Google trækker nyt våben med gratis kontorpakke

Først valgte Apple at gøre sine kontorpakke-apps gratis til alle nye iOS-brugere. Nu har Google netop svaret igen med en gratis kontorpakke, der skal friste Microsofts kunder.

Artikel top billede

Det har i årtier været sådan, at der hverken var nogen over eller ved siden af Microsofts Office-pakke, når man så på markedsandelene.

Sådan er det for så vidt fortsat, men i de seneste uger er der sket et par ting, der måske vil kunne rokke ved Office-dominansen.

Først offentliggjorde Apple, at kontorpakke-apps som Pages, Keynote og Numbers fremover vil være gratis for alle nye iOS-brugere.

Eftersom rigtig mange forbrugere og virksomheder i dag bruger iPhones og iPads - i stigende grad på bekostning af den traditionelle pc - er det i sig selv et ildevarslende træk for Microsofts Office.

Men Apples apps er som bekendt kun til Apples produkter, og derfor er truslen i første omgang også begrænset til iPhone/iPad, hvor Microsoft i øvrigt selv har valgt kun at lave en delvis satsning med Office-pakken, da den kun findes til iPhone og i øvrigt kræver Office 365-abonnement.

Det skyldes formentlig, at Microsoft ønsker at gøre Windows Phone og Windows 8/RT lidt mere attraktive for de mange kunder, der i forvejen er trofaste Office-brugere. 

Google klar med gratis kontorpakke

Men nu har Google netop valgt at følge i Apples fodspor ved at gøre kontorpakken Quickoffice gratis for alle Android- og iOS-brugere.

Google købte Quickoffice sidste sommer, og dengang lød forklaringen blandt andet, at Quickoffice har "præsteret at sikre gnidningsløs interoperabilitet mellem populære fil-formater, og vi vil arbejde på at bringe deres kraftfulde teknologi ind i vores apps-produktsuite."

Her blot et par uger efter Apples annoncering af gratis kontorpakke-apps skriver Google nu i et blogindlæg, at alle med en Google-konto kan få Quickoffice gratis.

"Du skal blot logge ind med din Google-konto, og så kan du begynde at redigere Microsoft Office Excel, Word og PowerPoint-filer på din iPhone, iPad, Android-telefon eller -tablet."

Google skriver, at Quickoffice er integreret med Google Drive, så du kan gemme filer og tilgå dem der direkte fra Quickoffice.

Quickoffice har tidligere været fremhævet som en af de mobile kontorpakker, der havde fuld understøttelse af dokumenter oprettet i Microsofts Office, og der er da næppe heller tvivl om, at Google med det nye træk forsøger at friste Microsofts Office-kunder.

Microsoft svarer igen med gratis Office

Hele denne gratis-tendens inden for kontorpakker er dog ikke ny.

OpenOffice har eksisteret i årevis, og LibreOffice har også været på markedet i et stykke tid som et gratis alternativ til Microsofts Office.

Indtil videre har konsekvensen for Microsofts Office-omsætning været bekrænset, men Microsoft har dog selv valgt at svare igen ved blandt andet at stille Office-programmerne gratis til rådighed i en browserudgave under SkyDrive og som apps til Windows RT-tablets.

Det vurderes, at Microsofts overordnede markedsandel inden for produktivitets-suiter ligger på mellem 90 og 95 procent.

Det er dog målt på omsætnings-markedsandele, ikke bruger-markedsandele, hvilket blandt andet viste sig i en Computerworld-afstemning, hvor hver femte læser svarede, at de kørte med en gratis open source kontorpakke i form af LibreOffice (16 procent), OpenOffice (fire procent) eller Lotus Symphony (en procent).

Læs mere om det her og se også vores analyse af, om Microsofts Office-dominans er truet med de nye gratis-produkter fra Google og Apple.

Følg @kimstensdal på Twitter

Læs også:

Google køber op: Satser på kontor-apps til din mobil

Apple har (måske) placeret en bombe under Microsofts Office

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Fellowmind Denmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Morten Jakobi som Business Unit Director. Han skal især beskæftige sig med at samle og udvikle Fellowminds forretning inden for Managed Services, Cloud Infrastructure & Security. Han kommer fra en stilling som Chief Executive Officer hos Inventio.it A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med Ledelse og udvikling af Managed Services, serviceforretninger og transformation i Norden og Benelux. Nyt job

    Morten Jakobi

    Fellowmind Denmark A/S

    Wireless Logic Nordic, der leverer sikre IoT-forbindelser til erhverv, har pr. 28. oktober 2026 ansat Wanig Le Pennec som direktør. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af den nordiske forretning med fokus på vækst og strategiske partnerskaber. Han er uddannet MBA fra IAE Paris – Sorbonne Business School og har en ingeniøruddannelse fra ENSEEIHT i Frankrig. Han har tidligere beskæftiget sig med globale partnerskaber og kommerciel udvikling inden for telekommunikation, software og IoT. Nyt job

    Wanig Le Pennec

    Wireless Logic Nordic, der leverer sikre IoT-forbindelser til erhverv,

    IFS Danmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Gustav Olsen som Business Development Representative. Gustav skal især beskæftige sig med forretningsudvikling & identificering af muligheder med fokus på AI, automatisering og optimering af forretningsprocesser. Gustav kommer fra en stilling som Business Development Specialist hos SAP Danmark A/S. Gustav er uddannet Cand.merc Sales Management. Gustav har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling og salgsstrategi inden for ERP-teknologi. Nyt job

    Gustav Olsen

    IFS Danmark A/S