Vi tester normalt ikke gaming-enheder i ComputerWorld. Undtagelsen kan dog være skærme, da de krav, der stilles til en gaming-skærm, også har fordele til alt andet.
Det er netop tilfældet med Philips Evnia 27M2N5201P, der heldigvis også er designet helt neutralt, så der ikke skriger gaming, når den står på skrivebordet, og samtidig har den netop dyder, der gør den egnet til mange opgaver.
Hurtig og rolig, men kun 1080P
Et hurtigt panel er næsten altid godt, da det giver rolige billeder til alt, du arbejder med. Det er næsten indlysende.
Philips leverer en opdateringshastighed på 260 Hz og har smart MBR, der er en teknologi, der blandt andet fjerner slør, når noget er i bevægelse. Det er en funktion, der kan slås fra, hvilket er fint, da det kan give lavere lysstyrke, og nogle vil opleve, at billedet flimrer lidt.
HDR for øget kontrast er også indbygget, men også et panel, hvor du må nøjes med Full HD-opløsning.
Opløsningen eller mangel på samme vil være en ”dealbreaker” for mange, men arbejder du med blandede miljøer som tekst, internet og lidt billedbehandling, kan det ofte fungere – for med i ligningen er en pris på rimelige 1.500 kroner.
Prisen er lav, men ikke unik – det kan du godt finde fine kontorskærme til i 27”, men ikke med samme teknologi, og med den i mente er prisen faktisk meget rimelig.
Indstillinger til alt, og de virker
Et hurtigt panel er næsten altid godt, da det giver rolige billeder til alt, du arbejder med.
Så trods sin status har Philips-skærmen husket alt det andet og har således en ret omfattende menu, hvor du kan vælge alt fra spil, underholdning, anti-blue-light og meget mere.
Det er justeringer, der har tydelig effekt og ikke mindst fungerer ret godt. Du styrer dem med en lille joystick bagpå, så det er let at skifte – og det er fint, da man ellers vil have tendens til ikke at benytte de muligheder.
Skærmen er nydeligt lavet i plastik og med en stor, stabil trekantsfod, der godt nok er spinkel, men konstruktionen, hvor benene stikker meget ud til hver side, gør, at den alt andet lige kræver lidt plads.
Ergonomien er godkendt, da du kan vippe, løfte og dreje alt, du har behov for, og det overordnede indtryk, med prisen i mente, er i orden.
Bagpå har du LED-lys, der kan lyse op i takt med det, du ser, og det er let at slå fra. Til en film eller et spil er det dog ganske effektfuldt.
Der kan tilsluttes via DisplayPort eller HDMI, men ikke USB-C, hvilket er mangelfuldt for en skærm anno 2026.
Klippefast billede
Panelet står helt så roligt som forventet, men opløsningen betyder også, at det hele ser lidt fladt og to-dimensionelt ud. På skærme med højere opløsning virker billedet mere dynamisk.
Men på med levende billeder, og det er meget tydeligt, at farverne står flot frem uden at blive for meget. Der er tryk på, men heldigvis ikke på en trættende facon.
Tekst står skarpt og i sagens natur meget let at læse, og skærmen opleves ikke trættende over lang tid foran den. Anti-blue-light-funktionen gør ikke panelet for dunkelt, og skærmen har som nævnt en usædvanlig ro for prisklassen.
Opløsningen er det springende punkt og det, der vil afgøre, om den overhovedet er interessant. Til billedbehandling kan den sagtens benyttes, når du bruger den rigtige indstilling, og vi taler amatørniveau eller bare til en PowerPoint.
Billig genvej til flot billede
Hvis du bruger skærmen meget til billeder, underholdning i form af film og serier samt naturligvis også gaming, er Philips-skærmen altså ret skrap til prisen.
For 1.500 kroner får du flotte farver, roligt billede og kvaliteter, du normalt skal betale mere for.
Det helt store spørgsmål er naturligvis, om du kan leve med opløsningen, når den skal benyttes som allroundskærm.
Til spil er opløsningen perfekt, til resten er det op til dig. Så uagtet prisen er ret skarp, så må Evnia alt andet lige nøjes med et hæderligt tre-tal i karakter, når jeg skal vurdere den som en skærm til det hele.