Boom i it-service - selskaber klar til kamp

Markedet for it-service og outsourcing voksede voldsomt sidste år. Væksten fortsætter i år, hvor kombattanterne køber op og knokler for at blive store nok til at overleve og ikke selv ende som et opkøb. Danske leverandører som Ementor og WM-data har selvtilliden i orden og forventer at sejre i den kommende kamp.

Outsourcing vokser med raketfart i Danmark, der har den største vækst på området i 100 lande kun overgået af Storbritannien.

Den danske sektor for it-service fik en omsætning på 20,8 milliarder kroner sidste år og en vækstrate på syv procent, og den stærke vækst fortsætter i år, mener analyseinstituttet IDC.

? Med den stærke konkurrence, der er på området, vil Danmark og de nordiske lande være for små til at stå alene som markeder, og spillerne er nødt til at konsolidere sig på nordisk plan. Virksomheder som Tietoenator, WM-data, Ementor, Mærsk Data og også visse internationale spillere vil sandsynligvis indgå i en indædt kamp på opkøb og fusioner for enten at opnå kritisk masse eller overgive sig, siger Mette Ahorlu, analytiker i IDC.

Især outsourcing trækker

Det er især outsourcing, der trækker it-service læsset med en vækstrate sidste år på 21 procent og knap syv milliarder kroner i omsætning.

IDC deler servicemarkedet op i tre cirka lige store dele, nemlig outsourcing, project services applikationsudvikling, CRM, ERP, systemintegration og -udvikling) og customer support services.

Hos WM-data er administrerende direktør Jesper Scharff enig med IDC i konsolideringstanken. Han mener, at WM-data er levedygtig - også efter en konsolidering af markedet på nordisk plan.

? Vi har 8.000 ansatte på nordisk plan, så hvis ikke vi er at regne blandt de store spillere, hvem er så?, spørger Jesper Scharff.

Ikke desto mindre arbejder WM-data på at blive større og har alene i år købt en stribe servicevirksomheder.

? I januar købte vi finske Novo Group med et par tusind ansatte, ligesom vi har købt et par svenske firmaer med omkring 350 medarbejdere tilsammen, og endelig har vi købt B-Data med 65 ansatte, siger Jesper Scharff, der lover, at WM-data fortsætter bestræbelserne på at vokse såvel organisk som via opkøb.

Konkurrencen er hård og bliver ikke mindre, og inden for outsourcing af drift forventer WM-datas administrerende direktør ikke, at der er mange spillere tilbage om et par år.

? I det lange løb tror jeg ikke, at andre end IBM og CSC overlever inden outsourcing af it-drift, siger han.

Godt i gang

I og med, at IBM har overtaget DM Data og Mærsk Data er konsolideringen allerede godt i gang herhjemme, hvor IBM nu er dobbelt så stor som nummer to inden for service.

Top fem-listen af it-service leverandører indeholder IBM, CSC, KMD, Mærsk Data og DM Data. Med overtagelsen af Mærsk Data og DM Data overtog nummer et på listen IBM såvel nummer fire som nummer fem på listen.

Den næste konkurrent inden for it-service bliver CSC, der med IBM's overtagelse af nummer fire og fem på listen får en betydelig større konkurrent at kæmpe imod.

CSC har for nylig hentet SAS som ny kunde og med luftfartsselskabets årlige omsætning på i omegnen af 900 millioner kroner får CSC lagt en halv gang oven i sin omsætning og når dermed en andel af markedet for it-service på 13 til 15 procent, hvilket svarer til blot halvdelen af IBM plus Mærsk Data og DM Data.

Ementor hænger på

Ementor omsætter for knap 400 millioner kroner i Danmark inden for outsourcing og har omkring 100 mand i gang på det område. Omsætningen på nordisk plan nærmer sig en milliard kroner.

? Vores omsætning er i øjeblikket ikke stor nok til at være en blivende spiller, men vi har ambitioner om at vokse tilstrækkelig de kommende år til at nå den nødvendige kritiske masse, siger Kim Lyster, divisionsdirektør, outsourcing, Ementor.

Han vurderer, at Ementor skal fordoble omsætningen for at nå kritisk masse som outsourcingleverandør.

Ambitionen går helt konkret på at vokse omsætningen 30 procent om året, hvilket vil sige, at Ementor skal overleve de næste omkring tre år uden at blive opkøbt eller ramt af konkurrencen på anden måde.

Indædt kamp på opkøb
? Vi har kig på flere potentielle opkøb og tre år er godt nok lang tid, men jeg er overbevist om, at vi når det og forbliver en selvstændig aktør på markedet, siger Kim Lyster.

Ementor melder sig med den melding som deltager i, hvad IDC beskriver som en "indædt kamp på opkøb og fusioner, for enten at opnå kritisk masse eller overgive sig".

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra HP

    En AI-specialist værdsætter dokumenteret ydeevne og lokal computerkraft

    Forsker og ingeniør inden for AI Robert Luciani arbejder med det nyeste i kunstig intelligens.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

    Honey Arora

    Immeo

    Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

    Jakob Dirksen

    GlobalConnect

    Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

    Jouni Salo

    Renewtech ApS