IFPI: Telebranchen har et etisk ansvar

Det er en vigtig afgørelse for rettighedshaverne - i dette tilfælde personificeret ved IFPI's og FDV's medlemmer samt Gyldendal og JP/Politikens Hus - der fik medhold på alle punkter i sagen, fordi kendelsen endnu engang slår fast, at reglerne i EU's Infosoc-direktiv kan bruges til at begrænse piratkopiering.

Vi ved, at pirat-støtterne i den kommende tid vil kritisere Østre Landsrets afgørelse. Man vil snakke om "censur på internettet", "begrænsning af ytringsfriheden", "kinesiske tilstande" osv. Tech-blogs over hele verden vil flyde over med kritik af IFPI og de øvrige rettighedshavere, som har vundet sagen, og påstå, at vi er forstenede i vores måde at tackle teknologiens udfordringer på. Men det eneste, der er mere forudsigeligt end vores forsøg på effektivt at varetage producenters og kunstneres rettigheder, er nok denne kritik, hvis argumentation konsekvent undlader at forholde sig til lovgivningen på området.

Sagen mod Sonofon handler ikke om hverken censur eller ytringsfrihed. For der er ikke noget indhold, man som bruger af fx The Pirate Bay ikke lige så godt kunne hente - lovligt - på alle mulige andre måder. Fx ved at betale for det.

Vi ved udmærket, at der er kunstnere, filmfolk og andre, som bruger The Pirate Bay som distributions-redskab til at formidle deres værker på lovlig vis. Og selv om det er ærgerligt for dem, at adgangen til The Pirate Bay nu blokeres, er der jo heldigvis masser af andre muligheder for at distribuere sine værker gratis via nettet. YouTube og MySpace er blot to oplagte eksempler, som også den etablerede branche benytter sig af.

Pointen ved The Pirate Bay er, at det ikke er den lovlige distribution, der skaber trafikken (og dermed grundlaget for tjenestens annonceindtægter). Det er trafikken til ulovligt kopieret musik, film, bøger etc., som sikrer de mange brugere, og som dem, der anvender The Pirate Bay til lovlig distribution, lukrerer på. På en meget lidt solidarisk måde, kan man vist godt tillade sig at tilføje.

Dagens retsafgørelse fastslår internetudbydernes medansvar for at hjælpe rettighedshaverne med at komme dét massive internetpirateri til livs, som på verdensplan igennem de seneste snart 10 år har været den væsentligste årsag til faldet i pladeselskabernes omsætning.

Vi forstår godt, at internetudbyderne ikke er særligt begejstrede over udsigten til at skulle belaste de kunderelationer, de i forvejen har så svært ved at fastholde, ved at blokere deres kunders adgang til ulovlige internettjenester. Ironien er imidlertid, at flere internetudbydere også selv har store problemer med de kunder, der primært bruger deres internetforbindelser til at kopiere og distribuere ulovlig musik, film, bøger osv. Fordi den massive, ulovlige fildeling gør kundernes internetforbindelser langsommere. Også de kunder, der ikke foretager sig noget ulovligt.

Hertil kommer, at flere internetudbydere som bekendt selv er (på vej ind) i indholds-branchen, og derfor har en indlysende interesse i at medvirke til at begrænse pirateriet mest muligt.

Og så har vi slet ikke nævnt sådan noget som Corporate Social Responsibility som i sig selv skulle tilsige store virksomheder, der hver for sig i mange tilfælde er større end hele den danske pladebranche tilsammen, at medvirke til den nødvendige oprydning i de ulovligheder, der foregår på deres net.