Stefan Plenge startede i 2010 Nemlig.com. To år tidligere fik han ideen på en tur til New York, og i dag har han fået en af Danmarks rigeste mænd som medejere og er klar til at udfordre de store supermarkedskæder. Foto: Nemlig.com

Han så lyset i New York: Sådan vil Nemlig.com forandre dine indkøb

Nemlig.com har en af Danmarks rigeste mænd som medejere, og virksomheden kan være på vej til at blive et dansk mini-Amazon.

På sin plads over Sortedamssøen i København har Irmahønen gennem mere end 60 år lagt sine syv æg i minuttet.

Men for nylig fik Danmarks formodentligt mest ikoniske neonlysreklame selskab af en ung opkomling.

Nærmest som et signal om tidernes skiften har det storsatsende internetsupermarked Nemlig.com opkøbt reklamepladsen på taget ved siden af.

Med adgang til en enorm pengekasse satser supermarkedet i øjeblikket på at vende op og ned på den danske supermarkeds-branche - på samme måde som Amazon sidst i 90'erne vendte op og ned på det amerikanske bogmarked og senere hele detailbranchen.

I begyndelsen af 2014 opkøbte den danske milliardær Anders Holch Povlsen 49 procent af Nemlig.com og tilførte virksomheden et ukendt, men ikke ubetydeligt millionbeløb.

Anders Holch Povlsen overtog ved årtusindskiftet Bestseller-koncernen fra sine forældre, og han er ifølge det amerikanske magasin Forbes god for knap 27 milliarder danske kroner. Dermed er han Danmarks næstrigeste person samt nummer 322 på Forbes opgørelse over verdens milliardærer.

Investeringen har gjort det muligt for Nemlig.com at gå endnu hårdere til angreb på de etablerede dagligvarebutikker. I fjor offentliggjorde Nemlig.com, at virksomheden ville matche discount-giganten Nettos priser på op mod 1800 forskellige varer.

Og senest har Nemlig.com gjort det muligt for kunderne at få leveret deres varer, samme dag som de bestiller dem.

"I dag står vi i en situation, hvor vi kan føre selv meget store drømme ud i livet. Drømme der er så store, at vi nu kan bide skeer med de helt store drenge i klassen. Vi er meget bevidste om, at de store dagligvarekoncerner stadigvæk er meget større end os, men vi tæller i dag 400 mand, der er dedikeret kun til nethandel, og vi har et investeringsbudget af en kaliber, hvor der ikke længere er tvivl om, at vi mener det her alvorligt. Vi er derfor også overbeviste om, at vi får en stor betydning i dansk dagligvarehandel i fremtiden," siger Stefan Plenge, der er administrerende direktør for Nemlig.com.

Nemlig.com forventer at opnå en omsætningsvækst på næsten 150 procent i indeværende regnskabsår, og på ryggen af den vækst opbygger virksomheden i øjeblikket en logistik-muskel, som de fleste danske netbutikker formodentligt misunder. Og muligvis også gør klogt i at frygte.

Stefan Plenge ønsker ikke at oplyse det præcise antal chauffører, som virksomheden har tilknyttet. Men de ses oftere og oftere på de københavnske gader, hvor de med helt ned til fire timers varsel kan bringe dagligvarer ude til indbyggere i det storkøbenhavnske område fra Helsingør i nord til Køge i syd og Frederikssund i vest.


Inspiration fra New York

Ideen til Nemlig.com opstod i 2008, da Stefan Plenge besøgte en kammerat i New York.

"Jeg skal lige vise dig noget," sagde kammeraten til Stefan Plenge, som på det tidspunkt gennem otte år havde drevet virksomheden Intervare, der bringer dagligvarer ud til ældre mennesker.

Kammeraten åbnede en hjemmeside på sin computer, og der tonede et e-supermarked frem på skærmen. Hurtigt fyldte de en indkøbskurv, og 35 minutter senere ringede det på døren, og ude i opgangen stod et bud med dagligvarerne.

Til sammenligning var leveringstiden på to dage i Stefan Plenges eget firma Intervare, som han i dag stadig driver sideløbende med Nemlig.com.

Fascineret af hændelsen gennemførte han endnu et indkøb dagen efter, og da det denne gang ringede på døren blot 20 minutter senere, stod Stefan Plenge klar iført løbesko. Opsat på at finde frem til hemmeligheden bag de lynhurtige leveringstider.

Da leveringsbudet gik ind i elevatoren, spurtede Stefan Plenge efter manden.

