Afsløring: Derfor skulle Telenor betale millionbeløb for mobilmast

Hidtil skjulte beregninger viser, hvorfor Statens ejendomsselskab forlangte en million kroner af Telenor for en omstridt mobilmast i Assens.

Artikel top billede

Læs også:
Ballade om dansk mobilmast afværget med hemmelig aftale

Regeringen trækkes ind i fejde om dansk mobilmast

For lidt over en måned siden lykkedes det Statens ejendomsselskab (Freja) at få lagt låg på en kontroversiel sag om en mobilmast i Assens på Fyn.

En sag, der begyndte, da Freja krævede en million kroner for den grund, Telenors mast i Assens var opført på. Ellers måtte Telenor pakke sammen og forlade grunden.

Prisen på en million kroner vakte ramaskrig og mediestorm, da Telenor siden 1993 havde lejet sig ind på grunden til 12.000 kroner om året - en leje der var steget til 20.000 i 2012. Samtidig havde lokale ejendomsmæglere vurderet grunden til at være mindre end 50.000 kroner værd.

Sagen vakte også politisk opsigt, og finansminister Bjarne Corydon (S) blev kaldt i samråd. Men dagen inden samrådet lykkedes det altså i al stilhed Freja at indgå en aftale med Telenor, så masten bliver stående.

Den hemmelige aftale mellem Telenor og Freja har det ikke været muligt at få aktindsigt i, da Statens ejendomsselskab er et aktieselskab og dermed, på trods af at være 100 procent ejet af staten, ikke er underlagt offentlighedsloven.

Sådan beregnede Freja prisen

Men via aktindsigt i en række mails til Finansministeriet kan Computerworld nu løfte sløret for de beregninger, der fik Freja til at lægge ud med en salgspris på en million kroner. Noget, der har vakt stor undren flere steder.

Beregningerne løfter Frejas direktør Karen Mosbech nemlig sløret for i en mail til Finansministeriet.

"Vores prissætning var: Man kan leje ud til 3 til 4 teleselskaber, aftaler af den slags - vurderede vi ud fra andre steder - er cirka 50.000 kroner om året - det vil sige en indtægt på 150.000-200.000 kroner om året. Det kan godt bære 1 mio. kroner. - men den beregning har vi ikke fortalt nogen, det kan der jo være mange meninger om," skriver Frejas direktør Karen Mosbech i mailen, der er sendt d. 5. september.

I en anden mail fra Frejas udviklingsdirektør Carsten Rasmussen til Finansministeriet uddybes beregningerne:

Vi følger Telestyrelsens retningslinjer

"Til din orientering kan jeg oplyse, at den tidligere lejeaftale vurderedes såvel økonomisk som indholdsmæssigt utidsvarende. Den byggede på et paradigme, der er cirka 20 år gammelt og vi har skønnet, at det var hensigtsmæssigt at genforhandle på Telestyrelsens (i dag Erhvervsstyrelsen red.) nyeste paradigme," skriver Frejas udviklingsdirektør Carsten Rasmussen i mailen.

"Vores udbudspris på kr. 1. mio. (som jo er til forhandling), fremkommer ved, at en privat investor køber grunden, sætter en mast op og lejer ud til 4 forskellige aktører for kr. 50.000 pr. lejer pr. år = 200.000 i lejeindtægt sammenholdt med investeringen på kr. 1. mio. for grunden + en mast til 300.000 = kr. 1.300.000 svarende til et afkast på 15 %, hvorpå operatørerne kan montere deres udstyr," skriver Carsten Rasmussen.

Af et internt notat fremgår det, at Telenor startede med en lejepris på 12.000 kroner, da lejeaftalen blev indgået i 1993. Siden 1995 er lejen steget med tre procent årligt for i 2012 at lande på 20.000 kroner.

Sådan oplevede Freja sagen

I Karen Mosbechs mail til Finansministeriet forklarer hun desuden, hvordan Freja oplever hele sagsforløbet.

