Arbejder du med offentlig digitalisering, og har du ikke læst Politikens glimrende interview med Folketingets ombudsmand, Niels Fenger, så skal du gøre det.
For ombudsmanden siger det i interviewet skræmmende direkte: Den offentlige digitalisering sætter borgernes retssikkerhed under pres.
Ikke fordi en eller anden amokløbende kunstig intelligens har besluttet at rødhårede ikke kan få boligstøtte – og heller ikke fordi de globale techgiganter har fundet på nye krumspring.
Og som Niels Fenger fortæller i interviewet, så er det heller ikke de komplekse juridiske problemstillinger, der driller borgerne, og dermed optager ham.
I stedet er det den stærke fokusering på effektiviseringer og standardisering.
Derfor må ombudsmanden skride ind, når mindreårige er standardmodtagere på breve fra psykiatrien.
Når formularer om opholdstilladelse kræver et pasnummer fra folk uden pas. Eller når ved lovsikrede rettigheder forsvinder, fordi systemet ikke kan tage højde for bisiddere eller advokater.
Den slags er svært at læse om uden at blive bare en smule forarget.
For det er ikke systemernes skyld.
For software er sat i verden for at kunne skalere best practice – i hvert fald indtil de kloge AI-modeller hjælper os med at skabe en endnu bedre best practice.
Det er heller ikke de konkrete sagsbehandleres skyld. De sagsbehandlere, som før digitaliseringen ville have fanget de absurde krav efter to-tre tilfælde eller have opdaget behovet for en håndbåren undtagelse.
Til gengæld er det de chefers skyld, som har accepteret software, der tydeligvis er mast igennem, og hvor den klassiske 80/20-regel betyder, at det er bare ærgerligt med de sidste 20 procent.
Det kan til nød gå i det private, hvor du som kunde kan finde en alternativ leverandør. Men når det handler om borgere, er det selve tilliden til retsstaten, som de dårlige systemer sætter i spil.
Både Politiken og ombudsmanden fortjener derfor stor ros for at sætte fokus på de omkostninger som forsimplede og forhastede systemer har - både for den enkelte og for samfundet.