Artikel top billede

Derfor misser danske virksomheder digitaliseringens gevinster

Klumme: Datadisciplinen er skidt i mange danske virksomheder. Det er ledelsens ansvar, men it-forståelsen i de øverste ledelseslag er temmelig mangelfuld. Derfor får virksomhederne heller ikke fuldt udbytte af digitaliseringen.

En virksomhed kan i fremtiden ikke satse på software alene. Det, der før var en virksomheds største aktiv, vil blive sekundært, og data vil blive det vigtigste aktiv. Det gælder for alle brancher, ikke kun i it-verdenen. 

Ordene er Jim Hageman Snabes, men bør kendes af alle virksomhedsledere.

Det digitale tog kører nu, og kun de, der har kompetencerne og forstår at udnytte den viden, de har, vil være konkurrencedygtige i fremtiden.

Men det halter med datadisciplinen herhjemme, og før den er på plads, kommer Danmark ikke til at høste det fulde udbytte af digitaliseringen. Bolden ligger hos bestyrelserne.

Den digitale vej ud af krisen

Der har været et par it-nyheder i den seneste tid, som hver for sig er interessante, men tilsammen er uhyre tankevækkende.

For nogle uger siden kunne en af morgenaviserne fortælle, at dansk økonomi er ved at gå helt i stå. Nyheden baserede sig på en rundspørge blandt en række erhvervsledere.

PwC har netop sendt sin Industry 4.0-undersøgelse på gaden. Efter at have spurgt 2.100 virksomheder globalt kan revisionshuset konstatere, at digitaliseringsbølgen buldrer derudaf, og er man ikke allerede med på bølgen, er man bagud på point.

Jeg er fuldstændig enig i begge konklusioner og er overbevist om, at det er to indbyrdes afhængige problemstillinger, der peges på: Hvis vi vil styrkede ud af krisen, så skal det ske gennem en øget digitalisering af danske virksomheder.

Men jeg savner alligevel et par væsentlige aspekter. For hvad er det, der gør, at dansk erhvervsliv ikke får fuldt udbytte af digitaliseringsbølgen?

Manglende kompetencer

Jeg tror, at én af de væsentligste årsager er, at virksomhederne ikke råder over tilstrækkelige it-kompetencer i bestyrelses- og direktionslokalet.

I mange tilfælde formulerer ledelsen ikke hele spørgsmålet og kan derfor heller ikke svare på, hvilken løsning der er mest hensigtsmæssig.

Indrømmet, de fleste erkender udfordringen og ser digitalisering som en løsning. Men hvad så bagefter? Hvad stiller man op, når systemet er købt og taget i brug?

Det er der mange bestyrelser og ledelser, der ikke spørger om og derfor heller ikke svarer på.

It er intet i sig selv - data er alt

Mange mindre og mellemstore virksomheder satser på vækst gennem digitalisering. Ind rykker CRM-, HR-, økonomi- og lagerstyringssystemer. Og måske samles det hele i én stor ERP-løsning.

Desværre lever en del bestyrelser med en opfattelse af, at digitalisering i sig selv er vejen til succes. Det er en fejl.

Intet af det, der kommer ud af selv den mest visionære satsning på digitalisering, er stærkere end det, der kommer ind.

Uden præcise, opdaterede og valide data kan man godt vinke farvel til drømmene om vækst baseret på stærkere kunderelationer, effektiv lagerstyring og realtime-økonomioverblik.

Datadisciplin er kultur

Tro mig, datakvalitet er ofte ringe - også i min egen virksomhed kunne den være bedre. Og meget ofte skyldes det simpelthen dårlig datadisciplin i organisationen.

Det er med andre ord et spørgsmål om kultur og "måden, vi plejer at gøre det på". Alt for mange steder er for eksempel opdatering af et CRM-system noget, man overlader til en studentermedhjælper et par gange om måneden.

Datakvalitet er bare ikke et særlig højt prioriteret emne, og dét er efter min mening en af de væsentligste hindringer for, at virksomhederne kan få fuldt udbytte af investeringerne i digitalisering.

Efter 35 år i den del af it-branchen, der baserer sig på en stærk datadisciplin hos brugeren, har jeg et enkelt råd, som jeg gerne vil give videre: Trapper vaskes fra oven, og en strategisk tilgang til data er et tema, som bør have fokus fra bestyrelse og direktion og ned gennem organisationen.

Det digitale tog kører nu, og kun de, der har kompetencerne og forstår at udnytte den viden, de har, vil være konkurrencedygtige i fremtiden.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt? 

Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.