Artikel top billede

Foto: Jonathan Strange Kjeldsen

Test: To mobiler fra HTC med prisen i bund og brugbarheden i top

HTC's nye mellemklassetelefon, HTC Desire 816, er en rigtig god telefon, der kan det hele. Dens lidt billigere lillebror, HTC Desire 610, er også en udmærket telefon, men den har helt klart sine mangler.

HTC er kommet med to nye bud på en telefon, der kan det hele, uden at man skal betale en mindre bondegård for det.

De to nye telefoner hedder HTC Desire 610 og 816, og det er uden tvivl et par gode bud fra HTC, som nu har en telefon i samtlige prisklasser.

Tidligere på året kom flagskibstelefonen HTC One (M8) efterfulgt af One Max, en phablet-telefon på 5,9 tommer, og snart kommer der også en HTC One Mini 2, som går efter designglade folk, som ikke har brug for en telefon med en stor skærm.

HTC One (M8) har vi tidligere haft i hænderne, og vi elskede, hvad vi så. Læs hele anmeldelsen her.

Et par mangler

Begge Desire-modellerne har mangler - specielt 610'eren - men det er, hvad man kan forvente, når man køber en telefon til en lavere pris end flagskibstelefonerne.

Da jeg fik telefonerne i hånden for første gang, havde jeg aldrig før prøvet Android-styresystemet. Det meste var ret intuitivt, men der var et par enkelte gange, hvor jeg måtte ty til internettets uendelige leksikon for at finde vej rundt i styresystemet.

Det er min opfattelse, at de fleste kan mestre både 816'eren og 610'eren forholdsvis hurtigt, selv hvis man, som jeg selv, ikke har kendskab til Android. Og hvis der er noget, man ikke kan finde ud af, er det altid en god idé at bruge Google som en hjælpende hånd.

Begge telefoner foventes at komme på det danske marked i løbet af juni.

Et simpelt og flot design - men dårligt valg af materialer

Designet på de to telefoner er meget minimalistisk udført, og de er begge lavet i plastic med et mat look på forsiden og et skinnende på bagsiden.

Både 610'eren og 816'eren fås i mange forskellige farver, men HTC vælger kun at sælge to forskellige farver per telefon i Danmark.

Ifølge dem selv på grund af efterspørgslen.

Telefonernes matte forside fungerer rigtig godt, men den glatte bagside er ikke helt optimal. Bagsiden på telefonerne samler nemligt meget hurtigt fedtede aftryk fra fingre og hænder og bliver derfor hurtigt klam at røre ved.

Ens hånd laver hurtigt kondensvand på plasticcen, hvilket får den til at se endnu mere beskidt og fedtet ud.

Valget af den skinnende plastic på bagsiden er tiltænkt for fange de yngre købere. Det er samme type skinnende plastic, som sidder på bagsiden af Apples iPhone 5C, og det er nok næppe nogen tilfældighed.

At begge telefoner er lavet af plastic betyder selvfølgelig, at de ikke er så robuste som andre telefoner. Til gengæld vejer de ikke nær så meget.

Jeg er personligt meget bekymret for holdbarheden af den flap, der bekytter telefonernes SIM- og SD-kort. Flappen er lavet af noget meget tyndt plastic, og den føles meget skrøbelig.

Det skal dog siges, at 816'eren alt i alt føles en del mere robust end 610'eren.

610'eren ligger rigtigt godt i hånden og har, synes jeg, en rigtigt god størrelse. På trods af at jeg har en god herrehånd, ligger 816'eren bare ikke særligt godt i hånden, og jeg synes personligt, at den er lige en tand for stor. Men det er jo en smagssag.

816 kører som smurt, mens 610 har problemer

HTC Desire 610 er egentlig en OK telefon, specielt hvis man tager prisen i betragtning. Den er fin til at køre knap så krævende apps, som Facebook, Evernote eller Gmail, men så snart en app eller et spil bliver en smule mere krævende, får telefonen problemer.

Hver gang man trykker på skærmen, er der cirka et sekunds forsinkelse, inden den reagerer. Dette er absolut ikke acceptabelt, hvis man forventer at bruge telefonen til spil og mere krævende apps. Desuden er der, uanset hvilken app man åbner, igen cirka et sekunds forsinkelse, inden app'en åbner.

HTC Desire 816 kører en del mere flydende. Der er - modsat 610'eren - ingen forsinkelse, hverken når man åbner en app eller er inde i krævende apps. Dette gør, at det i det hele taget er en bedre oplevelse at bruge 816'eren, end det er at bruge 610'eren.

Begge telefoner har en opstartstid på cirka 10 sekunder.

Flotte billeder og gode ekstra funktioner

De to telefoner har tre kamerafunktioner: Kamera, video og "Selfie."

