Kate Wyler er ikke specielt interesseret i hverken politik, hæder eller offentlig anerkendelse. Til gengæld er hun bundsolid diplomatisk håndværker, der håndterer relationer mellem nationer på højeste niveau.
I første afsnit af ”The Diplomat” er hun egentlig på vej til en ambassadørpost i Mellemøsten, som hendes hjerte brænder for.
Men bliver i sidste øjeblik og meget mod sin vilje shanghajet til den mere ceremonielt anlagte post som amerikansk ambassadør i London, da et britisk hangarskib i Golfen rammes af et missilangreb.
Derfor er her brug for en mere fast hånd ved rattet end det, end en tilfældig bidragyder til præsidentens valgkamp kan levere.
For hvem står egentlig bag missilangrebet?
Er iranerne på krigsstien, hvilket alle – og især den slagfærdige britiske premierminister – er overbevist om, eller ligger der andet bag?
Ud i noget værre snavs
Det står til gengæld hurtigt klart, at kræfter i den amerikanske regering samtidig pønser på at groome Kate Wyler (Keri Russell) til posten som vicepræsident i stedet for vicepræsidenten, der er ved at rode sig ud i noget værre snavs.
Hvilket ingen i første omgang dog rigtig bekymrer sig om at fortælle hende.
The Diplomat er på kort tid blevet en af de mest sete serier på Netflix, hvilket er fuldt fortjent. Den lykkes nemlig med at koble storpolitiske intriger, elegante replikker, humor og solidt skuespil i hoved- og biroller med interessante personligheder og private genvordigheder i bunkevis.
Hovedpersonen er f.eks. ikke blot udstyret med venner og fjender på højeste niveau, men også med husbonden Hal (Rufus Sewell), der selv er kontroversiel – om end detroniseret – karrierediplomat.
Samtidig er han en intrigant, charmerende blanderøv af Guds nåde med tårnhøj cigarføring, der helt afgjort ikke er vant til at spille andenviolin.
Parret er for øvrigt også halvt om halvt gået fra hinanden. Men det går naturligvis ikke an, hvis man har en fod i døren til Det Hvide Hus og er nødt til at holde lidt på formerne.
The Diplomat er helt enkelt brandgod underholdning
The Diplomat er helt enkelt brandgod underholdning i departementet for politiske thrillere og sammenlignes gerne med hæderkronede The West Wing, som den i stil og tone har mere til fælles med end den mere kynisk og uforsonligt anlagte House of Cards.
Her er også en del tråde at holde styr på, og ofte må man bare finde sig i, at alt ikke forklares med det samme.
Så her er man nødt til at hænge på for med tiden bedre at kunne se det større billede. Hvilket heldigvis er en fornøjelse.
Alle otte episoder af første sæson ligger på Netflix, og selv om man – med den positive modtagelse og en IMDB-rating på 8,2 in mente – kan være næsten sikker på, at der også kommer mindst en sæson to, så har Netflix dog ikke bekræftet det endnu.
