Disse it-kendisser skal sikre Danmarks digitale fremtid
Glad og stolt.
Det er reaktionen hos Microsoft Internationals strategidirektør, Jørgen Bardenfleth, efter han i fredags blev officielt udpeget af erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) til at sidde i spidsen for Danmarks IKT-vækstteam.
Han peger på, at vækstholdets fornemmeste opgave bliver at løfte væksten i selve it-branchen, og ikke mindst at få it ind som naturlig løftestang i hele det danske erhvervsliv.
"IKT skal skabe yderligere vækst i Danmark i den private og den offentlige sektor på blandt andet uddannelsesområdet. Hvordan det skal foregå kan jeg ikke være konkret på lige nu," siger Jørgen Bardenfleth til Computerworld efter udnævnelsen.
Her henviser han til, at IKT-vækstteamet først skal mødes til februar.
Hvordan de konkrete ideer skal præsenteres for regeringen efter sommerferien i 2013, er formanden for det nye råd også lidt lang i spyttet omkring.
"Vi skal nok ikke brede os for meget," nøjes Jørgen Bardenfleth med at sige.
Indfør en digital økonomi
Han er dog stærkt begejstret for, at vækstholdet er sammensat af spillere fra en relativt broget flok fra it-iværksættere til offentlige spillere og direktører for store it-virksomheder, som han selv repræsenterer.
Jørgen Bardenfleth skynder sig dog at pointere, at han ikke sidder for bordenden i vækstteamet som Microsofts mand.
Derimod sidder han der som en formand, der skal være åben for mangeartede ideer, der kan bidrage til Danmarks digitale vækst.
"Jeg ser det som en fordel, at medlemmerne på holdet kommer fra vidt forskellige steder. Og derudover er alle interesserede velkomne til at komme med input til os, hvad enten det foregår elektronisk eller ved et fysisk fremmøde," siger formanden.
Han har selv allerede modtaget de første råd til, hvordan it kan løfte væksten i Danmark. Det er sket via det sociale netværk LinkedIN, hvor han har mere end 1.000 forbindelser.
"Der er forskellige forslag fra 100 procent elektroniske penge til bredere it-uddannelser til jobsøgende og arbejdsløse. Og jeg forventer da, at der løbende kommer flere ideer til," siger Jørgen Bardenfleth få dage efter sin officielle udnævnelse som formand for Danmarks IKT-vækstteam.
"De forskellige medlemmer af vækstteamet kan jo også række ud til deres personlige netværk, så vi kan få en god bredde på forslagene, og jeg skal som formand nok sørge for, at alle bliver hørt," lover Jørgen Bardenfleth.
Alle er velkomne
Også på andre sociale netværk er iderigdommen til de digitale vækststænger mangfoldig.
En af Jørgen Bardenfleths kommende vækst-holdkammerater, it-iværksætteren Thomas Madsen Mygdahl, har via Twitter modtaget råd om at afskaffe Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) samt sørge for, at der skabes vækstmuligheder for mindre danske it-selskaber i kampen om de offentlige kontrakter.
Artiklen fortsætter på næste side...