Rumspillet Elite er det spil, som os over fyrre elskede tilbage i de skidengrå firsere. Mange ting har ændret sig siden dengang. Det gamle Elite udkom til alle platforme (et ord vi ikke brugte dengang), der havde glemte navne som Acorn, Amstrad, BBC Micro, Commodore 64 og ZX Spectrum og solgte, på trods af den omsiggribende piratkopiering i gamle dage, en hel million eksemplarer.
I 2012, efter en god Kickstarter, fik David Braben, manden bag det oprindelige Elite, sat gang i udviklingen af et nyt Elite: Dangerous, og det nåede akkurat at udkomme på 30-års dagen for originalen. Tro mod forlægget er Elite: Dangerous fundamentalt set et spil med ubønhørligt 'grind' som bærende grundprincip.
Læs anmeldelsen her på Eurogamers hjemmeside
Dengang i firserne, hvor de fleste designede spil, som skulle kunne spilles på 3-5 minutter, var det innovativt med et spil, der krævede, at man skulle dræbe 9800 rumskibe for at kunne kalde sig 'Elite'. Selv nåede jeg til det middelmådige 'Deadly' niveau i det gamle Elite, før studentereksamen satte en stopper for eventyret. Det var alligevel 3000 kills, men det regnede vi ikke for noget dengang.
I dag er 'grind' som gameplay-element nærmest comme il faut, og alene af den grund har gensynet med det nye Elite: Dangerous ikke været ubetinget lykkeligt.
Det samlede indtryk af spillet, da det udkom for et år siden, var episk. Det handlede om episk grind, og det var episk stort. Hele Mælkevejen er kopieret 1-til-1 i Elite. Over 400 mia. solsystemer, der er lavet så nøjagtigt, som eksisterende astronomiske data tillader.
Men størrelse er som bekendt ikke alt. Der var meget i spillet, der virkede ufærdigt. Eksempelvis var missionerne rudimentære, som oftest a-til-b-typer, der lynhurtigt gjorde spillet kedeligt. Reelt set var den eneste måde at tjene på handel, og det var knusende monotont.
Brabens vision for Elite: Dangerous har hele tiden været iterativ, som man fra tid til anden hører folk sige i it-branchen. Den første iteration var Wings-opdateringen, der gav mulighed for at flyve sammen 2-5 spillere. I teorien en god idé, bortset fra at den krævede, at folk rent faktisk spillede multiplayer, hvilket de færreste tilsyneladende gør. Personligt har jeg ikke prøvet den funktionalitet endnu.
Derefter kom CQB, close quarters combat, og det har været en skævert af de helt store. CQB blev udviklet til falde sammen med Elites udgivelse på Xbox One og er blevet taget køligt imod af PC-folket. Deathmatch player vs. player passer slet ikke til den vision, som Braben indledningsvis lagde ud med for spillet.
For nogle dage siden udkom der så en udvidelse, eller en ny version, af Elite: Dangerous. Med udgivelsen af 'Horizons', der markerer sæson to i udviklingen af spillet, kommer der mere kød på, og udviklingen går nu, fra denne anmelders synspunkt, i den rigtige retning. For det første har spillet nu et helt års forbedringer og rettelser under bæltet, det har hjulpet gevaldigt på missionerne, og karrieren som handelsrejsende er blevet mere varieret. For det andet har man med muligheden for kunne lande med sit rumskib på planeter udvidet sandkassens størrelse eksponentielt.
Størrelse er stadig ikke alt, men nu kan alle vi eskapister få vores helt eget Neil Armstrong øjeblik, og det er en stor sejr for den virtuelle rumturisme.
Elite Dangerous på tre skærme:
Selv med over 800.000 kopier af spillet solgt i november måned er der rigeligt med solsystemer til, at alle kan få sat deres navn på listen over opdagelsesrejsende, der har opdaget et nyt solsystem og landet på en planet og råbe ens eget 'lille skridt for menneskeheden...' citat ud i kosmos.
Og lad os så bare få det sagt: det er fantastisk at lande på en fremmed planet, se ukendte landskaber og mærkelige gaskæmper hænge over sig og og køre rundt i lyset fra en fremmed stjerne i sin lille rover. Planeterne er gengivet i rigtig størrelse, så hvis man ser bort fra små kartoffelformede planetoider på sølle 180-190 km i størrelse, er de fleste planeter gigantiske.
Det er dog ikke alle planeter, der landes på. Indtil videre er det kun planeter uden atmosfære, men de udgør også omkring 60% af planeterne i Mælkevejen (Elites Mælkevej, altså) så der er rigeligt at udforske. Et slag på tasken så drejer det sig om små 60 mia planeter. Ganske morsomt at tænke på, at de fleste steder i det proceduralt skabte Elite aldrig vil blive besøgt af nogen.
Horizons er en interessant udvidelse af Elite, der, sammen med de rettelser og tilføjelser, det har modtaget over det seneste år, gør meget for at fylde content i den enorme sandkasse. Desværre sidder man stadig tilbage med en følelse af, at de to tidligere kapitler, Wings og CQB, har været fejltagelser, der har holdt spillet, der startede ud som en hyldest til singleplayer, tilbage, og nu mere og mere bevæger sig over i multiplayer med de mange begrænsninger det sætter for narrativt gameplay.
Vi vil gerne lægge hovedet på blokken og sige, at spillet har to eller tre udvidelser tilbage, før vi kan give det den topkarakter, som vi egentlig har lyst til at det skal have, om ikke andet af ren nostalgi.
Læs også: Anmeldelse: Nyt Battlefront er som at være med i en Star Wars-film