"Jeg løb ud af døren og nåede at se ham springe op på en cykel og køre væk. Det vil sige, at han lå på sin cykel og kørte ud med en ordre af gangen. Men det viste sig, at det var en kæmpe øjenåbner. Det fik mig til at indse, hvad der kræves for at få succes på det her marked," siger Stefan Plenge.

Det amerikanske supermarked leverede nemlig kun dagligvarer på en udvalgt del af Manhattan, hvor befolkningstætheden var tilstrækkelig stor. Kun omkring en tredjedel af Manhattan var dækket af tjenesten, men Stefan Plenge indså, at virksomhedens kunder i det pågældende område til gengæld opnåede en helt uforlignelig service, hvor virksomheden garanterede levering inden for højst 60 minutter.

Da Stefan Plenge vendte hjem fra ferien USA, var det med et mål om at indføre en lignende service i Danmark.

"Vi lavede nogle analyser, hvor vi kom frem til, at det i Danmark ville kræve en befolkningstæthed som den i Storkøbenhavn, hvis vi skulle levere en service i stil med den amerikanske. Her dækker vi et relativt lille geografisk område, men har adgang til 1,8 millioner mennesker, hvilket er knap en tredjedel af Danmarks befolkning," fortæller Stefan Plenge.

Han vurderer dog, at det på længere sigt vil være muligt at udvide Nemlig.coms dækningsområde, i takt med at en større og større procentdel af danskerne tager tjenesten til sig.

Nemlig.com gik i luften i august 2010. Altså knap to år efter, at Stefan Plenge opdagede den amerikanske tjeneste, der tjente som forbillede for Nemlig.com.

Lang udklækningstid
Ifølge Stefan Plenge skyldes den relativt lange udklækningstid, at det var nødvendigt at udvikle en række it-systemer fra bunden, før Nemlig.com at kunne opfylde ambitionen om at genskabe supermarkeds-oplevelsen i en digital udgave.

Det indebærer eksempelvis, at en kunde kan få et real-time-overblik over, hvilke produkter der er tilgængelige. Akkurat som når kunden står i et almindeligt supermarked og visuelt kan konstatere, hvilke varer der står på hylden.

"Det kræver, at vi kan ‘hooke' vores varelager real-time op på vores hjemmeside. Det er en stor opgave at sikre, at vores systemer kører så synkront, at der ikke bare er 'et lag' på et par minutter. Vi har mange tusinde handlende på vores side, og derfor nytter det ikke, at folk sidder og fylder indkøbskurven op med produkter og så bagefter modtager en ordre, hvor der mangler 15 procent af varerne," siger han.

Langt fra Manhattan
Virksomhedens varelager ligger i samme bygning som Nemlig.coms administration i Rødovre.

Her er der langt fra lysreklamerne i det indre København og endnu længere til det amerikanske forbillede blandt Manhattans skyskrabere. I stedet kan betonblokkene fra den københavnske Vestegn skimtes i baggrunden.

I et almindeligt supermarked er de mest populære varer ofte placeret bagerst i butikken, så kunderne bliver ledt forbi så mange produkter som muligt. Men på Nemlig.coms lager er logikken omvendt. Her er de mest populære varer placeret forrest i lagerhallen, så de er lettere tilgængelige for medarbejderne.

Medarbejderne på lageret er udstyret med headset, og de skubber hastigt store vogne med varer rundt på betongulvet, da Computerworld er på besøg.

Varerne på hylderne har et nummer, og hver gang en vare bliver lagt i vognen og dermed tilføjet til en kundes bestilling, siger lagermedarbejderne nummeret ind i et headset. Headsettet er forbundet til en computer, der automatisk registrerer, hvilken vare der er lagt i vognen. Herefter oplyser en computer-stemme i headsettet, hvilken vare medarbejderen skal fylde i vognen som den næste.

Medarbejderne er tilknyttet et specifikt område af lagerhallen, der er opdelt i forskellige varekategorier. Derfor vil en enkelt kundes ordre ofte være pakket af tre til fire forskellige lagermedarbejdere.
Når kunderne placerer en ordre hos Nemlig.com, ryger den ind i logistiksystemet, hvor den bliver ruteberegnet, før den ender på lageret, hvor den bliver pakket.

Til sidst bliver den hentet af Nemlig.coms chauffører, der bringer den det sidste stykke ud til kunden.

