Artikel top billede

Dansk it-virksomhed tjener gode penge i USA: Derfor er it-giganterne både en udfordring og en hjælp

Interview: Danske Targit har et solidt globalt fodfæste med selskabets BI-løsninger. Men man skal finde sit ståsted på et marked, hvor store it-giganter spiller med musklerne, og der er masser af hype, fortæller Targit-direktør Morten Sandlykke.

Markedet for business intelligence, data analytics og big data er et af de mest hypede og pulserende markeder i disse år i den globale it-industri.

I et lille hjørne af dette marked befinder danske Targit sig.

Targit, der blev grundlagt i 1986, har hovedkontor i Hjørring, men direktør og stifter Morten Sandlykke har i de seneste år primært befundet sig i USA, hvor Targit blandt andet har et kontor i Boston.

Derfra fortæller han til Computerworld, at det marked, Targit befinder sig på, forandrer sig ganske meget i disse år:

"Vi kalder det ikke så meget BI-markedet længere. Vi er i en industri, der er rigtig, rigtig god til at skabe ny hype og til at kalde de samme ting noget nyt."

"Vi er en gammel spiller, så vi er gået fra at være en pioner, der arbejdede med det her længe før, at det blev så hypet."

"Men vores mission er stadig at få organisationer til at performe bedre ved at blive datadrevne i hele organisationen," fortæller Morten Sandlykke.

Satser på 100 millioner i omsætning

Med 100 millioner i omsætning som målsætning i år, forventer Targit at fortsætte med de gode resultater og den vækst, der efterhånden har kendetegnet selskabet i en årrække - ikke mindst takket være indsatsen på det amerikanske marked.

At stadig flere virksomheder satser på BI- og dataanalyse-markedet, er både en udfordring og en hjælpende hånd, forklarer Morten Sandlykke.

"Vores marked er et marked i vækst, og når et marked er i vækst, er der hård konkurrence og konsolideringer og så videre, og der sker rigtig mange ting."

"I dag tager alle de store spillere, som vi konkurrerer med, selvfølgelig en masse kunder. Vi kan se, at de lever godt af det. Men de er så også med til at sikre, at det nu er på alles agenda, og de er en driver for hele markedet som sådan," forklarer Targit-direktøren.

"Vores opgave er at finde vores plads. Vi skal ikke løbe efter alle blade i vinden, men finde vores lille niche."

Handler om værdi til forretningen

Men hvad er det så for et ståsted, Targit har på markedet?

Hvad er det, der gør, at selskabets løsninger ofte fremhæves i rapporterne fra eksempelvis Gartner og Forrester?

"Vores ståsted er, at vi har BI og data governance, kombineret med de nye ting med analytics og self service. Vi vinder absolut mere, end vi taber, selvom vi er i konkurrence med alle mulige," siger Morten Sandlykke.

"Nøgleordene for os er for det første, at man skal bruge teknologien til, at forretningen skal blive bedre. Det handler ikke om at nå noget teknologisk - det skal være et værktøj, der skaber forretningsmæssig værdi."

"Det tvinger os til at forholde os til, hvad det er, vi sælger, og hvordan det kan bruges, og så er det især det med 'hele organisationen', der sker meget med nu," forklarer Targit-direktøren.

"Det er jo helt absurd med den mængde data, der bliver tilgængelig i verden i dag. Det handler om at få grebet dem og få gjort det til forretningsmæssig værdi."

Nordjylland møder USA

Morten Sandlykke forventer, at Targit vil kunne fortsætte med at opnå vækst i de kommende år. Han vil dog ikke afvise, at selskabet i højere grad end nu skal lade sig inspirere af måden, man driver forretning på i USA.

"Jeg tror sagtens, at vi kan blive ved med at have vækst på traditionel vis, som vi har gjort hidtil, men vi går med overvejelser om, hvorvidt vi skal lave en mere amerikansk tilgang, hvor man køber noget omsætning ved at investere forud i eksempelvis salg og marketing."

Samtidig er der dog stadig noget meget nordjysk at spore i måden, som Targit ønsker at drive forretning på:

"Jeg tror, at fundamentet for al forretning er, at man behandler kunderne ordentlig og tænker i, at der også skal være noget i det for dem. Jeg tror ikke, at det er mere kompliceret end det," lyder det fra Morten Sandlykke.

"Når man færdes i vores industri, hører man 90 procent af tiden om alt det der hype og om, hvad der skal ske. Vores position skal ikke være at satse på dem, der ikke ser fremtiden, men mere at have en realistisk tilgang til tingene og til, hvad kunderne rent faktisk gør."

"Selvom vi er en virksomhed, der vokser og tjener penge, og det går fint, er det selvfølgelig baseret på, at vi skal have vores lille ståsted i det store spil."

Vil bruge mere tid i Danmark

Efter omkring fire år i USA er Morten Sandlykke nu også klar til igen i højere grad at holde til i Danmark.

"Min egen situation er lidt kompliceret, som man siger - men på en positiv måde," lyder det fra den 53-årige direktør.

"Jeg har skrevet mit seksårige barn op i en dansk skole, og han er begyndt. Vi har altid haft vores hus stående i Danmark, så vi er aldrig migreret på den måde."

"Så er det så lidt kompliceret forstået på den måde, at vi stadig har vores lejlighed herovre, og vi har lige fået godkendt greencard og opholdstilladelse og så videre."

"Så lige nu har vi alle muligheder åbne. Vi føler, at vi prøver at have det bedste af to verdener. Vi føler ikke, at vi er fuldstændig flyttet ud af USA - men vi har dog en logistisk udfordring med børn og uddannelse og så videre."

Morten Sandlykke tilføjer, at det i forhold til at være direktør i Targit ikke er så afgørende, om han befinder sig i USA eller i Danmark:

"Min fysiske placering er sekundær med den funktion, jeg varetager. USA er stadig det største marked. Organisationen i Danmark og EMEA er i høj grad selvkørende, så mit fokus er i høj grad i USA og og andre steder ude i verden."

Der er i dag 67 medarbejdere i Targit, hvor de 44 sidder i Danmark, mens 19 er i USA og fire i Hviderusland.

Læs også:

Dansk it-topchef flyttede hele familien til USA: Sådan er det at arbejde i Amerika

Dansk it-veteran flytter til USA med vild vækstplan

Har alverdens data til rådighed - men topcheferne bruger mavefornemmelsen til at drive forretning