Kamerafunktionen fungerer okay på 610'eren, men billedekvaliteten er ikke noget at råbe hurra for. Farverne på billeder taget med 610'eren er meget kolde og ser lidt dystre ud.

Det skal også siges, at autofokussen ikke er helt optimal. Den fokuserer ikke altid, hvor den skal, og måden man fokuserer på er også en smule klodset.

Kamerafunktionen er en smule bedre på 816'eren. Her er billedkvaliteten en del højere end på 610'eren. Billedet er meget skarpere, og farverne virker også både klarere og varmere.

Med hensyn til autofokusen, er den lige så klodset på 816'eren som på 610'eren. Det skal dog siges, at autofokusen er meget hurtigere til at stille skarpt på 816'eren, end den er på 610'eren.

Videofunktionen fungerer ligeledes OK på 610'eren, men billedkvaliteten er, igen, ikke noget at råbe hurra for.

Videofunktionen på 610'eren er ikke særligt god til hurtige bevægelser, så man skal holde telefonen meget stille, for at opnå et resultat, der er værd at se på.

Videofunktionen på 816'eren er igen en tand bedre end på 610'eren. Billedkvaliteten er højere, og farverne er klarere og mere naturtro. Man behøver heller ikke at holde 816'eren nær så stille for at opnå et billede, der er værd at se på.

Af en eller anden grund virker autofokussen på begge telefoner bedre i videofunktionen end i kamerafunktionen.

Til de "selfie-glade" har HTC også indbygget en selfie-funktion i telefonerne. Her kan man både rette på ens ansigtsform, få huden til at se renere ud, rette røde øjne og meget mere.

Alle funktionerne er egentlig meget gode, men kameraet kan nogle gange have svært ved at genkende ansigter, hvilket lidt er et problem, fordi den skal kunne se, at der er et ansigt på skærmen, før man kan bruge alle de førnævnte værktøjer.

En af grundene til, at 816'erens billede ser flottere ud end 610'erens, er at den har en højere skærmopløsning. HTC Desire 816 har en skærmopløsning på 720 x 1080 pixels, også kaldet fuld HD, hvor dens lillebror, HTC Desire 610, kun har en opløsning på 540 x 960 pixels.

Skærm der er lavet til underholdning

HTC Desire 816's skærm er 5,5 tommer stor og meget klar, hvilket gør den ideel til at se film og lignende på. Højttalerne er placeret strategisk i toppen og bunden af telefonen, hvilket giver en flot stereoeffekt, når man holder telefonen vandret.

Telefonen har stereohøjtalere og giver en imponerende lyd. Der er dog det problem, at hvis man skruer lydstyrken op på 100 procent, skratter højtalerne en del. Dette kan dog undgås ved at skrue ned til næsthøjeste lydstyrke.

HTC Desire 610's skærm er også OK til at se film på, men den har ikke helt så flotte farver som 816'eren. Samtidig har den heller ikke den enormt store skærm, som ellers gør 816'eren så god at se film på.

Højttalerne sidder på samme måde på 610'eren, som den gør på 816'eren, men højttalerne er ikke lige så god kvalitet.

Konklusion

HTC Desire 610 er egentlig en meget god telefon til prisen.

Den har nogle mangler, men den fungerer rigtigt godt til basisbrug. Man skal købe sig en HTC Desire 610, hvis man ikke spiller spil eller bruger krævende apps, men derimod bare bruger den til at ringe, sende sms, gå på Facebook, surfe på nettet og lignende aktiviteter. Til dette formål er telefonen rigtig god, og så er prisen i den gode ende af skalaen.

HTC Desire 816 er en rigtig, rigtig god telefon. Den kan alt det, den skal, og så lidt mere til. Den kører alle apps og spil upåklageligt, og den vil for mange være en telefon, som løser langt de fleste krav for mange.

Ønsker man helt perfekt lyd, en smuk skærm og et design- og materialevalg på et højere niveau, skal du oftest op og give 1.000-1.500 kroner mere for en telefon.

Man skal købe sig en HTC Desire 816, hvis man skal bruge en telefon, der kan det hele, men man ikke vil ruineres på grund af dette ønske. Og hvis man i øvrigt ikke har noget imod en enormt stor telefon.

Læs også:

Test: Så fed er ny top-smartphone fra Sony

Test: HTC One M8 er en suveræn mobil og scorer topkarakter

Test: Super-billig - og fornuftig - Android-tablet


Loading ikon


CIO
Stort CIO-interview: Lemvigh-Müllers milliard-omsætning er blevet digital
Job & Karriere
Her er Netcompanys nye hovedkvarter: Flytter til ikonisk adresse i hjertet af København - kommer til at betale million-leje