Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Dima Solomin/Unsplash)

Meta overvejer at sætte Instagram og Facebook bag betalingsmur i EU for at omgå myndigheder

Som et modsvar til EU's regulativer mod at begrænse Metas annoncemodel, overvejer selskabet at sætte visse dele af Instagram og Facebook bag betalingsmur som en månedlig abonnementsordning.

Meta overvejer at lancere betalte versioner af Facebook og Instagram til samtlige brugere i EU.

Det sker blandt andet på baggrund af, at Metas annoncemodel blev kendt ulovlig af EU i starten af året, fordi selskabet automatisk indhentede samtykke til at give brugerne personlige reklamer, når de loggede ind på de sociale medier.

Med til afgørelsen fulgte en historisk høj bøde på 390 millioner euro – svarende til 2,9 milliarder kroner - for brud på GDPR.

De betalte versioner vil betyde, at brugerne ikke vil modtage reklamer på hverken Instagram eller Facebook og på den måde, fastholder Meta en indtjeningskilde uden af benytte sin annoncemodel og dermed kontrol fra EU’s myndigheder.

Det skriver The New York Times på baggrund af udtalelser fra tre talspersoner tæt på Meta, der dog taler på betingelse af anonymitet, fordi planerne er fortrolige.

Det fremgår også, at Meta vil fortsætte med at tilbyde gratis versioner af Facebook og Instagram med annoncer i EU.

Det er uklart, hvor meget de betalte versioner af apps vil koste, eller hvornår Meta vil rulle dem ud.

No such thing as a free lunch

I næsten 20 år har Metas sociale medier været gratis for selskabets 3,88 milliarder brugere, der hver måned bruger selskabets tjenester.

Men ‘no such thing as a free lunch’, som det kendte udtryk siger, og selv om Metas tjenester er gratis, betaler brugerne med sin data, der bruges til at sælge reklamer til virksomheder, der kan målrette sine produkter til en nøjagtig målgruppe.

Hvis Meta indfører betaling på tjenesterne vil det være et af de mest håndgribelige eksempler til dato på, hvordan virksomheder er nødt til at gentænke sin forretning for at overholde EU’s databeskyttelsesregler og andre regulativer.