Det er sjældent, man ser en film, der handler om noget, man selv har oplevet. Men det er tilfældet for mig med den nye film "Computerchess", der blev præmieret ved årets Sundance film festival.
Filmen skal forestille at være en dokumentarfilm om en computerskak-turnering i starten af 80'erne, hvor computere mødes og spiller skak med hinanden. Og jeg har faktisk selv deltaget i sådanne turneringer. I 1981 deltog jeg således i det første verdensmesterskab i skak for microcomputere.
Jeg var dengang 19 år gammel, og ligesom filmens hovedperson var jeg den yngste programmør i forsamlingen.
"Computerchess" gør utroligt meget ud af at ligne en dokumentarfilm om de rigtige computerskak-turneringer, som de så ud dengang. Og selv om jeg naturligvis er ekstra kritisk, må jeg sige, at filmen rammer utroligt godt. De har fundet en masse gamle computere frem, og filmen er optaget i sort/hvid med et gammelt kamera, og det får det til at virke meget autentisk.
Dialogen virker også som ting, folkene dengang kunne have sagt. Selv filmens kvindelige hovedperson ligner Kathe Spracklen, der var datidens eneste kvindelige skakprogrammør, selv om det sikkert ikke er tilsigtet.
Her stopper realismen
Men der hører realismen også op. Computeren i filmen begynder at tænke selv, lave underlige træk og have holdninger til, hvem den gider at spille skak med. Vores Z80-baserede programmer på 64K udviklede aldrig selvstændig intelligens, og selv om mit program undervejs i turneringen lavede et ulovligt træk, viste det sig at skyldes en bug og ikke kunstig intelligens.
Filmen bygger dog ikke videre på dette, og der er ikke nogen egentlig pointe med, at computeren begynder at tænke, computeren bliver bare endnu en skør figur blandt filmens mange andre skøre eksistenser.
Programmør og skakspiller
Filmens store styrke ligger derimod i karakterbeskrivelsen af de programmører, der bruger størstedelen af deres liv på at få en computer til at spille skak, og mødes en gang om året for at spille skak mod de andre computere.
"Filmen beskriver de lidt specielle typer meget kærligt"
Både programmører og skakspillere kan være forholdsvis nørdede, og når man kombinerer de to ting, kan det blive virkeligt nørdet.
Men filmen beskriver de lidt specielle typer meget kærligt, og med mit kendskab til de rigtige skakprogrammører må jeg sige, at filmen rammer meget godt. Den fanger også meget godt den specielle stemning og pionerånd, der var ved disse turneringer.
Vi følte os som pionerer indenfor kunstig intelligens og brugte bl.a. tiden på at diskutere, om computere nogensinde ville kunne tænke ligesom mennesker, og naturligvis ynglingsemnet: Hvornår en computer ville være stærk nok til at kunne slå verdensmesteren i skak.
Det rigtige svar viste sig at være 1997, da IBM's Deep Blue slog Kasparov i en skakmatch. Men vi har endnu til gode at se en computer begynde at tænke selv, som computeren i filmen gør.
Filmen er nok mest interessant for dem, som er gamle nok til at kunne huske, dengang da de første computere kom frem. Tempoet i filmen var i hvert fald lidt for langsomt til min 16-årige datter. Men den kan varmt anbefales, hvis du har lyst til at se en film, der handler om en masse gamle computere og de mennesker, der programmerede dem.
"Computerchess" vises i Filminstituttet i København den 8. og 17. november som led i filmfestivalen CPH:DOX. Læs mere om filmen her.
Du kan også købe og downloade filmen her (for 12,99 dollar).