Fremtidens butik
I dag findes der groft sagt to forskellige slags netbutikker. Der er butikker som Elgiganten, Coop og Bilka, der især er kendte for deres fysiske butikker. Men som gennem årene har fået opbygget en ganske stærk online tilstedeværelse, og som i dag forsøger at udnytte synergierne mellem de fysiske butikker og online-butikker.

Og på den anden side findes der butikker som Nemlig.com, Zalando.com og ikke mindst amerikanske Amazon.com, der alle kun er til stede på nettet.

Men Stefan Plenge føler sig overbevist om, at vi i de kommende år vil opleve en endnu stærkere tendens til, at salget - også på dagligvarer - flytter sig fra fysiske butikker til e-handel.

"Derfor mener jeg helt overordnet, at det er et stort privilegium, at vi kan fokusere på én afsætningskanal, hvor vi kun skal tænke på, hvad der er godt for den ene kanal og ikke skal bekymre os om, hvad det betyder for søsterkanalen. Når salget flytter sig fra fysiske butikker til e-handel, gætter jeg på, at de store kæder kommer til at stå med nogle overvejelser, som vi slipper for," siger han.

Online-butikker som Nemlig.com har desuden den fordel, at de i princippet kan udvide deres sortiment uden at skulle lade sig begrænse af antallet af kvadratmeter som i fysiske butikker.

Eksempelvis har Amazon.com udviklet sig fra at være en internetboghandel til i dag at være en "everything store", der ud over bøger også sælger alt fra forbrugerelektronik til dagligvarer.

"Over tid vil vi kunne få et fødevaresortiment, der er endnu større end selv de allerstørste fysiske butikker, fordi vi med et potentielt kundegrundlag på 1,8 millioner mennesker kan opnå en stor volumen selv i randzonerne af sortimentet."

Hos konkurrenter som Føtex eller Bilka kan man også købe forbrugerelektronik, kondisko og bøger. Kan man forestille sig, at man i fremtiden også vil kunne bestille denne type produkter til levering samme dag hos Nemlig.com?

"Nu er der grænser for, hvad jeg ønsker at fortælle om vores strategiske overvejelser. Men jeg vil gerne sige, at nonfood er noget, der kan være interessant for os, og det er også noget, som vi har overvejet. Men vi har ingen aktuelle planer om at gøre det til en del af vores sortiment," siger Stefan Plenge.



Læs også:
Fra Apple til Netto: Dansk Supermarked hyrer digital direktør

Danske startups lærer af Airbnb: Nu skal du sende pakker og leje biler på en helt ny måde





Premium
KMD kan nærme sig halvering af medarbejderstaben i Danmark på få år: Så mange ansatte har selskabet sagt farvel til
For fem år siden var KMD det største danske it-selskab, men over årene er medarbejderstaben i Danmark faldet dramatisk. Ifølge en lækket PowerPoint fortsætter tendensen i 2021. Se den voldsomme nedgang i antallet af ansatte hos KMD her.
Computerworld
Bitcoinen nåede lige at kulminere igen – men så kom krakket
Der blev sat en ny rekord for bitcoinens værdi i år – men godt 24 timer efter blev der høvlet næsten 20.000 kroner af den.
CIO
Podcast: Her er seks gode råd om ledelse og digitalisering fra danske top-CIO'er
The Digital Edge: Vi har talt med 17 af Danmarks dygtigste digitale ledere - og samlet deres seks bedste råd om digitalisering og ledelse. Få alle rådene på 26 minutter i denne episode af podcasten The Digital Edge.
Job & Karriere
Se Waoos forklaring: Derfor har selskabet fyret topchef Jørgen Stensgaard med omgående virkning
Waaos bestyrelse opsiger fiberselskabets topchef, Jørgen Stensgaard, der fratræder med omgående virkning. Se hele forklaringen fra Waao her.
White paper
Sådan outsourcer du effektivt – og undgår fælderne
Nogle outsourcer for at minimere omkostningsniveauet, andre for at skaffe ressourcer og spidskompetencer, der er svære at skaffe lokalt – eller af en helt tredje årsag. Der er dog talrige forhold, der er gode at afdække, før man overhovedet begynder at lede en outsourcingudbyder. Man skal klarlægge egne projektbehov samt de spørgsmål og krav, man vil stille samt indsamle viden og erfaringer om, hvordan samarbejdet indledes, drives og styres optimalt. Dertil skal man kende til de hyppigste faldgruber, der kan få et ellers lovende outsourcingsamarbejde til at køre i grøften.