Sjældent er en spilserie faldet så voldsomt i agtelse, som i tilfældet Assassin's Creed. Serien er et perfekt eksempel på, hvor galt det kan gå, når udviklere forsøger at malke en spilserie for alt, hvad der overhovedet kan presses ud af det efterhånden noget bastardiserede skrog.Efter det voldsomt skuffende Assassin's Creed 3, men det langt bedre Black Flag, markerede Assassin's Creed: Unity et nyt lavpunkt for serien. Det ellers høje ambitionsniveau og smukke tekniske fundament blev destrueret af den komprimerede produktionstid, hvor et nyt spil i serien skulle lanceres hvert år. Resultatet blev, at Unity fremstod som lidt af en teknisk katastrofe, hvor utallige bizarre fejl, en til tider horribel framerate og en skabelonskåren missionsopbygning til sammen skabte en uskøn og fragmenteret spiloplevelse.
Derfor synes Ubisoft i år at have skruet drastisk ned på markedsføringen af årets udgivelse, Assassin's Creed: Syndicate, men måske er det en fejl, for Syndicate er faktisk et af seriens bedre udspil.
Spillerens oplevelse af Syndicate vil dog stadig være formet af, hvor træt man efterhånden er blevet af seriens grundkoncept, der ikke er ændret voldsomt. Til gengæld byder årets udgivelse på en væsentligt mindre selvhøjtidelig fortælling og en række interessante muligheder for at tilpasse til ens foretrukne spillestil.
Den nok mest mærkbare forskel på Unity og Syndicate er, at spillet føles temmelig nedskaleret, men det er faktisk et positivt træk. Unity var fyldt til bristepunktet med mere eller mindre ligegyldigt indhold, hvilket førte til en meget uoverskuelig spiloplevelse, som i dén grad savnede styring og fokus. Syndicate er til sammenligning langt mere strømlinet og giver spilleren et ganske overskueligt kort over London med færre, men bedre missioner og aktiviteter.
Assassin's Creed: Syndicate finder som nævnt sted i London under den industrielle revolution. Byen er visuelt flot gengivet, men fokus er tydeligvis på spilbarhed frem for realisme. De enkelte zoner i spillet er klart definerede og visuelt forskellige, og det er forholdsvis let at komme fra et sted til et andet.
Desværre hæmmes rejsen rundt i byen af et noget stift parkour-system, der i langt højere grad end tidligere synes at begrænse spillerens bevægelsesfrihed. Dette er som sådan fornuftigt nok, da det medfører langt færre forkerte hop fra høje bygninger end tidligere, men styringen virker samtidig underligt kunstig og rigid.
Plottet i Syndicate er desværre temmelig absurd, selv for en serie hvis overordnede historie siden Assasin's Creed 3 mildest talt er gået i selvsving. I London spiller man som tvillingerne Evie og Jacob Frye, der rejser til byen for at kæmpe mod tempelriddernes ondsindede industrielle revolution.
I bund og grund medfører det blot, at Jacob og Evie render rundt i byen og tæsker kriminelle bander med tilknytning til tempelridderne, der har overtaget forskellige distrikter. Undervejs møder man en række kendte historiske karakterer som Dickens og Darwin, og disse er klart spillets plotmæssige styrke. Her får spillets overraskende velskrevne dialog frit løb og, resultatet er en fragmenteret, omend underholdende fortælling.
Hvor kombinationen af tvillingerne Evie og Jacob plotmæssigt fører til morsomme sekvenser, er forskellen på at spille som de to ganske begrænset. I teorien fokuserer Evie mere på at snige sig rundt, mens Jacob ikke siger nej til en god slåskamp. I realiteten kan begge karakterer stort set bruges til begge ting, og i stedet er det spillerens valg af udstyr, der afgører spillestilen.
Spillets hovedmissioner fokuserer for en gangs skyld primært på snigmord, hvilket kommer fint til udtryk gennem de mange forskellige veje, man kan tage i de forskellige baner. Man bliver ofte stillet over for 3-4 forskellige indgange til et bestemt mål, og selvom de enkelte veje ikke er drastisk anderledes end andre, vil de typisk kræve noget forskelligt af spilleren i form af enten klatring, kamp eller snigeri.
Det fungerer rigtig fint, og da de enkelte hovedmissioner samtidig er visuelt unikke og byder på spændende geografiske kendetegn fra London, føles Syndicate som et overraskende afvekslende spil, der balancerer fint mellem hovedmissioner og en række underholdende sideaktiviteter.
Visuelt er Syndicate et flot spil, der dog ikke helt kan matche sin forgænger Unity. Til gengæld kører spillet langt bedre, og vi oplevede slet ikke samme tekniske problemer, som da jeg spillede sidste års udgivelse. Fra tid til anden er Syndicate decideret smukt, mens man på andre tidspunkter skuffes over dets gnidrede look. Som samlet oplevelse er Syndicate dog en pæn og unik visuel oplevelse, der løftes af byen London, som er en interessant og spændende legeplads.
Assassin's Creed: Syndicate er altså et vellykket gensyn med en serie, som vi egentlig var tæt på at afskrive. Ubisoft har tydeligvis fokuseret på at rette alle de problemer, som Unity havde, og resultatet er en strammere og langt mere kontrolleret oplevelse end tidligere - noget serien i dén grad har savnet. Men Syndicate er en forfining snarere end en revolution, så er man i forvejen træt af Assassin's Creed, er der intet nyt at se her.
Læs også:
