikke på home-knappen.
Bastet og bundet af Apple
På Apples platforme ligger du under for Steve Jobs' håndlangeres nåde og måde at opbygge styresystemet på. Det er ikke nogen nyhed, og jeg har selv ofte forsvaret den politik til et punkt, så man kunne anklage mig for at lide af Stockholm-syndromet.
Men selv jeg er klar til at bryde ud af begrænsningerne.
For eksempel er korttjenesten Apple Maps stadig rystende ringe og tilmed ubrugelig til at finde tider på offentlig transport. Derfor er det til tilbagevendende irritation, at alle adresse-links tvangsåbnes i netop Apple Maps.
Det kunne være rart med en grad af medbestemmelse over sin telefon. Ligeledes frit valg af standardbrowser.
Det er de samme bevidste valg fra Apples side, der gør, at jeg ikke automatisk kan uploade alle billeder trådløst til Dropbox eller skabe trådløse overførsler mellem smartphone og en computer - uden konfigurering.
Det er ikke ovre før damen synger...
Men selv om jeg beklager mig, er jeg overvejende tilfreds med at være iPhone-bruger.
Den gode, gamle iPhone 4 kommer også til at fungere med iOS, når det frigives senere på året. Og jeg oplever markant færre nedbrud på iOS, end jeg har gjort på Android. Og så er jeg også stadig gladest for Apple-telefonerne formfaktor.
Men lad os nu se, hvor længe forelskelsen varer ved.
LÆS OGSÅ:
