Private netkanaler på vej ind i dansk tv

Nyt netkoncept giver danskere med en videotelefon eller web-kamera mulighed for at skabe deres egen tv-station. Videoblogs er popkulturens seneste manifest: Hurtige videokommentarer om alt mellem himmel og jord.

Fænomenet vlogs - videoblogs - er kommet til Danmark i en mere organiseret form på den nyåbnede vlog-portal, Nettv.nu.

Her kan danskere skabe deres egen tv-kanal og bringe lige det, de har lyst til. Det eneste der kræves, er en brugerprofil og elektroniske levende billeder. Ordet og billedet er frit.

- Vi har betingelser om, at vi ikke vil have porno eller materiale, der bryder ophavsretten, ligesom vi kan slette stødende indslag, fortæller Lars Borgholt, idémanden bag portalen.

Han er konsulent i firmaet Smshotline og har tidligere stået bag Ugen.dk, hvor folk, der følte sig hængt ud i medierne kunne tage til genmæle.

- Jeg syntes, at det kunne være skægt at have min egen tv-station og tænkte, at jeg nok ikke var alene, forklarer han.

Start primitivt, tænk stort

Indtil videre er to andre personer involveret i projektet, der består af en webside, hvor seerne kan streame stationer og indslag. Programmering og design er blevet købt ude i byen.

- Det har været vigtigt for os, at folk ikke skal downloade noget, siger Lars Borgholt, der nødigt vil ud med, hvor meget, der er blevet investeret i projektet og hvor meget, han regner med at kunne tjene på det.

- Her i begyndelsen skal vi dokumentere klik og antal besøgende, og det kræver nogle investeringer. Målet er vel blandt andet at få gjort serveren for lille. Så er vi glade, men der er lang tid til, for vi har fået at vide, at den kan holde til at hele Danmark kan være på hjemmesiden på en gang, ler Lars Borgholt.

Nettv.nu opererer med to forskellige modeller. Den ene er gratis for de fortællelystne, men indslagene må ikke fylde over 10 MB stykket, og der vil på sigt blive vist reklamer mellem dem. Den anden koster små 2.000 kroner for 100 MB plads.

- Firmaer kan for eksempel vælge denne løsning og kun gøre indholdet tilgængeligt for de ansatte eller måske sælge adgang til interesserede. Man bestemmer selv, hvordan man vil offentliggøre tingene, forklarer Lars Borgholt.

Han ser uanede muligheder i konceptet, men understreger, at der er en lang række faktorer, han vil måle succes på.

Det er først og fremmest mund-til-mund-metoden, der skal gøre Nettv.nu udbredt. Når den første bølge af nysgerrige har lagt sig, håber han på en mindre, men dedikeret seerskare. Men Lars Borgholt er villig til at tænke stort.

- Hvis det bliver aktuelt, så træder vi ind i Sverige og Norge også. Men så længe vi synes det er sjovt, bliver vi ved. Tålmodighed er vores stærkeste våben, mener Lars Borgholt.

Syret kultfænomen

Vlogs er for længst blevet et kultfænomen i USA.

De små film, sære nyheder og andet godt bliver først og fremmest bragt på private hjemmesider, og flere vlogs har et dagligt besøgstal, der ligger langt over, hvad man måske skulle tro, når billedet er grynet og indholdet er skævt.

Den amerikanske newyorker-kanal Rocketboom er hurtigt blevet en kendt vlog-leverandør. Holdet bag leverer dagligt tre minutters syrede lavbudget-nyheder og klip, for eksempel om verdens hurtigste ketchupdrikker eller en pige, der danser til en ringetone.

Klippene kommer fra seere og vidt forskellige websites og bliver leveret med et stærkt glimt i øjet. Så stærkt, at flere amerikanske tv-kommentatorer har udråbt kanalen til at være en forfriskende fornyer i forhold til etablerede nyhedsformidlere.

Navnenyt fra it-Danmark

Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse
Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

Claus Berg

Netip A/S

SAP SuccessFactors Partner Pentos har pr. 1. marts 2026 ansat Plamena Cherneva som Seniorkonsulent indenfor SuccessFactors HCM. Hun skal især beskæftige sig med konfiguration og opsætning af SuccessFactors suiten, samt udvikle smarte løsninger til mellemstore danske virksomheder. Hun kommer fra en stilling som løsningsarkitekt indenfor HR IT hos LEO Pharma. Hun har tidligere beskæftiget sig med HR procesdesign, stamdata og onboarding. Nyt job

Plamena Cherneva

SAP SuccessFactors Partner Pentos