Den næste krig, der bliver udkæmpet, bliver i hvert faldt startet i cyberspace. Der er grundlæggende tre modeller bag statssponsorerede cyberangreb.
Hvis man skal destabilisere et land, er det første man gør at overvælde befolkningen med fake news.
Når det er sket, så begynder man at ramme den kritiske infrastruktur ved at slukke for strøm, varme og den digitale kommunikation. Alt det er jo online i dag.
Hvis man har forberedt de her angreb, så har man mulighed for at slukke for strømmen og kommunikationen, og det næste du hører er støvlerne der kommer, det er det, de forbereder.
Det er den forberedelse, vi ser ske i de her år. Man undersøger hinandens infrastruktur og undersøger, hvordan man kan lamme en lufthavn eller slukke for et kraftværk. Det sker hver eneste dag, i større og mindre grad.
Den anden model er, at nogle lande har en interesse i at destabilisere landet ved at få sig selv til at stå stærkere.
Vi kommer ikke uden om, at der er lande, der har en interesse i, at EU står svagere. Det sker eksempelvis ved at sørge for, at Storbritannien melder sig ud af EU, og støtte medlemmer af EU-Parlamentet, der forsøger at splitte EU.
Til sidst har vi nogle meget få lande, som bruger cyberangreb til at finansiere sin egen nationale økonomi. Vi ved Nordkorea gør det og måske et enkelt andet, der gennemfører ransomware-angreb, fordi de ikke har nogen legal indkomst på grund af de sanktioner, man er underlagt. Men det er kun meget få eksempler, der bruger den sidste model.
Troels Ørting, formand for World Economic Forums cyberråd. Tidligere chef i PET og Europol.
