True crime er blevet populær på både streaming, podcast og bogform. Måske fordi det giver lidt ekstra at følge med som flue på væggen, når kriminalfolk og teknikere bevæger sig ned i samfundets betændte bug og prøver at finde ud af, hvad der er op og ned i en sag.
Nu blander Netflix kortene ved også at give forbryderne en stemme og ved at lave formatet nærmest radikalt om i Heist.
Første sæson har netop haft premiere på Netflix og rummer seks episoder. Hver forbrydelse dækkes af to episoder. Første afsnit er viet til bagmændene og -kvinderne, mens andet afsnit er dedikeret til politifolkene, der opklarer de spektakulære forbrydelser.
Der er virkelig fart på, og i sin form har Heist helt oplagt været på strandhugst hos klassiske kupfilm som f.eks. Ocean’s Eleven.
Hver forbrydelse har sit eget cast – lige fra skuespillere til instruktør – og det betyder, at hvert episode-par er selvstændige enheder.
Formen er stadig som i true crime med ’reenactments’ af både forbrydelse og samtaler med de formastelige, men hastigheden er høj og der bliver ikke lagt skjul på, at vi er et niveau over smårapserier i supermarkedet.
Der er meget på spil og planerne er ganske enkelt helt vilde, hvorfor sammenligningerne med kupfilmenes univers ligger lige for. Det er også svært ikke at heppe bare en smule på forbryderne.
Med reenactments af samtalerne med forbryderne får vi desuden baggrunden, og den er sjældent bare grådighed. I første del af Money Plane er det faktisk svært ikke at få sympati med bagmanden, der blot forsøger at få penge nok til at adoptere et barn og skabe en familie.
På den måde twister Heist genren ved at give stemme til forbryderne. Men det er ikke det eneste genrebrud. For de første afsnit er reelt også plot spoilers. Forbryderne sidder nemlig foran os som dømte.
Forbryderne blev altså nappet, og dermed ved vi – modsat normalt i true crime – allerede dér, at forbrydelsen bliver opklaret.
Er det så et problem? Nej, selvom man kunne tro, at det betød, at andet afsnit blev overflødigt, så balancerer Heist de to halvdele godt.
Der er som bekendt altid to sider af en sag. Efter første afsnit sidder man måske tilbage med et lille håb om, at forbryderne har en kuffert med kontanter gravet ned et sted.
Men man kommer hurtigt tilbage på det lovlydige spor, når det modsatte perspektiv kommer på banen, og kameraet retter sig imod detektiverne, der må tage lige så vilde midler i brug og for at komme til bunds i de vilde forbrydelser, som næsten kun en Egon Olsen på speed kunne have udtænkt.
