Computerviews: Man fristes måske nok til at tro, at Twitter bare er endnu et lag på internettet, der i konstant og imponerende tempo pumper ligegyldig og uinteressant information ud.
Og det er vel sådan set også rigtig nok. På den måde kan man sige, at Twitter er ganske repræsentativ for internettet som helhed.
Spørgsmålet er så bare, om der mon findes reelle, nyttige måder at bruge denne hypede tjeneste, som ingen rigtig kan finde ud af at klassificere, ud over, at 'det handler om noget med at skrive korte beskeder'.
Sender live fra hele verden 24/7
Twitters store styrke er den grænseløse adgang, konceptet giver. Billeder direkte fra brændpunkter rundt omkring på kloden, uforbeholdne meninger og synspunkter fra kendte og lægfolk på lige fod, og på godt og ondt, lynhurtig distribution af nyheder og reportage. Alt sammen endnu et trin op ad globaliseringsstigen, hvor alle har noget at skulle have sagt.
Problemet er bare, at der er så meget information, at man dårligt magter at tage fat på noget som helst. Marketingafdelinger verden over har set ideen i at kunne skyde budskaber afsted med spredehagl, og et utal af bøger, for ikke at nævne blogs og artikler, går på hvordan man efter sigende kan udnytte dette spændende fænomen til sin fordel.
Samtidig har tilstrækkeligt mange galninge fundet vej til tjenesten, og de står så absolut ikke tilbage for at levere vanvittige indslag i dagligdagen. Men det er der jo ikke noget nyt i.
Risikabelt farvand
Er Twitter som udgangspunkt pålidelig? Nej, her stemmer troværdigheden overens med internettet generelt. Det står, som udgangspunkt, alle frit at kalde sig lige nøjagtigt hvad de vil. Og det gør de lystigt.
Twitter har dog forsøgt sig med en slags validering af udvalgte personer, eksempelvis kendisser, hvor Twitter selv står for en slags identifikation eller blåstempling. En såkaldt verified account.
Så er der det man på journalistsprog kalder kildekritik. Hvordan kan man vide, om det der bliver skrevet af tilfældige personer, rent faktisk holder vand?
Når først en historie er startet, er lige netop Twitter nemlig et eminent godt værktøj til at sparke den videre ud i æteren, takket være den særlige "retweet-funktion," der fungerer som en slags videresend-funktion. Og da man per definition videresender til alle, ikke helt ulig kædebreve, er det potentielle antal modtagere ufattelig højt. En person sender til 100, som hver især sender til 100 og så fremdeles.
Da Michael Jackson døde, gik Twitter-universet for alvor amok. Glem alt om at blive "spredt som en steppebrand." Nyheden om popstjernens død var jorden rundt mange gange, før nogen kunne nå at bekræfte noget som helst. Og alle citerede den samme hjemmeside, sladdermediet TMZ.com.
Men effekten var selvforstærkende. Folk så en, to, 10, 50 skrive om det samme, med lige stor overbevisning, og så måtte det jo passe.
Der skal ikke meget til at starte sådan en bevægelse, og når først der er momentum bag budskabet, spredes det som en virus, helt og aldeles uden at tage hensyn til nogen form for myndighed eller autoritet. Bare spørg de høje herrer i Iran.
Og så alligevel…
Hvis Twitter er så håbløs og kaotisk en tjeneste, hvad skal det så gøre godt for?
Der hvor Twitter måske i virkeligheden har sine berettigelse, kan eksempelvis være blandt dem der bruger tjenesten med moderation.
Er man ganske almindelig dødelig, som bare gerne vil følge lidt med i hvad der foregår, og ikke nødvendigvis behøver at vide, hvad et glamourøst kendispar fik til frokost en tilfældig tirsdag, så er der nu alligevel håb.
Dels kan en virksomhed holde lidt øje med sit produkt, ved løbende at søge efter navnet, og se hvad folk ytrer. Indsigt af den mest diskrete og uforbeholdne slags.
Utallige tjenester laver løbende statisk over hvilke emner, der rykker den pågældende dag, og hvor henne i verden. Afsenderes geografiske placering er nemlig tilgængelig (sådan nogenlunde troværdigt).
Direkte adgang
På sigt kan man forestille sig, som det er tilfældet i dag, i flere større amerikanske byer, at man ud fra sin placering kan se, hvad dagens menu består på den lokale restaurant eller café. Kommunikationskanalerne vendes på hovedet, og barrierer brydes ned.
Eller som Biz Stone, medstifter af Twitter selv formulerede det i et interview med The Guardian:
"Tænk på en gadehandler i Indien, der kan spørge, 'Hvis jeg får en vandmelon, vil I så købe den?' Der er en forandrende magt i små beskeder, som vi bliver enormt inspirerede af, og som vi har tænkt os at bringe online verden over."
I sidste ende er spørgsmålet, om det hele egentlig ikke kan sammenlignes med internettets færd fra start til nu. Først var der alt om intet, og det er der stadig. Men vi er blevet bedre til at sortere i informationerne, og det er måske så småt ved at gå op for nogle, at det ikke nytter særligt meget at spamme dagen lang.
Resten, dem må vi vel bare finde os i. Sådan som vi plejer.
