Det er ikke nødvendigvis de erfarne specialister, der først mærker konsekvenserne af AI på arbejdsmarkedet.
Det kan blive de unge, der endnu ikke er for alvor har fået en fod ordentligt ind.
Sådan lyder advarsel fra toppen af IMF og Verdensbankens jobråd.
For hvis AI overtager eller ændrer de rutineprægede opgaver, som nyuddannede traditionelt bruger som første trin ind på jobmarkedet, så risikerer en hel generation at få sværere ved overhovedet at komme i gang med at arbejde.
IMF-chef Kristalina Georgieva beskriver udviklingen som en "langsom tsunami".
"Dem, vi først og fremmest skal bekymre os om, er de unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet," sagde hun ifølge CNBC under en paneldebat mandag.
Vil gøre kriseordninger permanente
Bekymringen er så stor, at Tharman Shanmugaratnam, som er præsident i Singapore og medformand for Verdensbankens jobråd, nu foreslår at gøre nogle af de arbejdsmarkedsordninger, der blev brugt under coronakrisen og finanskrisen, til en fast del af værktøjskassen.
Idéen er blandt andet, at regeringer skal arbejde tættere sammen med virksomheder og give dem større incitament til at ansætte nyuddannede.
"Det første trin i beskæftigelsen, dit første job efter endt uddannelse, oplever nu lavere efterspørgsel," lød det fra Singapores præsident fra scenen.
Ifølge ham skal staten ikke længere kun se den slags støtte som en nødforanstaltning i økonomiske kriser, men i stedet se denne støtte som noget, der kan blive nødvendig som et mere permanent svar på en arbejdsmarkedsstruktur, der ændres af AI.
40 procent af verdens job bliver berørt
IMF vurderer, at omkring 40 procent af alle job globalt på sigt enten vil blive forbedret, forringet eller helt fjernet som følge af AI.
I de avancerede økonomier er andelen endnu højere - helt op omkring 60 procent, mens det for lavindkomstlande ligger på 23 procent.
Det betyder dog ikke, at de fattigere lande slipper lettere.
Ifølge Kristalina Georgieva skyldes den lavere eksponering i høj grad, at AI endnu ikke er trængt lige så langt ind i økonomien i disse lande.
IMF vurderer samtidig, at teknologien kan løfte væksten med mellem 0,5 og 1 procentpoint i avancerede asiatiske økonomier og mellem 0,2 og 0,8 procentpoint i vækstøkonomier i Asien.
Det betyder paradoksalt nok, at selvom AI ifølge IMF løfter produktiviteten og væksten, så kan teknologien samtidig være med til at svække efterspørgslen på nogle af de jobs, der traditionelt har været unges vej ind på arbejdsmarkedet.
Vækst og jobs er ikke det samme
Det er også derfor, den singaporeanske præsident advarer mod, at man fra politisk side læner sig alt for godt tilbage, bare fordi økonomien vokser.
Han peger på Kina, Indien og dele af Sydøstasien som eksempler på økonomier med pæn vækst, men som samtidig oplever en svag jobskabelse.
AI kan ifølge ham gøre den forskel større, hvis politikerne reagerer for passivt.
Presset er allerede tydeligt i teknologisektoren, hvor efterspørgslen efter nyuddannede er faldet.
Og hvis unge går længe uden et relevant første job, handler problemet ikke kun om, at de nyuddannede går glip af at få løn, men også at de risikerer at miste færdigheder og troen på, at der overhovedet er en plads til dem på arbejdsmarkedet.
Dansk AI-forsker har advaret om samme skævhed
Bekymringen ligger tæt på en pointe, som AI-forsker Morten Axel Pedersen tidligere har fremhævet over for Computerworld.
Han ser ikke nødvendigvis et arbejdsmarked, hvor AI bare erstatter mennesker én til én.
Men han har advaret om, at teknologien kan skabe større ulighed og politisk polarisering, hvis gevinsterne bliver ulige fordelt.
Samtidig lød det, at han kunne forestille sig, at konsekvenserne af AI kan skabe et politisk pres for en eller anden form for kompensation, hvis store AI-virksomheder ender med at hente meget store gevinster fra modeller, der er trænet på enorme mængder menneskeskabt materiale, men også fordi de kan være med til at ændre på arbejdsmarkedet.
Argumentet kunne være, at det i sidste ende er menneskehedens viden, tekster, billeder og øvrige data, der har været råmaterialet til at udvikle teknologien, som man nu profiterer stort på.
Derfor er det ifølge Morten Axel Pedersen ikke usandsynligt, at vi kan komme til at se demokratiske samfund, der på et tidspunkt kan begynde at diskutere, om en større del af den økonomiske gevinst fra AI skal føres tilbage til befolkningen - på den ene eller den anden måde.
Hvis ikke at sådant folkeligt krav om omfordeling af værdier vil blive imødekommet, så stiger muligheden for politiske revolutioner – præcis som vi så det med den industrielle revolution, vurderer AI-forskeren.