Her er HP's nyeste planer med pc-forretningen

Meg Whitman lægger ud med at overveje alligevel at beholde Personal Systems Group, som sælger pc'er og smartphones.

Artikel top billede

Computerworld News Service: Blot en måned efter at Hewlett-Packard offentliggjorde planerne om at sælge sin pc-forretning, fortæller den spritnye koncernchef, Meg Whitman, nu, at selskabet vil beslutte sig inden årsskiftet.

HP offentliggjorde midt i august under den tidligere topchef, Leo Apotheker, at selskabet ville udforske mulighederne for at afhænde Personal Systems Group (PSG), som beskæftiger sig med pc'er, smartphones og tablet-pc'er.

Nyhedsbureauet Bloomberg rapporterer, at HP nu genovervejer forslaget om at afhænde pc-forretningen, med henvisning til en kilde med kendskab til selskabets planer.

Under et telefonmøde fortæller Meg Whitman, at der vil falde beslutning om forretningsenhedens fremtid i løbet af de næste tre måneder.

"Med hensyn til det eventuelle salg af PSG er vi fast besluttede på at gøre et grundigt stykke arbejde lige nu for at afgøre, hvad der vil være det bedste skridt at tage. Og vi forventer, at bestyrelsen når frem til en afgørelse ved afslutningen af kalenderåret, hvis ikke før. Denne beslutning er udelukkende baseret på værdien for investorerne og værdien for kunderne," forklarer hun.

Meg Whitman er netop udnævnt som HP's CEO, efter selskabets bestyrelse identificerede en række svagheder i Leo Apothekers lederskab og følte et behov for at bringe en ny leder på banen, fortæller HP's bestyrelsesformand, Ray Lane.

En klods om benet

Med barberbladstynde profitmarginer og dårlige salgstal er pc-forretningen blevet en klods om benet for HP, der nu forsøger at lægge vægt på mere profitable forretningsområder såsom enterprise-software, -services og -hardware.

HP offentliggjorde også midt i august planer om at afvikle sine smartphones og tablet-pc'er med webOS-platformen, og i USA blev HP's TouchPad-tablet-pc'er revet væk, da de blev solgt med massiv rabat for at rydde ud i lagerbeholdningen.

Pc-forretningen er dog ifølge analytikerne en integreret del af HP's drift og vil derfor muligvis ende med at forblive under selskabets kontrol.

"Det er verdens største pc-leverandør og den mest profitable næst efter Apple. Det er overraskende, at HP taler om at afhænde pc-foretningen, uden at der foreligger nogen fast beslutning," siger Ezra Gottheil, der er senioranalytiker hos Technology Business Research.

Snakken om at sælge pc-forretningen uden en klar plan har skadet kundernes og partnernes tillid og kan have kostet Leo Apotheker jobbet, vurderer Gottheil.

"Hvordan ville du som kunde have reageret? Jeg tror, de er bekymrede. HP har fået sin meget store installationsbase og kundebase til at spekulere på, hvad der skal ske," påpeger Gottheil.

"Jeg mener ikke, det er nogen god idé at sælge pc-forretningen, og jeg tror heller ikke, det nogensinde kommer til at ske."

Ny CEO skal stabilisere kaos

Meg Whitmans topprioritet bør være at stabilisere det kaos, der er opstået angående HP's kurs blandt ansatte, partnere og kunder, lyder vurderingen fra Gottheil.

Selvom Personal Systems Group er udfordret i forhold til profitmarginen, så er denne forretningsenhed stadig HP's største omsætningskilde og er selvbærende, fremhæver Roger Kay, der er president for Endpoint Technologies Associates.

Pc-forretningen vil hjælpe HP til at fastholde en stærk kapacitet, hvad angår distribution og logistik, og den vil være en hovedkomponent i HP's printerforretning samt de mere profitable forretningsenheder for enterprise-hardware og konsulentvirksomhed, vurderer Kay.

"Synergieffekterne til side, så bidrager pc-forretningen stadig til bundlinjen," bemærker Kay.

Men det er nok slut for Personal Systems Groups webOS-software og -hardware efter at være blevet fejlhåndteret af Apotheker, mener Kay. Apotheker arvede webOS-forretningen, efter HP sidste år købte Palm, mens Mark Hurd var koncernchef. HP trak stikket ud for tablet-pc'erne og smartphones, men ville bibeholde webOS-softwaren og licensere den til tredjeparter.

HP's TouchPad blev dog først populær efter et drastisk prisfald fra 2.700 til 550 kroner i USA, så Apotheker kan ifølge Kay have forhastet sig i sin opgivning af markedet. Var TouchPad i stedet blevet solgt for omkring 1.600 kroner, ville HP have solgt nogle få tusinde enheder, hvilket ville have været nok til at give et lille fodfæste i markedet, vurderer Kay.

Der er heller ikke megen interesse i at licensere WebOS, påpeger Kay og tilføjer, at mobilstyresystemet ikke har nogen stor chance mod konkurrerende mobilplatforme såsom Apples iOS og Googles Android. Microsofts kommende styresystem Windows 8, der også bliver målrettet tablet-pc'er, vil gøre det endnu sværere for webOS at overleve.

"Ingen ønsker at licensere webOS. Hvis ikke HP bygger sin egen hardware og det heller ikke lykkes at licensere platformen, så købte selskabet Palm for ingen verdens nytte," lyder dommen fra Kay.

Konsulenten Steven Protter er dog uenig med analytikerne og mener, at HP bør gå videre med planerne om at afhænde pc-forretningen for at bibeholde sin finansielle integritet. Protter er specialiseret i integration af servere og software fra HP.

"Mit syn på sagen er, at pc-forretningen har en lav profitmargin og jeg er enig i HP's beslutning om at afhænde den, så længe de beholder serverforretningen," bemærker Protter.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

    Ida Laursen

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

    Andreas Dyngberg Pedersen

    Norriq Danmark A/S

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Maria Juliane Friedrichsen, 47 år,  som Office Manager. Hun skal især beskæftige sig med at holde overblik og sikre, at alt på kontoret kører, som det skal. Hun kommer fra en stilling som Office Manager hos Kontorhotellet H2M. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og har en korrekturlæseruddannelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med korrekturlæsning og den daglige drift af kontorer. Nyt job

    Maria Juliane Friedrichsen

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

    Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

    Victor Dohlmann

    Arctic Wolfs Network