Jeg er offer for mit eget manglende organisatoriske talent. Men du behøver ikke at have ondt af mig, for det er næsten min egen skyld.
Næsten.
På Facebook Messenger får jeg, mens jeg skriver dette, beskeder fra min kone og de yngre journalister på Computerworld.
De ældre journalister skriver til mig på Skype. Hvis de ikke sender en mail. Til arbejdsmailen altså, ikke de to-tre andre mailkonti, jeg har erhvervet mig gennem tiden - og nu også den digitale postkasse.
Fuld af vigtige beskeder og papirer - og gemt inde i sin egen sikre skal.
På Twitter må jeg følge med for at se, når der sker nyt inden for it- og medier og for at læse de direkte beskeder fra de Twitter-brugende bekendte, som knuselsker de små 140 karakters beskeder.
Og så ringer telefonen
Og så er der telefonen, der ringer. Medmindre der i stedet kommer en SMS - eller en iMessage, hvis afsenderen bruger iOS-maskiner.
Kort sagt: Fragmenteringen er skruet op til 11 - hvilket sjovt nok også er antallet af de kommunikationskanaler, som jeg forventes at bruge.
Forhåbentligt betyder det, at NSA må arbejde lidt hårdere, når de prøver at skrue et komplet billede sammen af mig.
Det ville være sjovt, hvis ikke det var, fordi den besked eller de informationer, som jeg skal bruge, ofte er på en anden app, i et andet program, desktop eller på en anden online-baseret enhed end der, hvor jeg lige er.
For slet ikke tale om den tid, der går, og den distraktion, det er at skifte mellem programmer og platforme.
Selvfølgelig har jeg både 4G, og Wi-Fi og en smart telefon, som samler mange af trådene.
Men på en eller anden måde har den teknologi, som lovede mig fuld fart på vidensdelingen, langsomt ændret sig til en reel vidensspredning. Vidensspredning mellem platforme, programmer og lukkede økosystemer, hvor kommandoerne ctrl+c og ctrl+v er de stærkeste samarbejdsværktøjer, jeg har.
Ud over at være et rent organisatorisk problem er spredningen af viden også et potentielt sikkerhedsproblem for enhver, som behandler fortrolige forretningsdata.
Hvad sker der så næste år?
For hvor ligger planerne for næste år, som jeg åbnede på min telefon, gennemså på min søns pc eller svarede på via min tablet?
Alene tanken fremkalder kuldegysninger.
Kampen for at organisere, prioritere og beskytte mine og alle de andre rodehoveders informationer er heldigvis en af dem, jeg ser mest frem til i 2015.
Måske er der håb for mig og alle mine beskeder endnu.