Sent på aftenen d. 5. september sender Frejas direktør Karen Mosbech en mail til Finansministeriet om sagen, efter at TV-Avisen på DR tidligere på aftenen har bragt et indslag om den omstridte mast.

"Det bliver fremstillet som om, vi har forhandlet med Telenor. Vinklen på historien er, at det er for galt at "staten" sætter prisen så urimeligt højt på en grund, som Telenor skal bruge til at sikre mobildækningen på Fyn."

Men sådan ser virkeligheden ikke ud for Freja, for Karen Mosbech fortsætter.

"I virkeligheden er sagen: Telenor har en lejeaftale på grunden. Det er Telenors mobilmast, der står på grunden, den skal fjernes når lejeaftalen udløber. Lejeaftalen løber til juni 2013, det er Bygningsstyrelsen, der har opsagt aftalen da de indskød grunden i Freja."

"Vi kontaktede i juni Telenor for at høre, om de var interesserede i at købe grunden. Vi skrev "Frejas vurdering er en handelspris på ca. 1 mio. kr med mulighed for udskydelse af overdragelse til 1.6.2013"- altså et udspil til forhandling. Telenor meddelte på en mail en uges tid senere, at de er i færd med at lægge Telenors og Telias netværk sammen, og ikke er på plads organisatorisk, derfor kan de ikke tage stilling til vores salgs-tilbud."

"Siden har vi ikke haft kontakt med dem. De har valgt at gå til telebranchens brancheorganisation med historien," skriver Karen Mosbech og tilføjer lidt senere:

"Min strategi er fortsat at holde mig væk fra pressen."

Landsdækkende krig om mobilmaster

Sagen om masten i Assens er blot den eneste i en række sager, landets teleselskaber lige nu kæmper om lejeprisen på mobilmaster.

Som Computerworld tidligere har kunnet fortælle, er Bagmandspolitiet lige nu i gang med at undersøge en sag om kommunalt karteldannelse, hvor landets kommuner angiveligt skulle have koordineret lejepriser på mobilmaster.

Læs telebranchens reaktion på oplysningerne senere.

Læses lige nu

    Annonce

    Annonceindlæg fra gavdi

    AI er blevet en del af arbejdsdagen - men er vi klar til at bruge den?

    AI bliver først for alvor en del af arbejdet, når teknologien integreres i den måde, vi arbejder på. At have adgang til AI betyder ikke nødvendigvis, at medarbejderne er klar til at bruge den.

    Navnenyt fra it-Danmark

    IFS Danmark A/S har pr. 1. november 2026 ansat Emma Karlsson som Solution Architect. Emma skal især beskæftige sig med at forstå kundernes behov og vise, hvordan løsninger fra IFS kan skabe værdi for dem. Emma kommer fra en stilling som Industry Lead Solution Engineer & AI Champion hos Oracle. Emma er uddannet MSc Industrial Engineering and Management, MBA. Emma har tidligere beskæftiget sig med ERP-systemer på tværs af industrier, forretningsprocesser, implementering og presales. Nyt job

    Emma Karlsson

    IFS Danmark A/S

    Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

    Sophie Dalsgaard Myhrmann

    Elbek & Vejrup A/S

    IFS Danmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Gustav Olsen som Business Development Representative. Gustav skal især beskæftige sig med forretningsudvikling & identificering af muligheder med fokus på AI, automatisering og optimering af forretningsprocesser. Gustav kommer fra en stilling som Business Development Specialist hos SAP Danmark A/S. Gustav er uddannet Cand.merc Sales Management. Gustav har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling og salgsstrategi inden for ERP-teknologi. Nyt job

    Gustav Olsen

    IFS Danmark A/S

    Vektus A/S har pr. 22. oktober 2026 ansat Jim Neble som Consultant Manager. Han skal især beskæftige sig med konsulentchefopgaven i Jylland. Han kommer fra en stilling som ERP Manager hos Kvik. Han er uddannet indenfor økonomi og Business Andministration samt Cand.merc. i strategi, organisation og ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med Konsulentopgaver indenfor Business Central i partnerkanalen. Nyt job

    Jim Neble

    Vektus A/S