Firma vil tilbyde billige overtakserede sms'er

Den nylancerede SMS-gateway Hardwired satser på at sælge overtakserede SMS-tjenester til små virksomheder og private.

En ny spiller på markedet for overtakserede SMS-tjenester har meldt sig på banen. Hardwired satser benhårdt på de små kunder.

Man kender det fra Vild med dans og Melodi Grand Prix. Muligheden for, at afgive sin stemme, betale for en service eller deltage i en konkurrence via en overtakseret SMS. Den mulighed vil Hardwireds direktør Kasper Nyboe nu også give private og små virksomheder.

”For eksempel musikere, der ikke kan finde et pladeselskab, men gerne vil tjene penge på sin musik. Og mindre virksomheder, der gerne vil starte SMS-konkurrencer op, men ikke har pengene til at gå til de store,” siger Kasper Nyboe.

Fordelen ved Hardwired er til at få øje på. Det koster nemlig ikke noget at oprette sig som bruger af tjenesten.

”Jeg kan gøre abonnementet gratis, fordi det hele er automatiseret. Jeg har ikke brug for folk til at gennemgå fakturaer og jeg har ikke brug for folk til at tage kontakt til store firmaer, for dem satser jeg slet ikke på,” siger Kasper Nyboe og fortsætter:

”Normalt koster det et femcifret beløb i oprettelse og en firecifret beløb i månedligt abonnement at bruge en SMS-gateway.”

Hos Hardwired er betalingen 95 øre af hver SMS, staten vil have noget moms, og teleselskaberne tager mellem 25 og 35 procent af det resterende beløb. I sidste ende får man kun omkring halvdelen ud af hver overtaksering. Overtakseringen kan være på mellem 2 og 75 kroner.

Normalt er kommissionen på en overtakseret SMS mellem 15 og 30 procent, så ved de dyre SMS’er er Hardwired noget billigere end de store spillere på markedet. Ved de billigste SMS’er er de noget dyrere.

Ikke desto mindre er prisen for at komme i gang med overtakserede SMS-tjenester blevet noget lavere, for private og små virksomheder, der gerne vil prøve kræfter med den form for forretning.

En spændende satsning

Martin Salamon, formand for Indholds- og betalingsgruppen hos Telekommunikationsindustrien, mener, det er spændende, at nogen nu satser hårdt på et nyt markedssegment.

”Hvis det bliver solgt rigtigt, så er der bestemt plads til at markedet kan vokse,” siger Martin Salamon, der til daglig er Pricing Manager hos Sonofon.

Han vurderer, at det samlede marked for overtakserede SMS’er på nuværende tidspunkt er omkring 250 millioner kroner.

”Der er hele tiden et marked for nogen, der forstår at kombinere tingene og gøre dem anvendelige for dem, som ikke har indholdstakserede SMS’er som fokusområde, men hvor det indgår som en del af deres forretning,” siger Martin Salamon.

Danmarks største som underleverandør

Hardwired har ikke sin egen gateway, men bruger Danmarks største udbyder af overtakserede SMS-tjenester, firmaet Unwire, som gateway-leverandør. Altså en af dem firmaet forsøger at slå på prisen.

”Hardwired køber nogle elementer hos os, men udvikler andre selv. Derfor har virksomheden mulighed for at tilbyde sit kundesegment meget konkurrencedygtige priser,” siger Sales Manager hos Unwire, Jacob Aisen. Han ser ikke Hardwired som en konkurrent.

”Man kan ikke gøre alting selv, så når nogen vil levere noget, vi ikke selv fokuserer på, så vil vi meget gerne støtte op om det,” siger Jacob Aisen og understreger, at det ikke betyder, at Unwire ikke selv vil have små kunder fremover.

”Der er ikke nogen rigtig store kunder på det mobile marked. Man er nødt til at satse bredt. Det samlede marked for overtakserede SMS’er er nok 250 til 300 millioner i Danmark,” siger Jacob Aisen.

Normalt koster det flere tusind kroner at bruge en SMS-gateway, men det er ikke helt uden grund fortæller Jacob Aisen:

”Vi har mere end 60 mand, der udvikler vores løsninger. Den slags er dyrt. Hardwired satser på en mere simpel løsning.”

Annonce

PensionDanmark

Digital Risk Manager til PensionDanmark

Københavnsområdet

Unik System Design A/S

Product Owner – AI-First Property Management

Nordjylland

Capgemini Danmark A/S

Java Engineer

Københavnsområdet

Annonceindlæg fra Lenovo

Hvorfor lykkes nogle organisationer med AI – mens andre sidder fast i pilotfasen?

AI rykker fra teknologiagendaen til den strategiske dagsorden. Men for mange er vejen fra ambition til målbar værdi længere end forventet.

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. september 2026 ansat Michelle Sørensen som Operation Coordinator ved netIP's kontor i Hernng. Hun kommer fra en stilling som Koordinator hos Norlys koncernen. Nyt job

Michelle Sørensen

Netip A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Nikolaj Henrik Pieter Jansen som Junior Consultant. Han skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Han kommer fra en stilling som Digital Advisor & Account Manager hos Twentyfour. Han er uddannet hos IT-Universitetet i København. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og projektstyring. Nyt job

Nikolaj Henrik Pieter Jansen

Norriq Danmark A/S

Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

Morten Jakobi

Fellowmind Denmark A/S