Jeg skal ikke gøre mig klog på, om business cases på offentlige it-projekter altid rammer forbi - og i endnu mindre grad om, hvor vidt dette gøres bevidst.
Rent objektivt kan man vel ikke benægte, at der har været et par spektakulære eksempler herpå i nyere tid. Det er vist også alment kendt, at Finansministeriet for tiden ser på, hvad man kan gøre for at opnå bedre løbende styring af statslige it-projekter:
http://www.computerworld.dk/ (...)Min fornemmelse er, at man nok ville kunne finde brugbar inspiration til en bedre estimering og styring af statslige it-projekter ved eksempelvis at se på agile udviklingsmetoder.
Et andet sted, det kunne være interessant at se nærmere på, er Vivek Kundras værdipapir-inspirerede måde at bedrive projektporteføljestyring på. Som jeg har forstået metoden, går princippet ud på at "investere" i de projekter, der løbende lever op til deres målsætninger, mens projekter som gentagne gange ikke honorerer egne udmeldinger omkring tidsfrister, resultatkrav og lignende vil opleve, at deres finansiering tørrer ud. Jeg har sakset et citat fra GovTech, hvor Vivek Kundra beskriver tilgangen:
"I created a portfolio management model where we treat every project in government as a stock. We evaluate the management team; we evaluate how happy our customers are; we evaluate the performance, whether it's on time, on budget and delivering value. We use that data to decide whether to hold on to the project, invest more or kill it - similar to what portfolios in a private market would do as far as sell, buy or hold. That's brought a lot of scrutiny and moved us aggressively in terms of killing projects that won't deliver.
Kilde:
http://www.govtech.com/ (...)På den netop overståede it-arkitekturkonference i Århus var Finansministeriets digitaliseringschef Lars Frelle blandt talerne. Han blev blandt andet spurgt til de amerikanske erfaringer med projektstyring, og som jeg forstod Lars, var han af den opfattelse, at de havde pakket deres projekter meget tungt ind i styring uden at kunne demonstrere bedre resultater end her i Danmark. Jeg ved dog ikke, om Lars' udsagn refererede specifikt til Vivek Kundras tilgang i Washington D.C. eller var en mere bred reflektion over føderale myndigheders it-styring. Der er sikkert nogle temmeligt tunge projekt audits i det amerikanske forsvar eksempelvis, som vel næppe kan sammenlignes med Vivek Kundras principper.
Selvfølgelig vil den aktie-inspirerede porteføljestyringsmodel være svær at gennemføre i en virkelighed, hvor hver enkel myndighed kan argumentere for nødvendigheden af at fortsætte udviklingen af et nyt system på trods af gentagne budgetoverskridelser ved at henvise til systemets nødvendighed for at kunne implementere ny lovgivning.