Hvem skal bygge din carport? Hvem skal passe dine børn, invitere din datter ud, eller være den næste ansatte i dit firma?
Det ved du ikke lige nu. Men når det sker, er der stor sandsynlighed for, at du googler vedkommende.
Google er blevet vores fælles genvej til den åbenhed, vi tager for givet i et moderne demokrati. En åbenhed, der måske er en illusion bygget på Googles uigennemskuelige algoritmer, men stadig en åbenhed, som er større end nogensinde før i menneskehedens moderne historie.
Med EU-dommen, som giver dig mulighed for at ansøge om at
få fjernet søgeresultater fra Google, er den åbenhed truet.
Selvfølgelig er dommen en sejr for alle dem, som forfølges af
rygter på nettet, og den er et vigtigt skridt for privacy-kampen.
Samtidig er den et vigtigt skridt i kampen for at tøjle virksomheder som Google, der blandt andet lever af dine og mine informationer.
Problemet er, at Google i sagen er sat i en umulig situation.
For bag online-ansøgningsskemaet sidder privatansatte Googlefolk og skal vurdere ansøgningerne om at få fjernet uheldige søgeresultater.
Måske synes de mandag, at Kurt Thorsen nok har udstået sin straf - og tirsdag at Klaus Riskær må leve med, hvad søgemaskinen kan finde om ham?
Er det for eksempel rimeligt at få fjernet henvisningen til en
dom, efter at pletten er forsvundet fra straffeattesten - eller må man vente 10, 15 eller 20 år? Og hvilken slags domme kan fjernes?
Vi ved det ikke, for processen er endnu en tur ind i et kontrollet og ekstremt lukket Google-land.
Et land, hvor der som i så mange andre store verdensomspændende firmaer gælder helt andre regler end i resten af samfundet.
Tilbage står offentligheden med risikoen for, at bestemte søgeresultater forsvinder uden varsel - at historien kan skrives om.
Det gælder både for hæderlige mennesker med reelle problemer
og for politikere og forretningsfolk med ondt i moralen.
Det er en kæmpe udfordring for et moderne samfund, som
bygger på, at alt som udgangspunkt er offentligt. Og det er en
kæmpe udfordring, at den sympatiske mulighed for at lade nettet glemme styres ud fra vage kriterier i en lukket virksomhed.
Det er værd at huske, at før den omfattende digitalisering og
efterfølgende indeksering i søgemaskiner var overblik og tilbageblik forbeholdt organisationer med fastansatte bibliotekarer, avisredaktioner med arkivadgang eller journalister med adgang til databaser. Som dørvogtere stod de og delte informationerne ud i det tempo, som passede deres sag.
Derfor er den frie, billige adgang til nettets information en
unik demokratisk triumf. Også selv om vi ofte i stedet bruger den triumf til at se på nuttede kattevideoer.