Integration vigtigere end lave priser på IP-telefoni

Tema: Det er slut med at sælge IP-telefoni på billige minutpriser. Nu handler det om avanceret integration med forretningssystemerne og mobiltelefonen, siger to teleanalytikere.

Danske virksomheder vælger ikke længere IP-telefoni på grund af billige minutpriser.

Nu er det integrationen med de øvrige forretningssystemer, der for alvor sælger.

Det vurderer de to teleanalytikere Torben Rune fra Netplan og Brian Troelsen fra IDC.

"I dag handler det i meget høj grad om integrationen imellem forskellige systemer, der gør, at man kan bruge IP-telefoni på en helt anden og meget mere avanceret måde," forklarer Torben Rune.

"Teknologien er ved at blive moden," siger Brian Troelsen.

Mange anvendelsesmuligheder

Mens rigtig mange virksomheder i dag bruger IP-telefoni sammen med CRM-systemet, så kundernes data kan ses under samtalerne, er mange virksomheder også begyndt at bruge IP-telefoni på helt nye måder.

For eksempel bruger hospitalerne IP-telefoni til at indtale memoer fra stuerundgangen, hvor man tidligere måtte ty til en diktafon. Med IP-telefoni som redskab kan indtalingen automatisk blive gemt i en database.

Ofte er der også integration imellem kalendersystemer og telefonsystemerne.

Hvis en ansat er til møde, og det er noteret i kalenderen, sendes opkaldet derfor ikke ind til hans telefon, men derimod til sekretæren eller voicemailen.

"35-40 procent af alle telefonopkald er i første hug forgæves, hvilket vil sige, at det fører til, at man knalder røret på eller indtaler en besked på telefonsvareren. Når antallet af forgæves opkald er så højt, er der tale om et kolossalt tidsspilde," siger Torben Rune.

Hans virksomhed, Netplan, har fundet frem til tallene i en række af de projekter, som virksomheden har gennemført for kunder.

Mobiltelefonen bliver det store hit

Både Torben Rune og Brian Troelsen vurderer, at det næste store skridt inden for IP-telefoni bliver integrationen med mobiltelefonen.

Brian Troelsen henviser til IDC-tal, der viser, at mere end 50 procent af virksomhederne forventer, at mobiltelefoni vil blive integreret i IP-telefoni-løsningen i fremtiden.

"Man kan for eksempel lægge en applikation på mobiltelefonen, så den også fungerer som IP-telefon, når du er inden for det trådløse netværk," forklarer han.

I dag har de mest avancerede IP-telefonsystemer mulighed for at udveksle data med mobiloperatørerne, så en mobiltelefon med det rette simkort og det rette abonnement faktisk kan aflevere statusinformation fra telefonen til omstillingsanlægget.

Det betyder, at man kan minimere antallet af omstillinger og fejlopkald.

De store satser

Torben Rune forklarer, at alle de store softwareudviklere som Microsoft, Cisco, Avaya, Alcatel og Siemens har løsninger, der giver en komplet viden om, hvor den enkelte medarbejder er, og på hvilken måde han/hun lige nu skal kontaktes.

"Det er et satsningsområde hos alle de store softwarevirksomheder, fordi det er noget, som ændrer og flytter hele kundebetjeningen til et meget højere niveau, end vi har været vant til," forklarer Torben Rune.

En IDC-undersøgelse fra november blandt 600 virksomheder viste, at cirka 20 procent anvendte IP-telefoni. Den andel ventes at stige til op mod 40 procent i år og kan nå op på 50 procent i løbet af to år.

"Der kommer stadig mange nye til, og alle dem, som allerede har fået IP-telefoni, har nu lært af deres erfaringer og ruller det så ud til resten af organisationen," siger Brian Troelsen fra IDC.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

    Jakob Dirksen

    GlobalConnect

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS

    Immeo har pr. 1. maj 2026 ansat Sofie Amalie Buur som Consultant. Hun kommer fra en stilling som Frontend Engineer & UI/UX Designer hos Valyrion. Hun er uddannet Cand.it. Softwaredesign ved ITU. Nyt job