I bogen "Menneskesynet – Hvordan grov udnyttelse blev tilforladelig" af Alexandra Krautwald og Mettelene Jellinggaard udforskes to fundamentalt forskellige menneskesyn, der præger vores samfund og arbejdspladser.
Tanken er at give læseren en dybere forståelse af, hvordan divergerende syn på mennesket har vidtrækkende og ofte negative konsekvenser for både individer og organisationer.
Forfatterne præsenterer i indledningen to hovedsyn på mennesket:
Det indadrettede og det udadrettede. Det indadrettede syn fokuserer på individets egen udvikling og ansvar, mens det udadrettede syn understreger miljøets og de ydre omstændigheders betydning for menneskets udvikling.
Denne fundamentale forskel har skabt polarisering og udfordringer på arbejdsmarkedet, hvorfor mange organisationer fejler i deres forsøg på at forbedre trivsel og resultater.
Tilsvarende argumenterer Krautwald og Jellinggaard for, at en balanceret tilgang, der integrerer både indre og ydre faktorer, vil føre til mere velfungerende organisationer .
Den ni sider lange og udmærket opsummerende indledning er faktisk det bedste ved den 187 sider lange bog.
Resten er en imaginær casefortælling, hvor forskellige personers historie væver sig ind og ud mellem hinanden, mens de eksemplificerer forfatternes pointer.
Desværre forekommer både de medvirkende personer og deres interaktioner et langt stykke hen ad vejen ret fortænkte.
Samtidig er sproget så klichétungt, at selv forfatterne af bullshit-tunge LinkedIn-opslag – eller af romantiske ugebladsfortællinger – nok ville mene, at det var for meget af det gode:
”Birte, interviewer og rekrutteringsansvarlig, erklærede: ”Vi søger folk, hvis lidenskab brænder uophørligt, og som konstant stræber efter udvikling.” Med overbevisning havde hun tilføjet: ”Du er netop sådan en ressource, tror jeg.” Hendes øjne havde hvilet venligt på Julie, som om de forsøgte at afkode hendes inderste.”
For slet ikke at tale om:
”Kvinderne fandt ham uimodståelig, og lejlighedsvis blev nogle forelsket i hans høje, ranke skikkelse og hans venlige, eftertænksomme øjne, der altid syntes at rumme noget meget vigtigt. Hans kolleger søgte ham som støtte og inspiration, ligesom blomster, der strækker sig mod solens varme. Julie vendte sig mod ham for at få hans visdom og vejledning, især når livets alvor og udfordringer fyldte hendes sind.”
Sådan fortsætter det. Side op, side ned og hele bogen igennem.
Af personernes interaktioner kan man naturligvis både direkte og indirekte læse forskellene i og konsekvenserne af deres væremåde, personligheder og syn på hinanden.
Måske kan man endda også lære noget af eksemplerne og af de pointer, som de til lejligheden opfundne personer fremfører undervejs.
Men det gør man bare ikke, hvis man længe inden har kastet bogen fra sig i indædt kæbekværnende irritation – og booket tid hos tandlægen for at få udbedret skaderne.
Bogen præsenteres i pressematerialet som en ”skarp og intens samtidssatire,” og som sådan er der naturligvis videre rammer for form og indhold, end hvis her havde været tale om en almindelig fagbog.
Men der er alligevel grænser for, hvor store veksler man kan tillade sig at trække på læserens tålmodighed. Især i en udgivelse, der gerne vil tages alvorligt som et indspark i debatten om, hvordan alle kan fungere bedst muligt sammen på arbejdspladsen.
Menneskesynet – hvordan grov udnyttelse blev tilforladelig. Forfattere: Alexandra Krautwald og Mettelene Jellinggaard / udkommer 11. juni
