Anmeldelse: Batman er på mange måder den oplagte hovedrolleindehaver til et computerspil. Foruden en horde af ærkefjender, den ene mere ivrig efter at tage livet af ham end den anden, er Batman en superhelt, der overvinder sine fjender ved snilde og list snarere end rå muskelstyrke, selvom den potente kevlar-rustning indrømmet gør ham overmenneskelig sammenlignet med den gennemsnitlige politibetjent.
Pointen er, at Batman, i modsætning til mange andre superhelte, må bruge sin kløgt, samt arsenalet af finurlige gadgets og potente fartøjer, hvis han skal overvinde Gothams slyngler, og hvis ikke det er oplagt spilmateriale, ved jeg ikke, hvad er.
Der har været mange middelmådige forsøg i årenes løb, men først med britiske Rocksteadys 2010-spil, Arkham Asylum, lykkedes det med succes at oversætte Batman fra tegneserie og film til computerspil.
Rocksteady står også bag aktuelle Batman: Arkham Knight, der er et spil med mange hundrede millioner i ryggen, og det mærker man straks. Det er teknisk kompetent, umådeligt flot og skildrer Gotham City med så høj en detaljegrad, at man skulle tro det var løftet direkte ud af Christopher Nolans skelsættende Batman-film.
Vigtigst af alt er Arkham Knight til dato spillet, der bedst skildrer det at være Batman. Gotham City fungerer fremragende som en åben verden, der kan udforskes i eget tempo. Det står spilleren frit for at følge den overordnede fortælling om Batmans mystiske dobbeltgænger Arkham Knight, der truer med at overtage Gotham City, eller tosse rundt i Gothams gader og stræder for at løse mindre opgaver, så som at befri Catwoman fra Gækkerens Storm P.-anordning af et fængsel.
Arkham Knight er grundlæggende godt spil-håndværk, især når Batman sniger sig rundt på tage og i ventilationsskakte for at overrumple fjenden, nøjsomt monterer plastisk sprængstof og hacker små dronefly for at maskere sit overraskelsesangreb.
Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når eksempelvis en fjende går i panik over at opdage sine nedkæmpede kammerater og manisk begynder at skyde omkring sig uden at have opdaget, at man har sat sig på en gargoyle oven over dem og kun venter på den mindste åbning for at klynge dem op i selvsamme. I de situationer er Arkham Knight et fortræffeligt spil.
Anderledes kluntet er spillet i de sekvenser, hvor Batman skal i nævekamp med mange fjender på én gang. Rocksteady vil gerne gøre det til en ballet, hvor Batman på elegant vis danser rundt mellem fjenderne alt imens han uddeler bøllebank, men et kluntet kamera og en stædig insisteren på fjender, der pludselig overrasker en uden for billedet, gør, at de hurtigt bliver frustrerende.
Kluntet er også Batmobilen, der i Arkham Knight ellers har fået en hoverolle på niveau med Batman selv. Spillet er et konstant parløb mellem Batman og Batmobilen, der må samarbejde for både at overvinde fjender og passere svært fremkommeligt terræn. Grundlæggende set fungerer samspillet, det er tilfredsstillende at race gennem Gothams gader som var det fremtidens Formel-1, og at se fjendtlige tanks flået til småstykker ved mødet med bilens tunge artilleri, bliver aldrig gammelt.
Problemet er bare, at spillet ønsker den bil til hver en lejlighed. Det ene øjeblik skal den kravle op ad en bygning, som var det et Super Mario-spil, hvor man hopper fra platform til platform, det næste øjeblik skal den som mange tons tung tank snige sig rundt i små gyder for at overraske de endnu større fjendtlige tanks, der patruljerer gaderne. Det virker overgjort, og når fysikken på bilen samtidig er lidt gummiagtig og ikke helt til at regne med, hænder det, at den sidder fast, vender rundt eller noget helt tredje, og så får alskens skældsord fra sofaen frit spil.
Det bliver altså lige ved og næsten for Batman: Arkham Knight, der på mange måder er det bedste, mest ambitiøse Batman-spil nogensinde produceret, men alligevel kommer til kort på ikke altid vellykket spilmekanik. Især det faktum, at Rocksteady forsøger at tvinge Batmobilen langt ned i halsen på spilleren og mere til, er et fejltrin af de slemme.
Til gengæld er der intet oven over eller ved siden af Arkham Knight, når det kommer til at gengive følelsen af at være Batman, og i den forstand er Rockstars spil en mangeårig drengedrøm gået i opfyldelse.
Læs også: Anmeldelse: Det her er muligvis årets vigtigste spil
