Historiker og journalist Anne Applebaum var blandt de første til at råbe op, da Europa – lidt dumdristigt – bandt sin energiforsyning op på rigelig og billig russisk gas.
Ikke mindst fordi hun tidligere end mange andre gennemskuede, at Vladimir Putin var en magtglad og skruppelløs despot med langt større ambitioner end blot at rage til sig for at bygge slotte og luksusyachter.
I sin seneste bog Autocracy, Inc: The Dictators Who Want to Run the World – eller Autokrati A/S, som er titlen på den danske oversættelse – folder Applebaum perspektivet ud til resten af verden.
Bogen tegner et billede af, hvordan klodens diktatorer og autokratier har formået at pakke smålige uenigheder og besværlig ideologi væk til fordel for et pragmatisk samarbejde om at konsolidere egen magt, knuse enhver modstand og fremme egne og fælles dagsordener.
Samtidig har de på ubehageligt dygtig vis formået at designe et modbillede til vestlige demokratier og ideer om gensidig respekt og forpligtende internationalt samarbejde.
Her er autokratierne
Kumpanerne tæller ikke kun Kina og Rusland, men også en lang række lande som bl.a. Nordkorea, Nicaragua, Venezuela, , Iran, Angola, Myanmar, Cuba, Sudan, Aserbajdsjan og – indtil for ganske nylig – Syrien.
Midlerne er delvist gammeldags og gennemprøvede, men her spilles også på nye strenge.
For samarbejdet foregår i vidt omfang mellem små og store stater, der alle nærmest drives som ledernes personlige aktieselskaber. De formår også at drage fordel af hinandens særlige kompetencer, præcis som når virksomheder samarbejder.
Nogle er gode til at træne og udruste sikkerhedstropper, andre driver ”troldefabrikker” som spreder propaganda og misinformation, køber sig ind i medier og infrastruktur, finansierer terror- og oprørsgrupper eller udlåner tropper til venner i nød. Som nu f.eks. Nordkorea, der har rakt Rusland en hjælpende hånd i Ukraine.
Gode til at flytte værdier
Samtidig forklarer Anne Applebaum, hvordan de stinkende rige autokrater målrettet anvender muligheden for hurtigt at flytte enorme værdier derhen, hvor de aktuelt gør størst gavn (eller diskret kan trække renter i fred og ro).
Det gør samlet set Vestens modstandere mere kapable og farlige end i sin tid Sovjetunionen og dens satellitstater.
Dengang var vores modstandere ganske vist også både militært stærke og havde stram kontrol med befolkningerne.
Men de var til gengæld bundet op på langsommelige bureaukratier, en begrænset teknologisk formåen og et overvejende ideologisk funderet mellemstatsligt samarbejde.
Derimod kan nutidens autokratiske ledere handle mere smidigt og enerådigt, ligesom de heller ikke behøver ikke tage ideologiske hensyn.
Samtidig drager autokraterne som nævnt fordel af de omfattende teknologiske og finansielle muligheder i en langt mere globaliseret verden.
Endelig udnytter man, hvordan vestlige demokratier på flere områder står mere splittet end under den kolde krig.
Blandt andet fordi en ikke ubetydelig del af demokratiernes befolkning i dag lader sig forføre af ideen om en stærk mand, der påstår at kunne sætte tingene på plads og få togene til at køre til tiden.
Dels naturligvis fordi globaliseringens fordele har været ujævnt fordelt, dels på grund af den misinformation, autokratierne så flittigt er med til at sprede.
Det er i sandhed interessante tider, og Anne Applebaums bog samler på forbilledligt kort og præcis vis trådene.
