Jeg skal, som så mange andre blege nordiske lemminger, sydpå til sommer. Et sted med sol, pool og litervis af is til børnene. Og med en absolut sikkerhed fra resten af familien, som fylder min stadig unge og eventyrlysne sjæl med gru: Meget gerne samme sted som sidste år - og året før.
Men i år gik der panik i familien. For den type værelse, på det bestemte hotel i den bestemte periode var ikke tilgængelig. Og dog, vi kunne køre til Billund, Oslo eller Stockholm og flyve derfra. Men København? Niks, så var der kun plads på et værelse, som der vist normale opbevares koste i - små koste.
I forvejen er det mest opmuntrende ved charterferier at der altid er nogle som er tykkere end en selv og nogle børn som er mere larmende end ens egne. Men at tilbringe en uge på cirka 4 kvadratmeter lige op af karaokeanlægget, som 24 timer i døgnet er bemandet af en småsnalrede mand fra Manchester er måske lige at stramme den.
Drevet af den skrækvision henvendte jeg mig telefonisk til rejsebureauet. De tog fine noter og ville vende tilbage. Ugerne gik. Ingen tilbagemelding.
Så jeg ringede igen. Og fik fat i en medarbejder. Som meget gerne ville se på sagen. Hvem jeg havde talt med for 3 uger siden? Gulp?! Jeg kan knapt huske navnene på min nærmeste familie - og en callcentermedarbejder for 3 uger siden? Der er større chance for at jeg kan lottotallene for den kommende uge eller at det offentlige begynder at besvare digital post.
Fanget i et uendlige loop
Så han oprettede en ny sag. Og ville sende en mail til hotellet. Og ville vende tilbage. Kompetent, vidende og venlig. Men på den anden side har et langt liv i telefonkøer har efterhånden lært de fleste af os, at "Jeg vender tilbage" er nydansk for "Tak for din henvendelse, den er lidt besværlig, så jeg arkiverer den lodret".
Et par opkald mere, flere uger senere, afslørede at jeg igen havde glemt den magiske nøgle: Medarbejderens navn. Så ingen vidste noget som helst.
For, blev det afsløret, henvendelser var registreret på den enkelte medarbejder - og ikke på kunden. Hvilket betyder at hvis man, som jeg, ikke har sikret sig navn, direkte nummer, DNA og eventuelt tandkortet på sælgeren så er man dømt til igen og igen at starte forfra i sin søgen efter sit tropiske all-inclusive paradis.
Løsningen? Jeg sendte en høflig mail til den eneste adresse jeg kunne finde på hjemmesiden: Ledelsens.
Dagen efter fik jeg min personlige rejseshopper. Som er vidende. Kompetent. Og har fundet vej igennem de snørklede it-systemer, som roterer om medarbejderne og ikke kunden.
Så nu skal familien på ferie, samme sted, samme tid og samme værelsesstandard. Og jeg har lært min lektie. Men der er et særligt sted i helvede reserveret til folk der designer medarbejdervendte kundesystemer. Der er varmt og karaokeanlægget er tændt hele døgnet.
