Anmeldelse: Fantastisk. Utrolig. Skræmmende. Et kæmpe røvhul. Og en helt utroligt dygtig og visionær virksomhedsleder. Sådan er indtrykket af Apples afdøde stifter Steve Jobs, når du ser filmen "Jobs", som fra 5. september vises i de danske biografer.
Det var ellers ikke, fordi det var oplagt, at den kvikke dreng fra Californien skulle blive en mand, som i sit korte liv ville starte to milliardforretninger som Apple og animationsfirmaet Pixar, blive venner med rockstjerner, være på fornavn på præsidenter og have magt til at afpresse Disney og få afsat topdirektører i milliardvirksomheder.
For Steve Jobs' vej mod toppen og milliarderne gik omkring hippiebevægelsen og mystiske spirituelle kliker. hvor der blev eksperimenteret med stoffer og diskuteret livets mening med guruer fra Indien og orakler fra østen.
Så mens Apple på den ene side hurtigt blev en forretning, trak Steve Jobs' anden side ham i retning af mærkværdige diæter, en mangeårig modstand mod regelmæssige bade (han påstod at hans frugtdiæt gjorde bade og deodorant unødvendige, meget få var enige), et forkvaklet forhold til de nærmeste og en tendens til at blive stærkt følelsesfuld i mange situationer.
"Og kender du ikke meget til Apple eller den personlige computers tidlige historie, så vil du sidde tilbage med indtrykket af, at vi i dag fortsat havde siddet med loddekolbe og printplader hvis ikke Steve Jobs havde skabt Apple og den personlige computer næsten ene mand."
Alt det får den nye Steve Jobs-film, med Ashton Kutcher i hovedrollen som Jobs, rimeligt fint med. Og kender du ikke meget til Apple eller den personlige computers tidlige historie, vil du sidde tilbage med indtrykket af, at vi i dag fortsat havde siddet med loddekolbe og printplader hvis ikke Steve Jobs havde skabt Apple og den personlige computer næsten ene mand.
Nå ja, og så at Bill Gates stjal Apples brugerflade og skabte Microsoft. Kort sagt, så tager filmen sig ganske mange kunstneristiske friheder. Faktisk så mange, at Apple-medstifter Steve Wozniak i et interview har afvist flere centrale scener i filmen.
Men filmens største problem er, at geniale Steve mangler modstand. Og i stedet forfalder den, i modsætning til Walter Isaacsons rigtigt gode biografi fra 2011, hurtigt til heltedyrkning inklusiv underlægningsmusik med strygere for at sikre, at vi er helt med.
Så vi ser Steve Jobs kæmpe mod IBM, som han offentligt hånede. Vi ser ham kæmpe for sit dødfødte Apple Lisa-projekt, mens bestyrelsen med bekymring ser millionerne trille ud af firmaet. Alt sammen mænd i jakkesæt, som ikke forstår Steve Jobs' særlige talent. Til gengæld flokkes medarbejderne om ham i nærmest åndeløs spænding - uden at filmen helt for fortalt hvorfor.
Savner den mørke side af dynamikken
Det er egentlig synd. For fascinationen af Steve Jobs handler også om hans mørke side. Ikke bare den side, vi ser i filmen, hvor den gravide kæreste får sparket og de første Apple-ansatte en spand at hoppe i, mens andre får aktieoptioner til millioner af dollar. Men en langt mere manipulerende og konfliktfyldt mand.
Den Steve Jobs, den kreative ildsjæl, som ifølge biografier ofte startede møder med at erklære, at det produkt, der nu engang var på bordet foran ham, var "noget lort", og at dem der stod bag var "forpulede pikløse røvhuller", kunne have været interessant at møde i filmen.
Det er den interessante Steve Jobs historie. Den om hvordan han truede, tryglede og knoklede sine ideer og produkter frem - og hvordan han fik vendt sine manier til en positiv ting, når produkterne skulle udtænkes.
Steves ideer, andres fejl
Det er også den psyke, der gør, at Steve Jobs enten ser medarbejdere, samarbejdspartnere og sågar de nærmeste venner som røvhuller - og gerne fortæller dem, at de er det - eller som geniale kunstneristiske sjæle. Og endda nogle dage som talentløse røvhuller om morgenen og genier sidst på dagen.
Samtidig er Steve Jobs ikke bleg for at anvende sin charme og sin kraftfulde personlighed til at overbevise sig selv og sine omgivelser om, at de gode ideer oprindeligt var hans, mens de dårlige var de andres.
De nuancer må du i stedet finde i Walter Isaacsons biografi, som ikke kan anbefales nok. Ikke mindst som næsten obligatorisk baggrundsviden, når Steve Jobs-filmen springer i tid, sted, teknologier og mennesker i et forsøg på at lave et let forståeligt portræt af en kompliceret mand i en ekstrem dynamisk branche.
