Scribona-problemer rammer hele Skandinavien

Baggrunden for fyringen af Scribonas øverste chef Tom Ekevall Larsen er, at Scribonas omstrukturering og implementering af et centralt it-system har givet omfattende problemer i hele koncernen.

Omstruktureringer og indkørsel af et nyt centralt it-system hos it-distributøren Scribona har taget for lang tid og kostet for mange penge.

Sådan lyder den enkle forklaring på, at Scribonas koncernchef, Tom Ekevall Larsen, har måttet tage sit gode tøj og forlade topposten hos Scribona, der har datterselskaber i Danmark, Norge og Finland.

Scribonas regnskab for årets tre første kvartaler viser en ganske svag fremgang i omsætningen til 6,5 milliarder kroner sammenlignet med samme periode sidste år, mens driftsresultatet er faldet dramatisk til minus 102 millioner kroner fra minus 10 millioner kroner i 2005's tre første kvartaler.

Fyret og effektiviseret

Scribona har gennem mere end et år været i gang med at rationalisere og effektivisere de nordiske forretninger, hvor de grundlæggende it-systemer - ERP og indkøb - samt andet backoffice-it er blevet kørt sammen.

Samtidig er lagerfunktionerne blevet nærstuderet, og en central lager- og logistikfunktion er etableret i Rosersberg udenfor Stockholm.

I 2005 blev det danske og det norske datterselskab overtaget af moderselskabet, som officielt nu står for driften i de to lande. Det samme skete for selskabet i Finland i år.

Datterselskaberne har i dag har status af agent-virksomhed, som for Scribona Nordics regning bearbejder de lokale kunder, mens moderselskabet har ansvaret for varestrømmen med indkøb og logistik.

Smertensbarnet Danmark

I Scribonas økonomiske smertensbarn, Danmark, er lageret blevet flyttet fra Århus til København, og en stribe medarbejdere er blevet opsagt gennem det seneste års tid.

Ikke desto mindre er den danske omsætning faldet og underskuddet øget fra januar til september 2006 set i forhold til samme periode sidste år.

Den danske direktør, Lars Göztsche, har tidligere fortalt Computerworld, at han forventer at opnå plus på driften i andet halvår i år som et resultat af de mange omstruktureringer og nedskæringer.

Ifølge den nu forhenværende koncernchef Tom Ekevall Larsen har overdistribution været såvel Scribona som de andre it-distributørers altoverskyggende problem siden fjerde kvartal 2005.

Mindst en må væk

Tom Ekevalls vurdering var, at mindst en af de fire broadline-distributører Ingram Micro, GNT/Also, Tech Data og Scribona skulle væk. Herhjemme vil det være rimeligt også at sætte Actebis ind i den ligning.

Koncernledelsen bakker i kvartalsregnskabets ledelsesberetning op om Ekevalls betragtning og tilføjer, at en sådan konsolidering er bydende nødvendig for på længere sigt at få has på distributørernes problem med indtjeningen.

I første omgang var det paradoksalt nok chefen selv, der fik kniven, så må tiden vise, hvem af konkurrenterne, der på længere sigt opgiver ævred eller bliver opkøbt.

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

    Emil Kristoffersen

    Netip A/S

    EG Danmark A/S har pr. 17. august 2026 ansat Michael Banegas Madsen, 32 år,  som Senior Account Executive. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for nysalg og vækst af eksisterende kunder, samt opbygning af kunderelationer på tværs af Jylland og Fyn. Han kommer fra en stilling som Senior Talent Attraction Specialist hos Danske Commodities A/S. Han er uddannet Kandidat i Corporate Communication fra Aarhus BSS. Han har tidligere beskæftiget sig med 6 års erfaring med rekruttering af tech-profiler i bl.a. Danske Commodities. Nyt job

    Michael Banegas Madsen

    EG Danmark A/S

    Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

    Victor Dohlmann

    Arctic Wolfs Network

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec