Ansatte bruges som fotomodeller

Accenture bruger sine medarbejdere som fotomodeller i annoncer og markedsføring. Firmaet vil have, at det er medarbejderne selv, der tegner deres ansigt udadtil. Udvælgelsen af modeller sker blandt andet ud fra uddannelsesbaggrund.

Der er ikke professionelle fotomodeller i stillingsannoncerne fra konsulenthuset Accenture. Det er medarbejderne selv, der lægger navn og ansigt til virksomhedens rekrutteringskampagner.

Det var det også, da konsulenthuset sidste år søgte en intern IT-supporter via annoncer i Berlingske Tidende og en række job-hjemmesider. Der kom flere end 80 ansøgere til stillingen, og fem blev udvalgt til en samtale.

? At kun fem kommer til samtale, er ikke et udtryk for, at der ikke var mange kvalificerede til jobbet. Fra starten bestemmer jeg mig for, hvor mange der skal til samtale, afhængig af job-typen, og det var uhyggeligt svært at vælge, hvem der skulle videre i processen, siger Maj-Britt Maltesen, som er ansvarlig for rekrutteringsafdelingen hos Accenture.

Ansigt udadtil

Accenture skiftede sidste år navn fra Andersen Consulting og flyttede ind i et nybygget domicil i Kalkbrænderihavnen i København. Den gode beliggenhed med udsigt over Øresund er et af argumenterne, når Accenture profilerer sig.

? Ja, selvfølgelig bruger vi stedet her, når vi skal fortælle, hvem vi er. Men det er medarbejderne selv, der tegner vores ansigt udadtil. Jeg går rundt blandt kollegerne og udvælger en 40-50 forskellige typer, blandt andet ud fra deres forskellige uddannelsesmæssige baggrund. De bliver spurgt, om de har lyst til at blive fotograferet, og det siger de fleste ja til. Så sender vi dem til en fotosession hos en professionel fotograf. Af de 250 billeder, jeg får tilbage fra fotografen, vælger jeg dem, der skal bruges i vores jobannoncer, fortæller Maj-Britt Maltesen.

De ansatte kan efterfølgende få kopier af billederne med hjem til familien.

På karrieremesser sidste år hængte Accenture fotostater op med billeder af de medarbejdere, der også rent fysisk var til stede på messen.

? Vi fik positiv respons på, at de medarbejdere, der reklamerede for os på de store billeder, var de samme som dem, man kunne snakke med på vores stand. Det gør det mere personligt, mener Maj-Britt Maltesen.

Ingen personlighedstest

Accenture bruger slet ikke personlighedstest, når de ansætter.

? Vi evaluerer det hvert år på et møde, men indtil videre har vi ikke fundet argumenterne for at begynde at bruge personlighedstest. Med lange, faglige og personlige samtaler bør vores interviewere være erfarne og dygtige nok til at finde den rigtige profil hos ansøgerne, siger hun.

Headhunter-bureauet kommer først ind i billedet, når specialiststillingerne skal besættes. Som tommelfingerregel ansættes nyuddannede og folk med op til fem års erfaring af Accenture-interviewere uden hjælp udefra. Ved stillinger, der skal besættes af folk med mere end fem års erfaring, bliver headhunteren inddraget.

IT-supporteren, som fik jobbet fra annoncen, er bror til en Accenture-konsulent. Det er der ikke noget nepotistisk i, for bedste m/k får jobbet, siger Maj-Britt Maltesen.

Accenture havde i øvrigt sidste år en nettovækst på 40 procent i medarbejderstaben og har nu flere end 300 ansatte.

Denne artikel er fra Computerworld IT Job

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 17. august 2026 ansat Jesper U. Sørensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Chief Technology Officer hos NetSec ApS, hvor han også var partner. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
    LCG har pr. 1. september 2026 ansat Thomas Wong, 47 år,  som Director of Cyber & Risk Advisory. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for at udvikle LCG’s rådgivning inden for cybersikkerhed, cyberrisiko og GRC. Han kommer fra en stilling som VP of security hos Atea. Nyt job