Artikel top billede

Bestikkelses-sag: Atea risikerer at blive udelukket fra offentlige it-kontrakter i hele Europa

Hvis Atea-medarbejdere bliver dømt for at bestikke offentligt ansatte i Region Sjælland, risikerer virksomheden at miste offentlige it-kontrakter i hele EU. Men der kan være en udvej for selskabet.

It-selskabet Atea kan miste en milliardomsætning fra staten, kommunerne og regionerne, hvis det viser sig, at Atea-medarbejdere har bestukket offentligt ansatte fra Region Sjælland.

For med en endelig dom for bestikkelse kan Atea med en dansk omsætning på 5,8 milliarder kroner risikere at skulle vinke farvel til offentlige ordrer på grund af reglerne i EU's udbudsdirektiv.

Ifølge Atea-direktør Steinar Sønsteby kommer et sted mellem 40 og 45 procent af selskabets omsætning i Danmark fra offentlige kunder.

Det vil i hele kroner sige et sted mellem 2,3 milliarder og 2,6 milliarder kroner her i Danmark.

"Der er en ret entydig pligt for offentlige myndigheder til at udelukke selskaber, der forbryder sig mod udbudsdirektivets kapitel 45, stk 1 og 2, hvis myndigheden har kendskab til, at virksomheden eksempelvis er dømt for bestikkelse. Det kan ikke tolkes meget anderledes."

Det forklarer Rikke Thorlund Haahr, der chef for Udbudsportalen - et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Erhvervsstyrelsen.

Den præcise formulering af udbudsdirektivets kapitel 45 kan du selv læse her, og den omhandler udelukkelse af virksomheder, som er blevet endeligt dømt for bestikkelse, for deltagelse i organiseret kriminalitet eller hvidvaskning af penge.

Udelukkelse gælder i hele EU

Rikke Thorlund Haahr fortæller til Computerworld, at når offentlige myndigheder indgår aftaler med private leverandører, kræver myndigheden som regel, at de private leverandører underskriver en tro-og-love-erklæring for overhovedet at kunne komme i betragtning til udbuddet.

Denne tro-og-love-erklæring har rødder i udbudsdirektivet og går blandt andet ud på, at virksomheden ikke har været involveret i eksempelvis bestikkelsessager.

"Det betyder, at hvis folk fra en virksomhed bliver dømt for bestikkelse, kan virksomheden jo ikke underskrive denne erklæring og dermed komme i betragtning til kommunale udbud," forklarer Rikke Thorlund Haahr fra Udbudsportalen.

Læs også: Frygter bestikkelse: Statens It kulegraver alle sine Atea-kontrakter

Da der er tale om et EU-direktiv gælder udelukkelsen ikke kun ved udbud i danske kommuner, men ved alle statslige, regionale og kommunale udbud i hele EU, hvor bagatelgrænsen ligger på halvanden million kroner.

Hvis nogen kommuner eller andre offentlige virksomheder skulle få den ide at hakke en indkøbsordrer på 10 millioner kroner op i 10 separate indkøb, så de ryger under tærskelværdien for udbud, begår de ulovligheder.

"Myndighederne må ikke dele deres kontrakter op med henblik på at komme under tærskelværdien," pointerer Rikke Thorlund Haahr.

Ateas chancer for comeback

Atea har dog en hel række muligheder for også i fremtiden at kunne handle med offentlige myndigheder i både Danmark og i resten af EU.

Også selvom de varetægtsfængslede Atea-medarbejdere bliver dømt skyldige i bestikkelsessagen.

For udelukkelsen af handel med offentlige myndigheder træder først i kraft, når der foreligger en endelig dom.

Indtil videre er de nuværende og tidligere Atea-medarbejdere varetægtsfængslet. Og skulle disse personer herefter dømmes for bestikkelse, kan dommen ankes og efterfølgende afprøves ved en højere retsinstans.

Læs også: Storkommuner kræver nu bestikkelsesforklaring fra Atea

Med andre ord kan sagen trække ud i flere år, hvor Atea i den mellemliggende periode kan gøre meget for at rette op på forholdene og dermed være i betragtning som it-leverandør til det offentlige.

Det forklarer Tom Holsøe, der er formand for Danske It-advokater, til Computerworld.

"En dom for bestikkelse er meget alvorlig, og derfor er der som udgangspunkt et krav om, at en dømt leverandør skal udelukkes. Med de kommende udbudregler kan virksomheden fremlægge dokumentation for, at den har rettet op på forholdene," siger han.

Skal rense sig selv

Tom Holsøe vurderer, at de nye udbudsregler formentlig er klar til januar 2016, og de giver Atea flere muligheder for at fremlægge dokumentation for, at virksomheden er pålidelig.

Han kalder denne proces for 'self-cleaning'.

Renselsesprocessen går overordnet ud på, at en bestikkelsesramt virksomhed har krav på ikke at blive udelukket, hvis den opfylder en række betingelser.

Disse betingelser handler blandt andet om, at virksomheden har ydet erstatning for eventuelle tab, aktivt har samarbejdet med myndighederne og sikrer, at en lignende sag ikke kan opstå igen. 

Læs også: Atea har kendt til bestikkelsessag i mere end et halvt år

Det sidste punkt giver altså Atea mulighed for blandt andet at ændre sine interne arbejdsgange og fyre implicerede folk. 

Tom Holsøe fortæller, at det på nuværende tidspunkt er uvist, hvor lang tid en eventuel udelukkelse af straffede virksomheders handler med offentlige myndigheder gælder. 

"Mig bekendt er der ingen fortilfælde i denne slags sager i Danmark, men jeg kan ikke forestille mig, at en udelukkelse gælder for evig og altid, da der jo skal være en vis proportionalitet i straffen," siger han.

Comeback er muligt

Samtidig siger han, at det i den nye udbudslov er fastlagt, at udelukkelsen gælder fire år fra den endelige dom. 

På europæisk niveau har it-giganten Siemens tidligere været indblandet i en lignende sag om korruption.

Siemens gik sidenhen i gang med en omfattende self-cleaning-proces og var eksempelvis med i opløbet til at vinde kontrakten om sundhedsplatformen til en milliard kroner, der i disse år bliver rullet ud i Region Hovedstaden og Region Sjælland. 

Læs også:
Den store it-bestikkelses-sag: Problemet rækker langt dybere end bare Region Sjælland

Bestikkelsessagen: Så hård en straf risikerer de sigtede it-folk




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere